Svar til "Arbejderen".

Naar vi ikke har optaget Frk. Katrine Christensens Svar med Angreb paa "Hvad vi vil", er det ingenlunde, som "Arbejderen" skriver, fordi hun er Syerske, Arbejder, tværtimod har Bladet vist, at det i lige saa fuldt Maal er aabent for disse, som for enhver anden Kvinde, der har noget at sige; men da K. C.s Artikel væsentlig var en Gentagelse af hendes forrige Artikel, fandt vi det ikke fornødent. Hendes Angreb paa "Hvad vi vil", at det havde strøget Arbejdersagen af sit Program, havde vi tidligere besvaret, men skal gærne atter gentage det.

Vi har Organer for Arbejderspørgsmaalet, nemlig Socialdemokraten og til Overflod "Arbejderen"; de taler Arbejdernes Sag, Mænds saavel som Kvinders, men naar det gælder den specielle Kvindesag, Kvindens Ligestilling med Manden som Borger, da viser disse Blade, ligesom alle andre Blade, der redigeres af Mænd en saadan Kølighed og Mangel paa Forstaaelse af, hvad det er, vi Kvinder vil, at vi er nødt til at have et eget Organ, hvorfra vor Røst kan høres. Dette burde enhver Kvinde betænke og støtte deres egen Sag ved at holde "Hvad vi vil".

Det er nemlig ikke alene det konservative Parti eller Venstre, der røber Kulde for Kvindesagen, men det er ogsaa Socialdemokratiet overalt i Evropa, der erklærer, at der ingen Kvindesag er.

Ser vi Kongressen i Halle. Det eneste, de Herrer havde at sige om Kvinderne, var, at der ikke fandtes nogen speciel Kvindesag. Det maatte de dog helst ladet Kvinderne besvare, men hvor mange Kvinder havde Ordet paa den Kongres, hvor dog den mest fuldkomne Lighed skulde hævdes - én eneste - Fru Steinbach Gera. Hun betakkede sig for den Begrænsning, Mændene havde sat for sundhedsskadeligt Arbejde for Kvinder; "kan det begrænses," sagde hun, "saa begræns det ogsaa for Mænd." Kun én Kvinde iblandt det uhyre store Socialdemokrati i Tyskland fik Ordet. Mænd besørger det hele, de afgør for Kvinderne, hvilke Love disse skal lyde, ogsaa indenfor Socialdemokratiet, ganske som det gamle kapitalistiske Samfund.

Formodentlig gaar det i Udlandet som herhjemme. Kvinderne løber tankeløst ind i Mændenes Organisation, og saa køres der glat væk videre paa Mandfolketanker, det er jo altid lettere at lade Mændene tænke for sig end selv at tænke, men hvad bliver Følgen?

De ny Tanker, der ved Kvindernes Deltagelse i Fremskridtsbevægelsen, skulde tilføre nyt Tilskud af Kraft, bliver kvalt, og Socialdemokratiet bliver ikke det frelsende Parti, hvis heller ikke det vil forstaa Kvindesagen. Nej, skal Menneskerettighederne sejre, da maa vi hævde, at der er en speciel Kvindesag; indtil Mændene erkender det og hjælper os dertil, maa Kvindebevægelsen staa som en selvstændig Organisation og tale deres egen Sag baade paa Møder og i Blade.

Johanne Meyer.

Vi har endvidere modtaget følgende:

Maa jeg bede den ærede Redaktør af "Kvindebladet" give nedenstaaende Plads i samme:

I Arbejderen Nr. 82 d. A. findes en Artikel "Alliancepolitikens Frugt". Det smagløse Angreb paa "2 af de ledende Hvad-vi-vil-Damer", skal jeg ikke indlade mig paa at besvare, men kun for mit vedkommende erklære, at det ikke har "knebet" for mig i den Egenskab, som "Arbejderen" tillægger mig af "Fru Hvad vi vil"; ti da jeg ikke sidder i Redaktionen, har jeg selvfølgelig heller intet med at beskære Artiklerne.

Til Katrine Christensen!

Skønt jeg ikke tror, at den Polemik, som Frk. Katrine Christensen har givet Anledning til ved hendes Artikel i Kvindebladet Nr. 15, "Et Gensvar", gavner den Kamp, som vi Kvinder kæmper for vor Menneskeret, saa vil jeg dog tage til Genmæle imod hendes Artikel i Arbejderen Nr. 82 d. A., fordi jeg ikke tør lade en, efter min Mening, saa misvisende Opfattelse af Kvindesagen henstaa uimodsagt.

Det er fast utroligt, at Frk. Christensen kan være hildet i den Vildfarelse, at hun selv tror og vil søge at faa andre, deriblandt Fru Meyer og mig, til at tro, at Arbejdernes Kvinder ikke skulde lide under Hustruens Umyndighedstilstand i Ægteskabet med Hensyn til dennes Udelukkelse fra at raade med over Formuens eller Fortjenestens Omsætning i Varer, eller med andre Ord hendes Udelukkelse fra at raade over en eneste Øres Udgift - ja, Manden har Lov til, om han vil, at forsegle Portemonnæen for hende; - ja! Loven gaar endog saa vidt, at den hjemler Manden Ret til kun at give hende den nødvendigste Føde.

Utænkeligt er det ligeledes, at hun kan mene, at Arbejderens Hustru ikke lider under den Lovbestemmelse, at Faderen har Eneraadighed over Børnene. Frk. C. kan være vis paa, at der i mangt et Arbejderhjem kæmpes en haard Strid om, hvad de fortjente Penge skal anvendes til. Men er der en saa skøn Enighed mellem Arbejderne, som Frk. C. forudsætter, saa maa det være paradisiske Tilstande, de lever i. Dog, jeg har ogsaa en Del Erfaring i ovennævnte Henseende, og jeg har baade hørt og set, at der ogsaa er Strid om Pengenes Anvendelse i Arbejderhjemmene, netop fordi Loven giver Manden Eneraadighed over dem.

Mal dog ikke stedse Fanden paa Døren, idet De siger: "For Arbejderne kan det aldrig blive et Stridsspørgsmaal, paa hvilken Maade de skal anvende deres Formue, da de ofte knapt har det nødvendige til at mætte sig med."

At der er Hjem, hvor det er saa, véd jeg og alle; men jeg véd ogsaa, at der gudskelov gives Arbejderhjem, hvor Mandens og Hustruens Flid og Dygtighed har gjort det lunt og hyggelig inden Døre, og hvor de har deres Udkomme.

Ja, hun maa tro, at ogsaa om Børnene staar der en "ædel" Strid. Mand og Hustru er ikke i alle Hjem enige om, at Barnet skal til den eller den Profession, blot for at skaffe dem og Barnet Brød; nej, jeg har saa gode Tanker om Arbejderfamiljerne i deres Helhed, at de tænker først: "Hvad egner mit Barn sig til? Lad det komme til den Gærning."

Frøkenen forudsætter, at det er et Overmaal af Lykke, om Arbejderens Barn kunde blive Præst eller juridisk Embedsmand, siden hun skriver, at de behøver aldrig at svimle ved Tanken om, at deres Børn skulde komme til at beklæde et saadant Embede; men jeg forsikrer Dem, at her er de atter paa Vildspor; ti Embedsstandens Stilling nu for Tiden, er alt andet end misundelsesværdig; ti for det første har den ikke Lov til at følge sine egne politiske Anskuelser uden at risikere Embedet

- Fortjenesten - og for det andet ses der med Mistro til dens Færd, selv om den er hæderlig.

Nej, Frøken, lad os være enige om, at vi alle er under Lands Lov, og at den ene Klasse af Kvinder ligesaavel som den anden, som lever under den Undtagelseslov, at de ikke maa være med i Kommunens og Statens Arbejde, føler Trykket af de ubillige Love, og at ogsaa de arbejdende Kvinder vilde føle Velsignelsen af politisk og kommunal Valgret.

Line Luplau.