« Tilbage til søgeresultaterne
Indvielsen af Frk Th. Langs Kvindeseminarium i Silkeborg
Saa oprandt da endelig den 22. Juni, da Indvielsen skulde finde Sted.
Den er imponerende, den nye Bygning, som den staar der, høj, skinnende hvid, med det broncefarvede Tag, og den glinsende, gyldne Vejrhane paa Taarnet; og nu skulde den indvies.
Kl. l ½ kom Gæsterne og samledes i den store Gymnastiksal, der kan rumme ca. 300 Mennesker, og ogsaa omtrent blev fyldt til sidste Plads.
Unge, hvidklædte Piger med røde Silkeskærf og Blomster fungerede som Festmarskaller, viste Gæsterne til rette og uddelte Sange. - Efter Afsyngelsen af „Alt staar i Guds Faderhaand” besteg Pastor Munch fra Lille Næstved Talerstolen.
Han fremhævede, at det var vanskeligt for Skolen nu om Stunder at faa det Fag øverst, der var det vigtigste af alle de mange, der krævedes tagne med. Men hans inderlige Ønske var, at man aldrig her maatte tage Fejl af, hvilket der burde sættes øverst.
Seminarium betød Planteskole; herfra skulde mange udgaa til Gavn for vort Land, for de mange tusind Hjem; han ønskede da, at dette Seminarium maatte blive dem en god Planteskole, hvor der blev værnet om og vaaget over hver god og ædel Spire.
Efter at Pastor Munch havde sluttet, talte Pastor Viberg, Silkeborg. Han priste i høje Toner Kvinderne, og sagde ganske oprigtigt, at „vi Mænd” havde meget at lære af dem. Der var deres store Styrke i Kærlighed, deres Renhed og Finhed, der gjorde, at de saa vidunderligt kunde finde Vej til Børnenes Hjerte og forstaa dem. Fremhævede endvidere de to Kvindeskikkelser Martha og Maria som Billeder paa Arbejde og Bøn, begge nødvendige for Livet; hans Bøn maatte da blive, at de unge, der gik ud fra Seminariet, maatte blive Kvinder, der forstod at forene baade Martas og Maries Egenskaber.
Efter hans Tale blev Bjørnsons „Jeg vil værge mit Land” afsunget, Frk. Langs Medforstander, cand. theol. Beck og tilsidst Frk. Lang selv talte.
Ofte, sagde hun, havde Spørgsmaalet: Hvorfor vil De dog bygge det Seminarium? lydt til hende, men hun vilde nu svare: fordi hun ikke kunde andet. Ingen anden Gerning havde som denne grebet hende og givet hende Interesse og Mod, for ingen anden kunde hun ofre sit Liv, og derfor havde hun gjort det.
Hos Frk. Zahle havde hun som ung set saa meget, der havde fyldt hende med Beundring, og der var Tanken vistnok undfanget; men efter hendes Rejser i Udlandet, hvor hun egentlig skulde besøge Børneskolerne, var hun blevet saa grebet af Interesse for Seminarierne, at hun havde ofret langt mere Tid paa dem, og var kommen hjem med Beslutningen modnet om at bygge et Seminarium efter sit Hoved og Hjerte. - Og efter meget Arbejde, mange Bekymringer og Anstrengelser var det nu lykkedes hende. Seminariet var bygget. Enhver vilde kunne forstaa, med hvilke Følelser hun stod herved det fuldendte Værk, hvilken Taknemlighed og Glæde, der fyldte hende. Hun takkede dernæst alle, der paa forskellig Maade havde været hende til Hjælp og indbød Gæsterne til at se hendes forskellige Skolebygninger.
Det store ny Seminarium med de lyse Klasseværelser, Bibliotek og Læseværelse, Foredragssal, Samlingernes Sal og først og fremmest det prægtige Skolekøkken gjorde megen Lykke. Dernæst begav man sig rundt i de ældre Bygninger; Frk. Langs Børneskole, Seminariebørneskolen og Forskoleseminariet blev besøgte, og om Aftenen samledes igen over hundrede
Mennesker til den mere muntre Del af Festen.
I Gymnastiksalen var dækket og pyntet med Flag og Grønt, der var Lys og Musik og Feststemning over alle. Blandt Gæsterne var Frk. Zahle og Frk. Winther fra Odense, Kultusminister Bjerre, Kontorchef Weis, Professor Sørensen, Oberstløjtnant Ramsing, fra Sverrig Frkn. Rönström og Lagerlöf; desuden var mange af Frk. Langs Slægt og mange Venner fra Silkeborg og langvejs fra mødte.
Der blev talt og sunget meget, flere Sange var forfattede i Dagens Anledning, Kronprinsregenten havde hædret Frk. Lang ved at Sende sine gode Ønsker for hende og Seminariet pr. Telegram - og mange andre Telegrammer indløb. Et af dem lød saaledes:
Gid Solen aldrig maa gaa ned i Frk. Langs Riger og Lande, dette vil mange andre ogsaa være med til at ønske, fordi hendes Arbejde er baaret oppe af en mageløs Tro paa dets Storhed og Værd og en Energi, der er saa sjelden hos Kvinder. Maatte hendes Arbejde lønnes ved, at mange unge kom til hende med Lyst og frisk Mod til at lære, og drog fra hende, besjælede af samme Iver og Kærlighed som hun til Opdragerens store velsignede Opgave.
