Om Kvindens Deltagelse i Lovgivningsarbejdet.
V.
3. Hun maa skaffe Levnedsmidler for alle!
Hermed maa ikke blot forstaas det nødvendige Brød, men alle de Midler, der i et civiliseret Samfund fordres for at leve et sundt og menneskeværdigt Liv.
Og for at skaffe disse Midler til alle, vil det være nødvendigt at afskaffe den næste store Hindring for Civilisation og Fremskridt, for Livets Opholdelse og Velvære: Udbyttersystemet, Lønslaveriet, Privatkapitalismens og Egenkærlighedens Rovdrift og at indføre Fællesproduktionen, der er den eneste mulige Adgang for alle Mennesker til baade Levnedsmidler, Arbejde og Aandsdannelse.
Men ved Indførelsen af Fællesdriften vil det jo ikke være nødvendigt at bibeholde de nuværende vilkaarlige og mer eller mindre upraktiske Grænser for Statssamfundene. Disse Grænser og Staternes Størrelse vilde mere passende kunne indordnes efter Naturforholdene og de dermed forbundne hensigtsmæssige Betingelser for Fællesdriften.
Og det vilde være en let Sag for Samarbejdets og Samfærdselens Skyld at gaa over til et Fællessprog for hele Jordklodens Befolkning. Faa Aar efter at det var indført i Skolerne, vilde alle Mennesker kunne det, og den nuværende babelske Sprogforvirring, der kun tjener Udbyttersystemet i dets separatistiske Adskillelsesbestræbelser for bedre at kunne kommandere de enkelte for hinanden fremmede Nationer, vilde forsvinde fra Jorden, og hele denne vilde blive alles eneste og fælles, store, elskede Fædreland.
Naar den med Militarismens ørkesløse eller ødelæggende Fred og den ved Anvendelsen af næsten hele det ene Køn til Madlavning og Barnepleje for det andet spildte Arbejdskraft, og de ved Privatkapitalismens Udsugning skabte Dagdrivere og Fødenød, og de ved samme ødelagte eller forsømte Produktionskilder bliver tagne i Brug ved Produktionen, og denne gaar over fra den tids og kraftspildende smaalige Enkeltmandsdrift til en efter alle Kunstens Regler og med alle Nu og Fremtidens videnskabelige Instrumenter, Maskiner og Redskaber dreven Fællesdrift, - da vil der ikke alene kunne blive tilstrækkelige Levnedsmidler og Livsnydelser for Jordklodens nuværende, men for en langt større Befolkning. Og denne vil endda kunne nøjes med faa Timers let dagligt Arbejde ved Ledelsen af de Arbejdet mest udrettende Maskiner og kunne bruge den øvrige Del af Dagen til aandelig Udvikling og Fornøjelse.
Ti vi bør betænke, hvilken uhyre Mængde Tid og Kraft vi spilder ved Opretholdelsen af Udbyttersystemet - ved Udbytternes Lediggang og større Konsumtionsevne - ved Henlæggelsen af store Strækninger frugtbar Jord til Lystskove og Jagtdistrikter for disse Snyltedyr - ved den nuværende vanvittige Krigsgalskab og Forbrug af Alkohol og Tobak - ved den planløse Produktion med altfor lidt anvendt Maskindrift - ved de taabelige Toldlove, der tvinger Forbrugsartiklerne til at fare rundt paa Jordkloden, frem og tilbage gennem Hundreder af Mellemhænder, inden de naar Konsumenterne - ved den pjankede Husholdning med Madlavning og Barnepleje for hvert Par Mennesker, hvor Halvdelen af Menneskeslægtens Kraft anvendes til Opvartning for den anden Halvdel o. s. v., o. s. v.
Alt dette bør Kvinden betænke, afskaffe dette fordærvelige System, ændre alle de herhen hørende Forhold og skaffe Menneskene Brød!
4. Hun maa tænde Lys i Verden.
"Lys over Landene, det er det, vi vil!" sagde J. P. Jakobsen, og dette Ord maa Kvinden ikke blot gøre til sit Valgsprog i Teori; men hun maa sætte al sin Kraft ind paa at virkeliggøre dets Idé. Saalænge vi fortsætter i Fordummelsens mørke Barbari og fylder den opvoxende Slægt med gamle religiøse og krigsgale Myter og Ammestueæventyr i Stedet for at undervise den i Kendskab til Naturkræfterne og disses Anvendelse i Menneskelivets Tjeneste - da kan vi aldeles ingen Fremgang vente.
Kvinden kan ikke vente at blive indsat i alle sine Rettigheder eller anerkendt af Manden i sin fulde menneskelige Værdighed, saalænge det bankes ind i Børnene i alle Landets Skoler og raabes ned fra de ophøjede Prækestole i alle Landets Kirker som Salighedstro - at hun skal være sin Mand "underdanig", hans underdanige Tjenerinde! - - -
Hun maa derfor rydde saadanne og lignende Oldtidsdogmer ud af Skolerne - gøre disse konfessionsløse - og skille Stat og Kirke ad - gøre Religionen til en privat Sag - saa det ikke længere kan blive en fortjenstfuld og indbringende Levevej i Statens bedste og mageligste Embeder at fylde unge og gamle med skimlede Paradoxer fra den graa Oldtid og derved bringe dem ud af Stand til at tage virksom Del i gavnlige Fremskridt og et sundt Oplysningsarbejde, samt en retfærdig Gennemførelse af begge Køns lige Menneskeret. Hun maa skaffe fuldstændig Religionsfrihed baade i Tale, Skrift og alle Handlinger, der ikke griber ind i nogens Frihed og Ret.
Og samme Frihed i Presse, Literatur og al offenlig og privat Diskussion for Fremsættelsen af enhver Anskuelse, kort sagt fuldkommen Aandsfrihed, saa det ikke længere bliver den raa Magt, der hersker over Aanden, men denne, der ved en fri Udfoldelse af sin fulde Kraft sejrer over Brutaliteten.
En saadan Forandring lader sig ikke foretage i en Hast. Der maa Tid og Taalmod og et ihærdigt Arbejde til. Maalet maa saa vidt muligt staa os klart for Øje; men Vejen dertil maa vi gaa Skridt for Skridt, ja, kanske Tomme for Tomme, idet vi al Tid som praktiske Folk siger: Heller lidt, end intet! Ti det lidet, der efter Haanden naas frem, kan dog al Tid hjælpe til at omdanne Vaner og Skikke og dermed, om jeg saa maa sige, den viljeløse Vilje hos den Masse, der ikke tænker, ja, kanske ogsaa bidrage til at vække en Del til Eftertanke, og maa jo dog al Tid være en lille Forbedring i det bestaaende.
Og gaas der ikke saaledes læmpelig og praktisk frem mod det store Maal, fører det kun til, at vi ved utidig Hastværk faar stillet Paddehatte op som Bistøtter under den store Bygning, og at denne derfor en skøn Dag ramler sammen over Hovedet paa os, saa det vil kræve et tusendfoldig saa langvarigt og svært Arbejde at faa den rejst af Gruset igen. Dette er, vel forstaaet, ikke en Sovepude for Lunkenhed og Ligegyldighed, men kun et Fornuftens Varsko om ikke at ødelægge det praktiske Arbejde og forsinke Maalets endelige Opnaaelse ved naiv Fremfusenhed med paafølgende Fiasko.
Derfor, Kvinder, sindig og rolig, men derfor ikke mindre kraftig og energisk til Værks, frem ad Vejen til Deltagelse i Lovgivningsarbejdet!