« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Et Plejebarn.
Det var den gamle Historie; Faderen var gaaet sin Vej og havde ladet Moderen ene om at forsørge 6
smaa Børn. Der blev sat et Stykke Avisen med Bøn om Hjem for nogle af Børnene; derved kom Ejgil til Præstegaarden i B. Da Præstekonen hentede ham ved Stationen, sad han som en lille forskræmt Fugleunge rykket op i et Hjørne af Postvognen; bleg og forsulten saa han ud med et Par store, brune, forunderlig melankolske Øjne. Han var i Begyndelsen meget lidt modtagelig for den Venlighed, der vistes ham i Præstegaarden ; han længtes ikke og var ikke uartig; dertil var der ikke Liv nok i ham. Det eneste, han maatte rettes i, var en lille Usandhed en Gang mellem, noget, man ikke havde taget saa nøje i hans Hjem.
Han holdt mest af at sidde i et Sofahjørne med Hænderne i Skødet og stirre ud for sig, en unaturlig Beskæftigelse for en 9 Aars Dreng. Men omsider begyndte Barnet at vaagne i ham - han fik Lyst til at tumle sig i Haven, der var et rent Paradis for Børn - med Vippe, Karussel og Gynge -, legede med Husdyrene og kørte med Karlen i Marken. Det var fornøjeligt at se, hvordan det sløve Udtryk i Ansigtet forsvandt og afløstes af et glad Smil. Om Vinteren dreves Husfliden i Præstegaarden; Ejgil var meget flink og fingernem og lavede smukke Ting til en Udstilling. Til Julen var han den ivrigste til at lave Pynt til Juletræet.„Ifjor skulde vi ogsaa have haft Juletræ,” fortalt han, „Moder var gaaet ud for at køb et stort ét og saa meget Stads og Foræringer til os; men paa Vejen hjem var der en styg Mand, der stjal det altsammen.” Men „den stygge Mand” var sikkert en Opfindelse af Moderen, i Stedet for at sige Sand heden, at der ikke var Raad til at opfylde deres Ønsker. Ejgil kom hver Aar i Besøg til København. En Gang havde han til Rejsen faaet en smuk blaa Klædes Dragt med Guldknapper. Den kom ikke med tilbage. En Forklaring om, at en Skrædder havde faaet den for at forandre noget paa den og havde beholdt den, var altfor gennemskuelig - den var sandsynligvis vandret til „Onkel” for at skaffe Penge. Ejgil havde nu sluttet sig varmt til Præstefamilien og længtes altid efter at komme snart tilbage. „Moder,” sagde han, „du skulde bare være paa Landet! der er alle Mennesker gode, der er aldrig nogen, der lyver eller stjæler eller er slemme imod hinanden.”
