« Tilbage til søgeresultaterne
Det tabte Paradis
Vi laaner af den udødelige „Peder Paars,, en Skildring af huslig Lykke paa hans Tid.
Tænk kuns, Herr Foged, tænk, hvad Eder møde vil,
om I begynder Krig; det er jo ingen Spil.
Betragt, hvad Herlighed I udi Fredstid nyder:
Jer Gryde kaager da hver Øjeblik og syder;
Jer intet fattes; ja jer Seng er altid reedt;
Jert Bord, om I saa vil, kan altid være breedt;
Jeg ligne kan med Jer ey Konge eller Keyser:
Saa snart om Morgenen I Jer af Sengen reyser,
Jer Kone spørger Jer: hvor lever du min Soel?
Hun gir Jer Brændevin paa Sengen paa en Stoel.
Hun, mens I sover end, er allerede oppe,
Jer Mad at lave til, Jer Tobakspibe stoppe;
Saasnart I smøget har Jer Pibe, I da faar
Jer reven Øllebrød, og derpaa nok en Taar.
Paa Eders Loybænk da I nok en Time sover:
Jer ingen vække tør, Jer Kone derfor lover;
Hver Mand i Huset da paa Hosesokker gaaer,
At nyse, snyde sig, jo ingen understaar.
I sover, indtil I Tallerkner hører klinge,
Indtil I høre kan Madklokken for jer ringe:
Da rejser I Jer op og strækker Jere Been;
At sætte Mad paa Bord Jer Kone er ey seen,
Hun seer, I hungrig er; hun beder Eders *) Sønner
At de for Maaltid ey vil læse lange Bønner.
Om I at røre Arm og Haand er alt for lad,
Hun med sin egen Haand i Munden gi’r Jer Mad.
Naar I Jer Middagssøvn har sovet, kan I spille
En Lanter, om I vil, med Eders Datter Nille.
Naar I er deraf kied, I Grete har paa Skiød,
Jer Kone midlertid tillaver Eders Grød.
*) Udhævet af Red.
