« Tilbage til søgeresultaterne
Syersker og Fangekost
Som vi ved, blev der i Aarene 1891-92 af Dansk Kvindesamfund ved nuværende Birkedommer Poul Sveistrup og med Understøttelse af Carlsbergfondet foretaget en Undersøgelse af de københavnske Syerskers Erhvervs- og Livsforhold. Hovedresultatet af Undersøgelsen nedlagdes i det bekendte Skrift „Syersker”, der udkom 1894. En Efterhøst af det den Gang indsamlede omfangsrige Materiale er i denne Vinter udkommet i et meget interessant lille Hæfte, der bærer Titlen: Københavnske Syerskers og Smaakaarsfamiliers Kostudgifter af Poul Sveistrup.
Den, der flygtigt gennemblader det lille Skrift, vil maaske stødes bort af de mange Tal der er, eller springe dem over, thi Tal har jo i Reglen Ord paa sig for at være kedelige og døde. Den, der monne føle sig fristet hertil, beder vi om at væbne sig med blot en Tusindedel af den Taalmodighed, det har kostet at indsamle og bearbejde dem, og siden at følge Tallenes Rækker opmærksomt til Enden. For den, der med Forstaaelse for Næstens Strid og Trang, gør dette, vil „de kedelige Tal” ganske forandre Karakter. De vil da i deres nøgterne Og ubønhørlige Sprog fortælle os om Livet, saadan, som det leves af Tusinder af vore Medsøstre - et Liv, hvor det at kunne smaatrøste eller helst lige ud snyde Maven er den store Kunst.
Materialet foreligger fra 340 Syerskers Husstand. Af disse var 146 gifte, 111 Selvforsørgere, 83 forsørgende andre - i alt 969 Personer.
Kostudgifterne for disse Husstande varierede meget - fra 30 til 80 Øre om Dagen pro voksen Person. De, der kunde flotte sig med den højeste Kostudgift, var 29; de, der blot kunde sætte højst 30 Øre paa det daglige Kostbudget, derimod 37 Husstande.
At Spisesedlen maatte blive saa forskellig hos Arbejdere inden for samme Fag, beroede paa Husstandens Størrelse. De 29 Familier, der udgjorde Eliten, repræsenterede kun 36 Medlemmer, medens derimod de 37, hvor Smalhans var den daglige og sørgelige Gæst, regnede 128 Medlemmer. Ikke sandt, her er Tallenes nøgterne Sprog mere veltalende end nogen Sensationsroman kan være det! Om de forskellige Spisesedler giver en Række Tal os god Besked. Det viser sig da, at den udpegede Velstandsmaaler er til den ene Side Rugbrød, Fedt og Margarine, til den anden Kød, Fisk, Smør og Paalæg. Udgiften til Rugbrød, Fedt og Margarine (for saa vidt disse to sammenfattes under eet) er forholdsvis fire Gange saa stor paa det laveste Velstandstrin som paa det højeste. I alt udgør denne Udgift for de uheldigst stillede over en Tredjedel af den hele Kostudgift. Disse varer synker saa ganske regelmæssigt ved stigende Velstand. Hvad man maaske ikke havde ventet, er, at saadanne Varer som fint Brød (d. e. Sigtebrød), Kaffe, Sukker og Fløde ligeledes synker ved stigende Velstand og erstattes af Kød, Fisk o. lign. solidere Sager; Viser ikke dette, at Syerskernes meget omtalte Kaffediæt ikke, som, Folk i Almindelighed tror, bunder i en bestemt Forkærlighed for den stimulerende brune Drik, men i virkelig Trang? For den, der ved et stillesiddende Arbejde skal slide det meste af Døgnets Timer paa saa haard en Diæt som Fedtebrød, maa der i virkeligheden noget til, der kan hjælpe paa Fordøjelsen og Humøret, I saa Henseende har den kære Drik ingen Medbejler. Paa de mellemste Velstandstrin er det Flæsk og Kartofler, der forholdsvis bruges mest. -
En omhyggelig Undersøgelse af de for Aarene 1891 - 92 gældende Priser paa Fødemidler og en Sammenligning med Kostudgifterne ved Kristianhavns Kvindefængsel sætter forf. i Stand til at konstatere et ganske uhyggeligt Faktum der Afslører en af de dybe Skyggesider i vor meget lovpriste Civilisation.
En Kvinde, der nu om Stunder har samme Pligt som Manden: at sørge for sit eget Udkomme, naar hun er ugift eller Enke, og i sidste Tilfælde ogsaa at sørge for sine Børn - en Kvinde kan ikke, naar hun har flere Munde at mætte, ved hæderligt arbejde opnaa samme Kost, som Samfundet tildeler de kvindelige Fanger.
Disse meget veltalende Tal siger nemlig, at Syersken, der jo ikke som Fængselsdirektionen kan gøre sine Indkøb en gros, maa drive det op til en Udgift af 41 - 48 Øre for at faa lige saa god Ernæring som de kvindelige Fanger. Af de undersøgte 340 Husstande er det efter den Beregning omtrent en Tredjedel, der ikke formaar at skaffe sig Fangekost!
”Men der maa tillige.” siger Forf., tages Hensyn til, at Syerskerne anvender en Syvendedel af deres Kostudgifter til Nydelsesmidler, der enten aldeles ikke eller saa godt som ikke findes paa Fangernes Spiseseddel, nemlig Kaffe, Te, Cicorie, spirituøse prikke, Fløde og Sukker. *)
*) Vi er ikke enige med Forf. i at regne Sukker blandt Nydelsesmidler. Et i saa høj Grad Varme- og fedtdannende fødemiddel turde vel Vanskeligt ved saa smal en Kost kunne undværes.
Man kommer da til det Resultat, at alle de Syersker, der udgav indtil 50 Øre til Kosten, det vil sige tre Femtedele af vore Syersker, fik en ringere Ernæring, end kvindelige Straffefanger nu faar. Flertallet af vore Syersker vilde, selv ved at give Afkald, paa alle tilvante Nydelsesmidler, ikke kunne skaffe sig almindelig Fangekost. Og dog maa det vel antages, at den almindelige Fangekost kun er beregnet paa, hvad der anses for fornødent til at tilfredsstille Legemets Behov.”
Beregnet efter Størrelsen af de kvindelige Fangers Portioner, vil de der udgiver højst 30 øre daglig til Kosten, af Eftermad, altsaa af Hovedmaaltidets Hovedbestanddel, i en Uge kunne faa ½ Eftermad af Kød, ½ Eftermad af Fisk, l Eftermad af Flæsk og hertil Kartofler henved 3 Gange. I det hele naar ingen af Syerskerne op til Fangernes Ølforbrug, og naar undtages de faa Syersker med over 80 Øre daglig i Kostudgift, faar heller ingen af vore Syersker saa megen Mælk som Fangerne.
Med Hensyn til Næringsværdien af Syerskernes Kost viser Tabellerne, at de 13 % af vore Syersker, hvis daglige Kostudgift for en voksen Person udgør højst 30 Øre, faar af Æggehvidestof kun Halvdelen og af Kulhydrat kun to Tredjedele af, hvad der antages at udkræves til en tarvelig Ernæring,*) medens de med, Hensyn til Fedtstof faar lidt over 3/4 af, hvad der hertil udkræves.
*) Forf. skelner mellem tarvelig, middelgod og god Kost. Hvad der er mindre end tarvelig, er utilstrækkelig.
Disse har altsaa utilstrækkelig Ernæring.
Det Billede, disse Tal opruller for os, er - lad os huske paa det - et Billede af det virkelige Liv, saadan som det leves rundt om os. Hvad vi køber i Butikerne af færdigsyede Varer, kan fortælle samme Lidelseshistorie for os. Og man søge ikke at slaa den knugende Tanke fra sig dermed, at Billedet vistnok er lidt for mørkt skygget! Forf. af det lille Skrift mener tvertimod, at det er altfor lyst til fuldt ud at svare til de virkelige Forhold. Han grunder sin Opfattelse heraf paa Lønnen. Den gennemsnitlige Aarsindtægt for en Syerske udgjorde den Gang 370 Kr., og Hr. Sveistrup fastslaar - som vi tror med fuld Ret - at Syersken næppe turde have brugt saa meget som 30 Øre om Dagen eller 109,50 om Aaret udelukkende til Kosten. De Damer, der paa deres Spørgeskema indhentede Oplysningerne, havde ogsaa gennemgaaende den Opfattelse, at Syerskerne var tilbøjelige til at fremstille deres Forhold i noget for gunstigt Lys, idet navnlig de fattigste trykkede sig ved at røbe deres Elendighed.
Undersøgelsen er foretaget for 8 - 9 Aar siden - maaske er Forholdene nu forbedrede?
Det vilde være usigelig glædeligt, hvis saa var Tilfældet, men vi, der har færdedes noget omkring i de smaa Hjem ved, at det desværre ikke er Tilfældet. Fagforeningerne er endnu for svage til at kunne drive en forhøjelse, der virkelig kunde højne Levefoden, igennem, og dertil bliver alle Livsfornødenheder med hvert Aar dyrere. Tænk blot paa Huslejen, paa Kulpriserne i den forløbne Vinter! Det sortner ganske for Tanken, naar vi søger at forestille os, hvordan en Kone med en Børneflok kan slide sig igennem et Aar, saadan som det sidste, med en Indtægt af 300-350 Kr. Vi tiltræder fuldstændig Hr. Sveistrups Mening, at en saadan Ernæring, som derved kan faas, i Længden gaar ud over Kræfter og Helbred.
Der er mange, der - for, andres Vedkommende selvfølgelig - beroliger sig med, at Veldædigheden træder til, hvor Nøden bliver for stor; men - er det ikke en grusom Uret at henvise den til Barmhjertigheden, der blot kræver af Livet at kunne ernære sig og sine ved sit Arbejde ?
Der er dem, der siger; ”ja, dette er virkelig slemt, men det nytter ikke noget, om jeg ogsaa taber min Hjertefred for det.”
„Det nytter ikke noget” - der har vi det! Vi har her til Lands over for Misforhold i Almindelighed saa uhyre nemt ved at lægge Hænderne i Skødet og sige: ”Hvad nytter det, hvad nytter det, hvad jeg gør?”
Men vi skal ikke undervurdere os selv i den Grad. Enhver af os kan gøre noget, og det store Flertal af Kvinder kan endogsaa gøre meget.
Det første, det allerførste, er, at enhver, der ikke behøver at arbejde for sit Erhverv, men blot vil tjene lidt Lommepenge (og det er blandt Syerskerne mange) lader være med at underbyde de andre, for hvem Arbejdet gælder Livet.
Er den Fordring virkelig saa urimelig?
Det andet er, at vi sætter en Dæmper paa vor Parforcejagt efter det billigste. Denne Sygdom er gaaet os saadan i Blodet, at det nu gælder for en Dyd at købe saa billigt som muligt. Ja, man kan endog høre rige Mennesker, i ren Tankeløshed prale med, at det er lykkedes dem ”at snuse en Ting op saa ganske forfærdelig billigt.” Hvis disse Mennesker standsede et Øjeblik og tænkte over, at denne „forfærdelige Billighed” i Ordets egentlige Betydning er forfærdelig, idet den betyder Sult og Nød for dem, der har lagt Haand til, saa vilde de, for hvem Sygdommen endnu ikke er bleven til Gerrighed, ganske sikker gøre en Strømkæntring.
Der er dem, der siger: „hvad kan det nytte, at jeg køber dyrt? Det kommer dog ikke Syersken til Gode. Det er Mellemhandlerne, der tager det.”
Ganske rigtigt. Derfor bør vi ogsaa
for det tredje gøre noget i samme Stil som de engelske Damer. Naar den engelske Lady gaar ud for at gøre sine Indkøb, medbringer hun en lille hvid Tavle, paa hvilken staar opskrevet de Forretningers eller Fabrikanters Navne, der betaler deres Arbejdere ordentligt. At sætte noget saadant i Scene burde vel ikke være vanskeligere her end i et andet Land. Der behøves blot, at en lille Kreds af interesserede og toneangivende Damer gør Begyndelsen.
Mon vi kan opdrive en saadan lille Kreds her til Lands?
Vi haaber ganske sikkert jo, og vi opfordrer hver Læser, der har en lille Smule Tid og Interesse tilovers for andre til at hjælpe os at finde de rette, der kan føre an. Men, vistnok maa der laves en Forening, thi i vore Dage er den enkelte magtesløs.
En Forening til Bekæmpelse af Sulten og det haabløse Slid!
