« Tilbage til søgeresultaterne
Gnisten
„Hvor saare lidet skal der til for lykkelig at være” - men naar dette lille mangler, netop dette ene lille, som kunde gøre en lykkelig, saa kan alverdens øvrige herligheder ikke bøde paa den mangel. Denne sandhed er ikke klar for alle - naar de føler sig ulykkelige, søger de ikke efter det lille, som mangler, men efter det meget. Og naar de saa af dette meget ikke faar, hvad de havde ventet sig, saa skaber de i sin skuffelse de vise strofer om og sier med et suk: „Hvor saare meget skal der til, for lykkelig at være.”
Saare meget skal der til for at varme hjertet udenfra og gøre det lykkeligt, naar det ikke har gnisten inde i sig, som varmer og lyser gennem bekymringerne, kaster al modstand til jorden og viser vej, hvor det er mørkt. Alt det kan nemlig en liden gnist, bare en liden gnist indi mennesket gøre, mens de flammende lys udenfor, de lystige løjer, det mest blændende kunstværk, den genialeste tanke neppe formaar at jage bort en ængstelig bekymring for dagens krav, hvis den netop sidder der og formørker vor pande.
Man er nødt til at gribe til symbolet, naar man paa en enkel maade vil forsøge at forklare sjælelige ting, men naar det drejet sig om en saa eftertragtet og meget omtalt ting som lykken, maa man vel vogte sig - symbolet er en farlig ting at omgaas, det fører saa ofte til platheder. Saaledes er den lille gnist indi en, den som betinger lykken, meget ofte slet og ret benævnet, kjærlighed. Den som føler sig trist og tung, faar det raad, at han skal „gi kærligheden rum i sit hjerte.”
Nu vil jeg først spørge om en ting: Hvor mange mennesker er der vel, som ikke med glæde gir efter for sin kærlighed, gir den saa meget rum, den bare vil forlange, naar den først har sat sig ned hos nogen og gør ham en mand, en kvinde, et barn, en mor, en far dyrebar og elsket? Hvor mange er vel de, som ikke med sorg strider imod, naar denne kærlighed paa en eller anden maade dør hen eller fravristes dem? Somme Ibsenske mennesker forholder sig anderledes, men de Ibsenske mennesker er undtagelsesmenneskerne. Den, som føler sit hjerte varmet af den umiddelbare kærlighed, han ved saare vel, at der skal lidet til for „lykkelig at være”. Og hans instinkter tilsier ham at bevare den gnist, som er alt livs trang. Men ejer han den ikke, da er det lige saa haabløst at si til ham uden videre: „elsk!” som det er haabløst at si til træerne i vinteren: „sæt blad,!” Alle levende mennesker kan elske og alle levende træer sætte blad, men de gør det ikke, før tiden er inde og de ydre betingelser tilstede.
Derfor vil jeg ikke kalde gnisten - det saare lidet, som skal til - for bare kærlighed og intet andet. Ja, man har endog talrige eksempler paa, at mennesker, som elsker, slet ikke er lykkelige.
Jeg vil ikke kalde den kærlighed, ikke nøjsomhed, ikke sundhed; jeg ved kun, at den maa straale ud indenfra, - kanske er den selvlysende, kanske kun et støvgran i sollyset, thi selve støvet blir lysende i solen. Men det maa man ha paa det rene med sig selv, at de ord er sande: „Hvor saare lidet skal der til, for lykkelig at være.
Har du gnisten, saa vogt paa den som paa den hellige ild, og har du den ikke, saa søg den, søg den altid; thi det gælder om dit liv, at du finder den.
