« Tilbage til søgeresultaterne
Skolen paa Tjasnaïa Poliana
Af Grev Leo Tolstoï.
Oversat fra Fransk af Helga Westergaard.
III.
Jeg skylder Læseren en Forklaring. Naar jeg beskriver Skolen paa Tjasnaïa Poliana, mener jeg ikke at ville fremstille den som et Mønster til Efterligning; jeg vil blot vise den, som den er. Jeg tror, at slige Beskrivelser kan gøre deres Nytte. Hvis det lykkes mig paa de følgende Blade at skildre Skolens Udviklings Historie, vil det staa klart for Læseren, hvorledes dens virkelige Aand er bleven til, hvorfor jeg finder den god, hvorfor det vilde være mig ganske umuligt at forandre den, selv om jeg kunde ønske det.
Skolen har udviklet sig frit blot i Kraft af de Grundsætninger, der er udgaaet saavel fra Lærer som fra Elever. Trods al Lærerens Myndighed havde Eleven jo altid Ret til ikke at komme i Skole, og til, selv om han kom der, ikke at høre efter. Læreren havde Ret til slet ikke at beholde Eleven hos sig og Magt til med hele sin Indflydelse at indvirke saavel paa største Delen af Børnene som paa det Kammeratskab, der altid dannes iblandt dem. Jo mere Børnene gaar frem i at lære noget, jo mere udvides Undervisningen, og jo mere føles Nødvendigheden af en vis Orden. Som Følge deraf vil det i en Skole, der udvikles normalt og uden Voldsomhed, blive en Regel, at jo bedre oplærte Eleverne er, jo bedre er de i Stand til at underkaste sig denne Orden, jo mere vil de selv føle Trang til den, og jo lettere vil i den Henseende Lærerens Myndighed slaas fast.
I Skolen paa Tjasnaïa Poliana er denne Regel bestandig bleven bekræftet lige siden Skolens Grundlæggelse. I Begyndelsen var det umuligt at ordne hverken Timer eller Fag, Frikvarter eller Lektier; alt blandedes sammen, alle Forsøg paa nogen som helst Inddeling var forgæves. Nu er der i første Klasse Elever, som af sig selv forlanger at følge Timesedlen; de bliver ærgerlige, naar de bliver trukne bort fra deres Lektie, og de jager dem ud, som vil forstyrre dem.
Efter min Mening er denne ydre Uorden nyttig og uundværlig, saa besynderlig og byrdefuld den end kan være for Læreren. Jeg vil ofte nok komme tilbage til Fordelen ved denne Organisation; hvad dens Ulemper angaar, har jeg kun dette at sige:
For det første synes denne Uorden, eller frie Orden, os kun saa skrækkelig, fordi vi er vant til et helt andet System, i Følge hvilket vi selv er blevne opdragne.
For det andet er paa dette Punkt, som paa saa mange andre, Anvendelsen af Magt kun grundet paa en uoverlagt og uærbødig Fortolkning af den menneskelige Natur. Det synes, som om Uordenen breder sig og vokser fra Minut til Minut og tilsidst ingen Grænser kender; det synes, som om intet kan standse den uden Tvang, og dog er det nok at vente et Øjeblik, og man vil se denne Uorden (eller denne Iver) af sig selv lægge sig og frembringe en langt bedre og varigere Orden end den, som vi kan sætte i Stedet derfor.
Eleverne er Mennesker, undergivne de samme Fornødenheder som vi, saa smaa de end er, og tænkende Væsner ligesom vi selv. De vil alle lære noget, og derfor gaar de i Skole, og derfor kommer de uden Anstrengelse til den Slutning, at vil de lære noget, maa de underkaste sig visse Betingelser. De er ikke alene Mennesker; men de udgør tillige et Samfund af Væsner, der er forenede i en fælles Tanke: „Og alle Vegne, hvor to eller tre er forsamlede i mit Navn, vil jeg være midt iblandt dem.” Kan de bringes til at underkaste sig de eneste naturlige Love, dem, der er udledede fra Naturen selv, vil de hverken knurre eller gøre Oprør; skal de give efter for Lærerens utidige Myndighed, vil de hverken anerkende hans Klokke, hans Timeseddel eller hans Skoleregler.
Hvor ofte har jeg ikke været Vidne til et Slagsmaal mellem Børn! Læreren kaster sig imellem dem for at skille dem ad, og begge Fjenderne ser skævt til hinanden, ude af Stand til at lægge Baand paa sig selv, endog i en frygtet Lærers Nærværelse; det ender med, at de paa ny styrter sig over hinanden med endnu større Voldsomhed end før. Hvor ofte har jeg ikke i Løbet af den samme Dag set Kirachka kaste sig med sammenbidte Tænder over Taraska, trække ham i Haaret og vælte ham om paa Jorden; det ser ud, som om han vil skamskænde sin Fjende, maaske myrde ham. Men der er ikke gaaet et Minut, før Taraska leende gør rigeligt Gengæld lige overfor Kirachka, og efter fem Minutters Forløb sidder de Side om Side som de bedste Venner af Verden.
For kort Tid siden kom to Drenge op at slaas efter Timen; den ene var en flink Matematiker, omtrent 9 Aar gammel og Elev i anden Klasse, den anden var en lille Fyr med sorte Øjne og tætklippet Haar, klog men hævngerrig; han hed Kisska. Kisska tog fat i Matematikerens lange, krøllede Haar og stødte hans Hoved op imod Muren, medens Matematikeren forgæves anstrengte sig for at faa fat i Kisskas Svinebørster. Kisskas sorte Øjne skinnede triumferende, medens Matematikeren næppe kunde holde sine Taarer tilbage.
„Naa! Naa! Hvad er der? hvad, er der?” sagde han.
Det var tydeligt at se, at det gjorde ondt, og han anstrengte sig for at være tapper. Dette varede temmelig længe, og jeg kunde ikke bestemme mig til, hvad jeg skulde gøre.
„De slaas! de slaas!” raabte de andre Børn og flokkede sig om dem. De smaa lo; men de store saa alvorligt paa dem, uden dog at prøve paa at skille dem ad. Disse Blik og denne Tavshed var ikke spildt paa Kisska; det gik op for ham, at det, han havde for, ikke var rigtigt; han begyndte at smile, og lidt efter lidt slap han sit Tag i Matematikerens Haar. Denne rev sig løs, stødte til Kisska, saa han slog Nakken mod Muren, og gik veltilfreds sin Vej. Den lille gav sig til at græde, styrtede sig efter sin Fjende og baskede ham af al sin Kraft uden paa Pelsen, men uden at gøre ham Fortræd. Matematikeren vilde slaa igen; men i det samme lød der et misbilligende Raab:
„Se, hvor han overfalder en lille Dreng!” udbrød Tilskuerne. „Løb din Vej, Kisska!”
Dermed endte den Sag uden at efterlade andet Spor, bilder jeg mig ind, end en uklar Forestilling om, at det er ubehageligt at slaas; thi det gør ondt. Man maa i dette Tilfælde lægge Mærke til, at Retfærdighedsfølelsen blev fremkaldt af de andre Børn; men hvor mange lignende Tilfælde ender - man forstaar ikke, i Kraft af hvilke Love - paa en saadan Maade, at de tilfredsstiller begge Parter! Hvor vilkaarlige og uretfærdige er ikke i Sammenligning hermed alle de Midler, som anvendes ved slige Lejligheder.
„I har begge to Uret! Paa Knæ med jer!” siger Læreren.
Og han har ikke Ret; thi der er kun en, der har Uret, kun en Skyldig, som triumferende lægger sig paa Knæ, idet han tygger Drøv paa sin Ondskabsfuldhed, medens den uskyldige faar dobbelt Straf.
Eller:
„Du har gjort dette eller hint”, siger Læreren, „og det skal du straffes for!”
Og det straffede Barn vil kun saa meget mere hade sin Fjende, som han føler en despotisk Magt over sig, hvis Gyldighed han ikke kan anerkende.
Eller:
„Tilgiv ham, det forlanger Gud, og vær bedre end han”, siger Læreren.
Der siges til ham: Vær bedre end han; men han vil jo kun være den stærkeste; dette „bedre” hverken forstaar han eller kan forstaa.
Eller:
„I har begge to Uret; bed hinanden om Forladelse og giv hinanden et Kys, mine Børn.”
Dette er nu det værste af alt, baade fordi dette Kys ikke bliver oprigtigt, og fordi den onde Følelse, som et Øjeblik var dysset i Søvn, staar Fare for at blive vækket til Live igen.
Lad dem klare det selv; Du er dog hverken deres Fader eller Moder, som af Medynk med deres Søn altid har Ret til at trække den i Haaret, som banker ham; lad dem selv om det, saa skal Du se, hvor alt gaar i Orden af sig selv paa en ligefrem og naturlig Maade.
IV.
Men maaske tror den Læser, der ikke har prøvet denne Uorden, eller rettere frie Orden, at hvis han holder sig tilbage, vil denne Uorden faa virkelig beklagelige Følger, som Dødsfald, Benbrud eller lignende. I Skolen paa Tjasnaïa Poliana var der sidste Foraar kun i to Tilfælde synlige Mærker efter Sammenstødene; en Dreng blev skubbet ned ad Trappen og slog sit ene Ben til Blods; Saaret lægtes i Løbet af et Par Uger; en anden blev brændt paa Kinden med smeltet Gummi og gik i fjorten Dage med mørke Skorper i Ansigtet. Det hænder ikke mere end en Gang om Ugen, at en af Eleverne græder, og det er ikke af Smerte, men af Skam eller Ærgrelse. Med Undtagelse af ovennævnte to Tilfælde har vi hele Sommeren igennem hverken set Buler eller blodunderløbne Pletter eller „blaa Øjne”, og det mellem 30 til 40 Børn, der er fuldstændigt overladte til sig selv.
Jeg er overbevist om, at Skolen ikke skal blande sig i Opdragelsen, men overlade den helt til Familien; at Skolen skal hverken straffe eller belønne, det har den slet ingen Ret til; at dens bedste Statskunst bestaar i at give Eleverne fuldstændig Frihed til at lære noget og komme ud af det med hverandre, som de selv vil. Dette er min Overbevisning; men ikke desto mindre har de sædvanlige Opdragelsesanstalters gamle Skikke saa megen Magt over os, at selv i Skolen paa Tjasnaïa Poliana følger vi ofte disse Regler. I sidste November Maaned blev der i to Tilfælde straffet.
I Tegnetimen lagde Læreren, der nylig var kommen, Mærke til en Dreng, som uden at arbejde raabte og skreg og slog rasende løs paa sine Kammerater til højre og, venstre. Da det var umuligt at berolige ham med Ord, lod Læreren ham forlade sin Plads og tog Tavlen fra ham. Det var hans Straf. Barnet græd uafladeligt hele Timen igennem.
Det var den samme Dreng, som jeg i Begyndelsen havde nægtet at optage i Skolen paa Tjasnaïa Poliana, da jeg ansaa ham for en uhelbredelig Idiot. De fremherskende Træk hos ham var Dumhed og Godmodighed. Kammeraterne tog ham aldrig med i deres Lege; de lo ad ham og gjorde Nar ad ham.
(Fortsættes).
