« Tilbage til søgeresultaterne
Assessoren og Tjenestepigen
Alma Bondesens Sag er nu appelleret til Højesteret, og man kan næppe tænke sig andet, end at den unge Pige vil faa al den Oprejsning, hun har Krav paa, medens Assessor Finsen bliver belært om, at selv under det nuværende Inkvisitionssystem er der Grænser for, hvad en Forhørsdommer kan tillade sig. En Sag som denne og den endnu mere graverende fra Fejø, hvor for en Del Aar tilbage en Pige, som aldrig havde født, dømtes for Barnefødsel i Dølgsmaal og Mord, maa dog tilsidst aabne selv den mest ligegyldiges Øjne for, at Borgerne maa have bedre Sikkerhed for Rettens tilbørlige Pleje,
Der er imidlertid en Side ved den Alma Bondesenske Sag, som særligt maa vække Kvindernes harmfulde Opmærksomhed. Det ses nemlig, at den unge Pige har været Genstand for en Tiltale, der i Raahed og Uanstændighed kan tage det op med Omgangstonen paa de skidneste Kipper og Knejper. „Mær”, ”Tyvetøs ”o. s. v. har været de Benævnelser, som Retsbetjentene har regaleret hende med, fordi hun var „haardnakket” nok til ikke at bekende, hvad hun ikke havde begaaet. Denne Lavhed og Tølperagtighed mod en ung værgeløs Pige, der - skyldig eller, som her, uskyldig, under alle Omstændigheder er en Kvinde og selv i Arresten kan gøre Krav paa en anstændig Behandling, smager saa meget af fejg Hævntørst over for den „haardnakkede”, at den fortjener alle retsindige Menneskers, men især alle brave Kvinders dybeste Foragt. Og mere end det! Staten, den „kristelige”, „humane”, „civiliserede” Stat kan dog ikke ligegyldig se paa, at dens Tjenere tillader sig en Opførsel, der strider mod de simpleste Sømmelighedsbegreber.
Her kunde Kvinderne passende lægge et Lod i Vægtskaalen. Retsreformen kan lade vente længe paa sig, men hvad der ikke bør ventes med en eneste Dag, er en højst fornøden Forbedring i mange af vore Forhørsdommeres og deres underordnedes Sprog over for de sigtede. En Indskærpelse af Retsvidnernes Ansvar med Hensyn til, hvad der foregaar i Retslokalet vil maaske hjælpe en Del til at holde de altfor nidkære Embedsmænd inden for det tilbørliges Grænser.
Hvad om Dansk Kvindesamfund indgik til Justitsministeriet med en Henvendelse, der ud fra denne, sidste Sag paaviste Nødvendigheden af Ministeriets energiske Indgriben paa dette Punkt, især hvad Retsbetjentenes Optræden mod Kvinder angaar ?