« Tilbage til søgeresultaterne

Ægteskabets fremtid

Af: Mme. Schmahl

« Se emneord

Af

Mme. Schmahl i Etische Kultur.

(Fortsat.)

 

Paragraferne 1387 og 1388 i Code Civil gør det umuligt, selv for den bedste Ægtemand, at frigøre den Hu­stru, han elsker og ærer, fra de Rettig­heder, som Loven giver ham over hen­des Person og hendes Formue.

De Lovparagrafer, som handler om Ægteskabet, byder Kvinden Lydighed og indrømmer intet Forbehold. Men for at kunne underkaste sig, maa man have Raadighed over sig selv; for paa retsgyldig Maade at kunne indgaa For­pligtelser, maa man vide fuldt ud Be­sked med disse Forpligtelser.

De fleste Kvinder gaar fra Fade­rens Formynderskab ind under Ægte­mandens. Hvor mange af dem ved, hvortil de ved Ægteskabet forpligter sig? Hvor mange kender de fysiolo­giske Vilkaar for det ægteskabelige Samliv og for Moderskabet? Den til­kommende Moders Uvidenhed med Hensyn til Loven for Forplantningen kan have de sørgeligste Følger for Fa­miliens Fremtid.

Lady Burton siger, at denne Uvi­denhed hos de gifte Kvinder bærer Skylden for mere end Halvdelen af de Forbrydelser og den Elendighed paa Sjæl og Legeme, som træffes i mange Hjem. „Uvidenhed maa ikke forveksles med Uskyldighed,” siger hun.

Det var i Sandhed ønskeligt, at Forældrene kunde overvinde den be­synderlige Ængstelighed, som bringer dem til at frygte for at besmitte den unge Piges Sjæleliv ved i Tide at be­lære hende om, hvilke de Vilkaar er, hun som Hustru og Moder maa under­kaste sig. Dersom den ene af to unge Ægtefæller nødvendig skulde være i Uvidenhed om Loven for sjælelig og legemlig Sundhedspleje i Ægteska­bet, saa maatte det hellere være Man­den, da hans Del i Forplantningen er den mindre vigtige. Videnskabelig Ind­vielse i Undfangelsens Løndom bliver stadig mere uundværlig for Kvinden alt som Forstandsudviklingen giver hende den Følelse af Individualitet som fuldstændig tilintetgør den tidligere passive Underkastelse.”

Nutidskvinden vil vælge sin Ægte­fælle, lige som hun ogsaa selv ønsker at være den udvalgte for ham af alle Kvinder. Men for at kunne vælge, maa man sammenligne, og for at kunne sammenligne, maa man vide.

Nødvendigheden af, at Kvinden faar denne Viden, er for enhver, der ejer Verdensvisdom, et sikkert Fingerpeg med Hensyn til Ægteskabets Fremtid.

Den vidende Kvinde, hun, hos hvem Ansvarsfølelsen er udviklet som Følge af hendes Viden, vil ogsaa bekymre sig om den Mands Fortid, som hun skal ægte. Hun vil ikke mere blindt hen tage til Husbond ham, som For­ældrene vælger dertil paa Grund af hans Stilling og Formue.

Følgen deraf vil blive, at den unge Kvinde vil vælge sin Mand ganske anderledes omhyggelig end hidtil, og Manden vil nødes til at stile mod et langt højere Stade i moralsk og in­tellektuel Udvikling for at nærme sig til den Kvindes Ideal, som ejer den fulde Viden.

Vil de Giftermaal, som kun indgaas af Egennytte, forsvinde, naar Kvinden faar fuld Kundskab om, hvad der venter hende i Ægteskabet? Vist nok ikke. Forfængelighed, Ladhed og taabeligt Hovmod vil ikke saa let udryddes af Menneskehjertet. Men Kvinder, som fornemlig indgaar Ægteskab for at tilfredsstille deres Trang til Luk­sus og andre ydre Fordele, vil ikke mere kunne undskylde sig med deres Uvidenhed.

Ægteskabet er for Kvinden Livets vigtigste Spørgsmaal, og hendes Hoved­opgave er Moderskabet; derfor er det hende frem for alt vigtigt at vide, om Fremtidens Ægteskab sikrer hende alle de Vilkaar, som hendes nye Per­sonligheds Værdighed fordrer, og som hun ikke forefinder i Nutidens Ægte­skab. Dette er Livsspørgsmaalet for Kvinden, thi Utilfredsheden er almin­delig.

Men, vi ønsker ikke, at Spørgsmaalet skal løses ved en brat, volde­lig Omvæltning; hvad vi vil, er at støtte Huset, uden at dets Beboeres Liv udsættes for Fare.

Skal vi vente, at Statssocialismen bringer os Løsningen, saaledes som Karl Pearson vil, og som det alle­rede til Dels sker flere Steder ved Hjælp af Alderdoms- og Ulykkestil­fælde-Forsikringen? Vi tror ikke, at Løsningen skal søges ad den Kant.

Medens man ellers i Almindelig­hed nærmer sig mere og mere til den Synsmaade, at ethvert  Arbejde, en­hver Virksomhed maa anerkendes som social Værdi, betragter Kvinden ikke sin Modervirksomhed som en Ydelse og ikke sin Frembringen af Borgere som noget, hvorfor der bør indrømmes hende særlige Forrettigheder. Medens det nu om Stunder erkendes som Sta­tens Pligt at  komme Arbejderen til Hjælp paa Tider, da han er ude af Stand til at arbejde, bliver Kvinden ved  at  være af den Mening, at det at føde er et udelukkende personlig Anliggende, for hvilket der hverken skyldes hende Løn eller Skadeserstatning, hvad saa Følgerne maatte blive for hende. Naar Kvinderne nægter sig selv at fordre Anerkendelse af Moderskabets sociale Værdi, saa sker dette,   fordi de uvilkaarlig føler at der fra denne Side intet godt er at vente for Familien, og fordi de

Ved, at en Kvinde, som staar uden for Familien, maa synke ned til at blive et Hundyr.

Til deres egen Sikring i Ægte­skabet benytter Kvinderne sig af den moderne Fordring, som ogsaa Man­den stiller til Kvinden, nemlig For­dringen om et menneskeligt og aandeligt Element i Kærligheden. Denne Opfattelse tilhører ene og alene Nutiden, i Oldtiden er der, trods dens Æstetik, intet, der viser, at Kærligheden har været andet end den naturlige Tilfredsstillelse af Kønsdriften, nu om Stunder træder Trangen bestandig klarere frem til ogsaa at se det elskede Væsen udviklet i Henseende til Moral og Intelligens.

Naar Nutidens Mænd mere og mere lærer at værdsætte Kvindernes forskellige aandelige Egenskaber, saa vil herved Sansen for Monogamiet og for Ægteskabet styrkes. Allerede fra dette Standpunkt set, er Kvindens højere Dannelse et Værk af sædelig For­ædling, og Kvindernes Iver for at gribe enhver Lejlighed til at vinde Aandsudvikling viser ogsaa, at de forstaar dens Værd. Nutidens Ægte­skab, hvor mangelfuldt det end monne være, er dog en Vinding for Kvin­den. Hun har fundet sig i kun at synes et underordnet Væsen og har givet Afkald paa enhver synlig Ind­flydelse; hun har fundet sig i at blive kaldt letsindig, frivol og upaalidelig og at blive betragtet af Manden som et Legetøj eller en Tjenestepige. Hun har taalt alt det, som den stærke kan tilføje den svage, hun har stadig gi­vet efter - eller i det mindste syn­tes at give efter - thi i sit inderste holdt hun med blindt Instinkt fast paa Ægteskabet; thi kun Ægteskabet sik­rer hende Børnene.
Hermed er en Del af Værket fuld­bragt; tilbage staar endnu kun at for­bedre Lovene og bringe dem i Sam­klang med Sæderne og de nye Moral­fordringer. Opgaven i Dag er ikke den samme som den var i Gaar: den bestaar ikke mere i den enkeltes stille, lønlige Arbejde; der behøves nu Fællesoptræden, lydelig og offentlig Frem­førelse af Klagerne. Nu maa der kæmpes aabent, og nu trænges der særligt til at vises Mod, hvortil Kvin­den saa vel ved Natur som ved Op­dragelse kun er lidet skikket. Men hun vil ikke lade sig skræmme eller forvirre, thi Hjemmets og Familiens Vel afhænger af Ægteskabets Fremtid.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner