« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Endelig vaagnede Grevinden til Virkeligheden. Hun tvang sine Taarer tilbage og sagde med nogenlunde rolig Stemme:
„Mit søde Barn, din Sang har en vidunderlig Magt; den har bragt mig helt ud af mig selv.”
Men Barnet blev ved at græde og sagde hulkende:
„Aa, jeg vil aldrig synge mere, aldrig i Livet.”
„Hvorfor ikke det, mit Barn?”
„Fordi jeg faar eder til at græde. Aa, jeg er saa vred paa mig selv, fordi jeg har gjort eder saa sorgfuld. Gid jeg ikke havde kunnet synge!”
Grevinden bevarede med Møje sin Fatning, hun tog Clara paa Skødet og sagde kærlig:
„Min Engel, det var Glædestaarer. Du har vist ogsaa selv grædt ved at høre skøn Sang,
har du ikke ?”
„Aa jo, men - ikke saadan. Jeg kan ikke holde ud at se eder græde saadan. Jeg, tror, jeg kunde blive syg deraf.”
„Min søde Clara, du kan let trøste mig igen. Blot du smiler til mig, bliver jeg glad.”
Den lille Pige løftede Hovedet og viste Sennoraen et Ansigt, der endnu var vaadt af Taarer, men oplystes af det sødeste Smil. Forstanderinden rejste sig nu og forlod Værelset med en Undskyldning, fordi hendes Pligter kaldte hende til Arbejdsstuen. „Men hvis I vil blive her en Stund, Sennora; og tale med Clara, skal ingen forstyrre eder, jeg kommer snart tilbage.”
Da Forstanderinden efter en halv Times Forløb traadte ind, sad Clara med straalende Ansigt paa Skødet af Grevinden; denne rejste sig og sagde:
„Ærværdige Moder, jeg skylder eder stor Tak, og kan jeg paa nogen Maade være eder til Tjeneste, skal det glæde mig inderlig. Vil I gøre mig et Besøg en af Dagene?”
„Særdeles gerne, ædle Frue, det skal være mig en stor Ære.”
Et Par Dage efter sad Forstanderinden i Grevindens Værelse; selvfølgelig talte de om Houten Clara.
„Jeg kender som sagt intet til hendes Fortid”, sagde Forstanderinden. „Da jeg tiltraadte min nuværende Stilling, havde hun allerede været et Aar her i Huset. Man sagde, at hun var et Soldaterbarn; men det har jeg aldrig kunnet tro!”
„Ved Clara ikke selv noget om sine Forældre ?”
„Hun mindes dunkelt, at hun som ganske lille har været et Sted ude paa Landet, hvor hun legede med et lille Lam. At hun ikke husker andre levende Væsener fra denne Tid af sit Liv, synes mig et Bevis paa, at hun allerede da har været berøvet en Moders Omsorg og Kærlighed.”
Grevinden sad længe tavs med bøjet Hoved. Forstanderinden, som følte sig sikker paa, at den fornemme Dame vilde betro hende en Hemmelighed, vilde af Finfølelse ingen Spørgsmaal gøre, men ventede i ærbødig Tavshed.
„Dette er altsaa alt, hvad I ved”, sagde Grevinden endelig.
„Nej, Frue, jeg ved noget mere”.
„Fra hvem har I da denne Viden?”
„Fra Barnet selv”.
„Men hvordan? I sagde, at hun ikke huskede andet fra sin Barndom end Legen med Lammet.”
„Det gør hun heller ikke - i vaagen Tilstand. Men lille Clara er Søvngængerske.”
„Ak, stakkels Barn!”
„Lad det ikke bedrøve Eder, Fru Grevinde; hun synes ikke at lide derved, og det vil fortage sig med Aarene, siger Lægen. Kun en Gang om Aaret, i Maj Maaned har hun en Periode, da hun gaar i Søvne; den varer sædvanlig 3-4 Uger.”
”Og hvad saa? For Guds Skyld, bliv dog ved, hold mig ikke i Uvished!” .
(Fortsættes.)