« Tilbage til søgeresultaterne
Meningen?
Det er Frk. (eller Fru) Helga Johansen, der har spurgt, og vistnok er tusinde spørgende Tanker og tænksomme Spørgsmaal opstaaet derved hos de adspurgte Kvindesagsmennesker. For hundrede og halvfemsindstyvende Gang har vi gaaet i Rette med os selv og grundigt efterforsket vor Sags Retfærdighed og vor Arbejdsmaades Heldighed, og er komne til det Resultat, at den første er uden Lyde, og den anden ganske god - indtil H. I. giver klar og tydelig Anvisning paa en bedre.
Til det Spørgsmaal, hvilke nye Kræfter vi har at tilføre det udlevede Samfundsliv, siden vi tror os berettigede til at trænge os frem, kan vi svare helt simpelt uden alle „abstrakte” Talemaader: vor Ret er den, som et lille Træ i Knop, der overskygges af et større, fuldt udsprunget, har til at bede det større om at bøje nogle af sine Grene lidt til Side, saa det ogsaa kan faa Lov til at udfolde sine Skud i de undergørende Solstraalers Bad. Hvad Knopperne da vil aabenbare, derom har det lille Træ vel sine egne vakre Drømme, men spørger man det, svarer det smilende: ”Vent og se!”
Ganske ilde anbragt er det at spørge jævne Mennesker om Helhedspræget af de Nydannelser, der vil ske i et Folk, naar en stor Mængde Evner, der før forgik i et Skyggelivs Dunkelhed, faar Lov til at udfolde sig under Frihedens Sol. - - Kun en Profet tør forkynde saadant.
I Ordet Profet ligger Løsningen paa den Gaade, at det, som Helga Johansen af en ærligt glødende Sjæl tror og vil, ikke har fremkaldt nogen Varme hos os. Det er, som om hun ikke selv havde erkendt sit Kalds Hellighed eller sin Tankes Storhed; thi det, hun forkynder, Kvindens Evne til at føre Menneskeheden tilbage - eller frem - til en naturlig Betragtninggmaade, af de i Verden forekommende Ting, er intet mindre end et nyt Evangelium, en ny Religion. Men den Profetinde, der vil forkynde en saadan, spørger ikke sit Folk koldt og fornemt: Hvad er Meningen med eders meningsløse Færd?” - Hun træder ud midt blandt Folket og forkynder med et af Kærlighed og Begejstring lysende Aasyn sit Evangelium, der slaar ned som Lyn og tænder som Ild. Saa meget har H. I. da fejlet, at den nye og vidunderlige Tanke, hun burde have sat som et lysende Fyr at styre efter ude i Fremtidens Mørke, den forekaster hun Nutiden som en Fordring.
Ved denne sørgelige Fejltagelse har hun, i det mindste for mit Vedkommende, opnaaet at vække, ikke min Begejstring, men kun min kritiske Sans, der tvang mig til at læse Artiklerne atter og atter, hvorved jeg fandt, ikke blot en saadan ægte Perle som Forsvaret for G. Brandes, men ogsaa nogle svagere Punkter, nemlig:
1) Det er ikke klart nok bevist, at Abstraktionsmanien er eneste Skyld i Krigens Bestaaen og al Verdens Uret og Haardhed.
2) Jesus var en Mand; der synes altsaa at være Fare for, at Mænd med det aandelige Forspring, som H. I. jo rigtignok synes at ville nægte dem, skal komme os i Forkøbet og selv gøre Ende paa Abstraktionsuvæsenet.
3) H. I. skriver, at det er Kvindens Egenhed, det ved Kvindeliv erhvervede Væsen, det nu forestaar at prøve som Samfundsfaktor - ak, ak - Kvindeliv, som for saa mange har været Slaveliv!
4) Er det ikke en Smule abstrakt at sige, at Jesu Gerning var ”Opposition mod Systemer”?
At udpille saadanne Svagheder af en Artikel, hvis Grund og Hensigt er god, er kun en ringe Glæde; men at høre saadanne Ord, som tænder Sjælens Ild, er jordisk Lyksalighed. - Derfor, dyrebare Helga Johansen, gaa ud i Ørkenen og lad Dem friste af den lede. Og naar De da føler, at intet af al Verdens Pragt og Skønhed formaar at overstraale Deres Kald, da kom tilbage at tale som den, der har Myndighed, og se, alt Kvindefolket vil følge Dom.
