« Tilbage til søgeresultaterne
Menneskets Udvikling
Vi bringer her i Udtog et Kapitel af Henry Drummonds Bog om Menneskets Udviklingsgang. Efter en beaandet Fremstilling af Menneskets Tilbliven og Vækst kommer han i det tredje sidste Kapitel til Moderen, derefter til Faderen og viser tilsidst, hvorledes endelig det guddommelige har sejret og skal sejre over det dyriske. Vi indskrænker os til at gengive, hvad der handler om Moderen.
I
Er det for meget sagt, at den organiske Naturs højeste Maal var at frembringe Mødre? Spørg Zoologen, hvad Naturen, set fra et rent videnskabeligt Standpunkt, først og fremmest tragtede efter, og han maa svare : Pattedyr - Mødre. I samme Forstand som en Fabrik forarbejder Lokomotiver eller Ure, er Naturens Maskineri anlagt paa at fabrikere Mødre. Dette, at hele Plante- og Dyreriget synes at have stillet sig eet Maal, nemlig at skabe en Familie, som selv Naturforskeren har maattet kalde Pattedyr, er en Sandhed, som ingen menneskelig Moder kan betragte uden Ærefrygt, ingen Mand gøre sig klar uden forøget Ærbødighed for Kvinden og forøget Tro paa et højere Formaal i Naturen.
Den Omsorg for andre, hvorfra Navnet Pattedyr stammer, og som ogsaa i dem naar sin skønneste Udfoldelse, er dog til Stede i Naturen næsten fra Livets Begyndelse. Fra de moderløse Cryptogamer gaar vi over til en Antydning af Moderen i det blomstrende Træ. Møjsommeligt frembringer det et Frø, en Nød eller Frugt, og med uendelig Forsigtighed forsyner det Spiren med Skal paa Skal af beskyttende Materiale og omgiver det rigeligt med Foder til fremtidigt Forbrug. Saa vigtig en Rolle spiller denne Forsorg i Træets Liv, at Botanikeren ligesaavel som Zoologen stiller Moderplanten øverst i sit videnskabelige System.
Gaar vi over til Dyreriget, finder vi en stadig voksende Omhu for Afkommet. Alle lavtstaaende Dyr er forældreløse, de ved hverken af Hjem eller Pleje at sige. Jorden er deres eneste Moder, eller ogsaa det ugæstfri Hav. De vaagner til et Liv i Ensomhed og Lidenskabløshed og er kun paaagtede af dem, der tragter dem efter Livet. Men naar vi stiger opad mod Dyrerigets Højder, ser vi den beskyttende Moderomsorg aabenbare sig. Det er vanskeligt at paapege netop hvor og hvornaar. At det ikke sker paa en Gang, og at der er en lang, gradvis Udvikling af denne Egenskab ligger klart for Dagen. Det er kun undtagelsesvis, vi i den lavere Natur finder nogen Omhu for Afkommet. Hvad vi finder, og det undertiden til mærkværdig Fuldkommenhed, er Omsorgen for Æg, men dette er vidt forskelligt fra Kærlighed til Afkommet. Sagen er, at Naturen i de tidligste Tider dannede Dyrene saaledes, at de ikke behøvede Mødre. Fra det Øjeblik, de var fødte, passede de sig selv og var fuldkommen i Stand til at undvære Hjælp. I de Tider vilde Mødre have været overflødige. Børn i de Dage var i Grunden slet ikke Børn; de var kun afkom - kom af og deserterede fra Hjemmet. Med et Spring var de ude i Livet paa deres egen Boldgade, og de, der bragte dem til Verden, saa dem ikke mere. Denne tidlige Verden var derfor i Millioner og Millioner Aar en tom og ukærlig Verden, en Verden uden Børn og uden Mødre, Det er godt at gøre sig klart, hvor hjerteløs Naturen var, indtil disse kom ind i den.
I de lavere Regioner er det Reglen, at Moderen aldrig ser sit Barn. Vestindiens Landkrabber vandrer fra deres Hjem i Bjergene en Gang om Aaret i Procession til Havet og overgiver deres Æg til Bølgerne og drager saa tilbage igen. Gravebillen lægger sine skøre Kapsler i Aadslet af en Fugl eller en Mus, graver det hele ned i Jorden og overlader det til sin Skæbne. Myriader af andre Skabninger kommer først ind i Verden, efter at deres Moder er gaaet ud af den, og saaledes er det anordnet. I disse Tilfælde mangler det alligevel ikke paa Omsorg. Tvertimod viser der sig en storartet Omhu for Ægget - for at det kommer paa rette Sted, til rette Tid, forvaret mod Vind og Vejr, beskyttet mod Fjender og forsynet med Føde for det første Behov. Sommerfuglen lægger sine Æg paa det Blad, Kaalormen holder mest af, og paa Undersiden af Bladet, hvor den vil være mindst udsat - en Kendsgerning, der paa en følelig Maade belyser den væsentlige Forskel mellem Moderskab og Moderlighed. Moderskab viser sig som ren fysisk Omsorg her i sin største Fuldkommenhed. Alt, der kan gøres for Ægget, bliver gjort. Men der er dog ingen Moderlighed til Stede, det er endog en ren Umulighed. Kunde en Sommerfugl leve, til Ægget var udruget, hvad den ikke gør, vilde den ikke se nogen Sommerfugl komme ud deraf, ingen Lignelse af sig selv, men en jordbunden Kaalorm. Om den aldrig saa gerne vilde, anerkende den som sit eget Kød og Blod, kan den aldeles ikke optræde som Moder. Dens Bygning er saa forskellig, at den ikke kunde made Ormen, selv om denne sultede; den kunde ikke frelse den for Fare og ikke være den til ringeste Nytte i nogensomhelst Retning. Her er det tydeligt, at Naturen ikke har haft i Sinde at fuldkommengøre det moderlige Instinkt. Og det tragiske i Situationen er, at samme Dag, hun skulde begynde at øve sit Moderkald, maa hun forlade Verden.
Foruden Afkommets tidlige Modenhed er der en anden Grund til, at der ikke er nogen Brug for en Artikel som Forældre. Der er en saa forskrækkelig Mængde af disse smaa, Væsner, at det næppe er Umagen værd at sørge for dem.
Der var i denne Sparen paa Moderbesvær i Naturen en fuldstændig Mangel paa Moderskab. Med Børn som disse var der ingen Aarsag til at dyrke Moderlighed. Der var ikke Tid til at elske, ingen Lejlighed til at elske, ingen Gjenstand at elske. Vi standser netop ved det kritiske Punkt, da Omsorgen skulde virke tilbage paa Moderen.
Førend Moderkærlighed kan udvikle sig fra denne første Omhu; førend Kærlighed kan blive en Nødvendighed, maa Naturen forandre Taktik. Idet mindste fire store Forandringer maa indføres i dens Program. Først maa den sørge for, at færre Individer fødes ad Gangen. Dernæst maa den forsyne disse med en saadan udvortes Skikkelse, at Mødrene vil kendes ved dem. For det tredje maa den i Stedet for at give dem den legemlige Fuldkommenhed, der sætter dem i Stand til at gaa ud i Livet i det Øjeblik de bliver til, gøre dem hjælpeløse, saa at de en Tid maa blive hos Moderen, hvis de i det Hele skal leve; og endelig maa hun være saaledes beskaffen, at hun bliver hos dem, at de paa en Maade bliver fysisk nødvendige for hende og tvinger hende til at give sig af med dem. Disse fire Formaal finder vi udførte indtil de yderste Detaljer. En Moder gaar ligesom gennem fire Processer. Hun maa, som naar et kulørt Billede laves, trykkes over fire Gange, hver Kulør lægger noget til Virkningen. Lad os se, hvorledes dette gaar til, hvorledes Kvinden - den vilde Kvinde - blev den omhyggelige, vagtsomme Plejemoder og steg fra det blotte Kvindekøn til den mest udviklede Moderkærlighed.
