« Tilbage til søgeresultaterne
Forenede - skilte - genforenede
(Indledningsdigt til Charlotte Perkins Stetsons Bog om Kvinden og Erhværvslivet).
Da Mennesket i Urskoven gik i Tidens Morgen,
før Sjælen straaled ind i den sagatavse Nat,
da var han tofold jævngod og leved,
fri for Sorgen,
vildt og kækt i Nuet som en trofast Kammerat.
Før Sjælen end var født, før vort Selv
opslog sit Øje,
før Sjælen end var født, som hos
Kvinde, saa hos Mand,
før Mennesket fandt Kundskabs Træ,
det hellige og høje,
før han vidste, at han følte, før han
kendte sin Forstand:
da sagde han til Smerten: „jeg er
vis nu, og forstaar dig,
med Kraft og Kløgt jeg lægger dig i
evig Baand og Bast ! ”
til Glæden han sagde: „jeg er stærk,
og jeg formaar dig
at gribe med min Vilje, - ja, og
holde dig fast!”
Fro han nød sin Føde, glad drak han
Vinens Drue;
og Kvinden? aa ja, Kvinden! hun var
Lykkens bedste Skat.
Hans hun var; hvor var han stærk,
hvor stod han Blod i Lue
i Morgengryet efter den sagatavse
Nat!
Hans! hun var hans for altid! aa
Fryd, du søde, blide!
han vilde elske hende, som hun ham,
af Hjertens Grund.
Han vilde værge hende, vilde stræbe
og stride,
og aldrig, aldrig slippe hende indtil
Dødens Stund.
Fast bandt han hende, fast, at hun
skulde hos ham blive,
i Svaghed holdt han hende, saa hun
ej fik Kraft at fly,
og Elskovens sluknende Glød han
holdt i Live
ved hver en Kunst, han lærte af Jord
og Hav og Sky.
Ak, ak, den lange Rejse! de sene,
tunge Tider,
da sammen frem de slæbte sig i Blinde
og med Gru!
aa, hvilken vældig Bog med Millioner
mørke Sider
fra Friheden i Skoven og til
Fængslerne nu!
Fro han nød sin Føde – og fik alle
Sygdomsplager;
Vinens Drue drak han, - og stod op
Til blodig Vold.
Og Kvinden? han vil have hende,
naar det ham behager
- og aldrig saa han hende siden
Fortids dunkle Old.
Hans Ven, hans Kammerat fra Livets
Gry, den ømme Kvinde,
hans Trøst og Støtte borte, hun, som
raaded ham Held!
med aldrig stillet Hunger han leder
efter hende,
ensom er han Herre, og ensom er han
Træl.
Arme, trætte Mand, som din, Byrde
selv har bundet,
der sorgfuld og alene maa vandre
med dit Savn:
du vilde tage Glæden med Vold, og
du har fundet,
at Glæden, det var Smerten - kun
med et andet Navn.
Naturen har forladt dig din Skyld,
men kræver Bøde,
Gud glemmer ej, skønt glemsom er
Menneskenes Hu.
Se! Kvindens Sjæl, den rejser sig, til
Trods for din Brøde;
giv hende fri! tro hende! hun vil elske
dig endnu!
Vil elske dig? ja, elske dig med Friheds
hele Varme,
elske dig, mens Kærlighed der findes
end paa Jord;
frygt ikke Kvindens Hjerte, det ruger
ej paa Harme,
i Sorgens Dage lærte hun Tilgivelsens
Ord.
(Overs. af U. Birkedal).
