« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
En Bedstefader.
Mit første Aar i Kostskolen var forbi. Jeg havde været i Fængsel, syntes jeg, i ensomt Cellefængsel midt i en Myretue.
Hjemme - ja, der havde jeg heller ikke været lykkelig. Min Stedmoder beherskede min Fader; hendes to Sønner, ældre end jeg, altid foretrukne for mig, beherskede mig og forfulgte mig med Drilleri og Spot. Men det var dog noget andet end Skolen med dens kolde nøgne Vægge og endeløse Korridorer, dens Sladren af Kammerater og Lærere og dens uafladelige Opsigt. Hjemme var der dog i det mindste en Hund, som holdt af mig, og der Var en lille Pige, en Legekammerat, hun var rigtignok ikke lykkeligere end jeg, men hun smilte dog til mig, naar jeg kom for at besøge hende. Nu stod endelig Ferien for Døren; den skrækkelige Afslutningshøjtidelighed var endt med dens utaalelig lange Taler og dens Uddeling af Præmier - som jeg ikke fik nogen af.
Jeg sad i Kupéen, ganske alene, og jeg skyndte mig at gøre alt dét, der var forbudt i Skolen: synge, raabe, græde, le, fægte med Arme og Ben.
I Marseille havde jeg ventet, at min Fader skulde møde mig for at følge mig til Toulon, hvor vi boede. Han var der ikke, men en fremmed Mand kom og meldte sig som min Grandonkel; det var bleven bestemt, sagde han, at jeg skulde tilbringe den første og længste Del af Ferien hos min Bedstefader, en Bedstefader, jeg hidtil ikke havde vidst noget af at sige. „Men jeg vil hjem,” sagde jeg. Han rystede blot paa Hovedet, satte mig op paa en Vogn og kørte af Sted med mig. Under Vejs fortalte han mig, at min Bedstefader var meget fattig. Efter at have mistet sin betydelige Formue - for en stor Del ved min Faders Fejl, hvad jeg senere fik at vide - havde han slaaet sig ned i et forfaldent Hus paa Landet, som han havde gjort beboeligt ved sine egne Hænders Arbejde, og hvor han nu levede med sin eneste Datter, min Tante Adèle, der holdt Skole for Bønderbørn. Alt dette syntes jeg ikke videre om. Vel elskede jeg ikke Skolen, men jeg bar dog med en vis Stolthed dens Uniform - Tosse, som jeg var.
Man ventede mig ikke, Aftalen var gjort allerede for et Aar siden.
Vi havde naaet Huset, der laa paa en skovgroet Højde. Min Onkel lod mig vende mig om og kaste et Blik ud over Havet, som bredte sig for vore Fødder i al sin Dejlighed. „Nu til den anden Side,” sagde han. Et tarveligt Hus, omgivet af Frugttræer og indrammet af blomstrende Slyngplanter kom til Syne. „Hr. Martel,” raabte han. Ingen svarede. Vi traadte ind ad den aabne Dør og gik frem paa et stampet Lergulv. Ingen Vinduer, Rummet var halv mørkt. Til venstre saas en Høvlebænk og over den en Mængde blanke Redskaber. Til højre førte en spinkel Trappe op til Værelserne ovenpaa. Under Trappen stod der i en Fordybning i Muren en gammel Straalænestol og i den sov den gamle fredeligt.
Lysstraalen fra Døren laa over hans Underansigt: et rynket, men omhyggelig raget Ansigt med en bred Hage. Den høje Pande skjultes til dels al et Par skinnende, sølvhvide Lokker; Hænderne laa halvaabne foldede om et Par Briller oven paa en stor Bog - en Moliére.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde gøre, min Onkel lige saa lidt. Senere har Bedstefader ofte sagt til mig: Søvnen er hellig, den er Livet selv, min Dreng. Dersom du finder en Arbejder sovende, saa ønsk godt over ham og gaa din Vej. Min Onkel kendte formodentlig denne Anskuelse, han stod der tavs og forlegen.
Men den sovende følte vor Nærværelse; vi tog jo Solen bort fra ham. Han aabnede Øjnene og spurgte uden at røre paa sig: „Hvad er det for en lille Soldat?”
- Se paa ham, Bedstefader! Bedstefader betragtede mig. Pludelig begyndte hans Læber at skælve. Han satte sig med Besvær ret op, lagde Bogen og Brillerne fra sig og sagde med dyb Røst: Martel. . er det dig?
- Ja, Bedstefader.
Han lagde begge Hænder paa mit Hoved. - Aa, min Søn! . . .min Søn! . . .min Søn?
Uden Tvivl vældede Erindringerne op i ham fra hele hans Liv, - hans Ægteskab, min Faders Fødsel, alle Fejltagelser, alle Skuffelser, alle Fremtidsforhaabninger. . .
- Tak. Onkel, sagde han og saa op med et Par Øjne, der var lidt slørede af Alder og Træthed.
Adèle, raabte han, skynd dig og kom. Han er kommen, han er her. . .
- Vi har talt om dig hver eneste Dag, sagde han til mig.
Lette Trin hørtes paa den lille Trappe bag ved os. Tante Adèle viste sig. Hun skyndte sig hen imod mig, lagde sig paa Knæ, trykkede mig sine Arme og græd længe, længe. Tilsidst sagde Bedstefader: Onkel, faar jeg Lov at beholde ham.
- I det mindste en Maaned.
- Det er godt. Du spiser vel til Aften med os? - Og du, min Ven, er du sulten eller tørstig . . . skal vi skynde os at spise?
- Jeg er hverken sulten eller tørstig, Bedstefader.
Saa lad os komme ud, lad os nytte Lysningen, Livet er kort!
„Lad os nytte Lysningen,” det kunde jeg forstaa, en Umælende vilde have forstaaet det.
Da vi saa var ude midt i al Lyset, al Varmen, al Glæden over hinanden, da han havde vist os hver Stump af den lille Ejendom, stod min Bedstefader stille foran mig. Hør du, sagde han, du skal være glad, mens du er hos mig. Og du maa vide, at alt, hvad her er, det er dit. For det første alt det, Gud giver dig, Havet, Skoven, Himlen. . . Jordens største og mægtigste kommer her for at nyde det med deres Øjne; men de kan ikke blive her, de har ikke hjemme her, saadan som vi. Os tilhører det altsammen. Vort Land er det, glæd dig over det, elsk det, som det fortjener.
Saa tav han lidt, vendte sig om og sagde:
- Og alt, hvad der er inde i Huset, med det maa du gøre, hvad du lyster, slaa det i Stykker, brænde det, altsammen . . .
Dersom det morer dig, vil jeg være fornøjet dermed . . . Han, lo og fortsatte: - Men jeg vil dog være mere fornøjet, dersom du ikke brænder noget af det, ikke ødelægger det - thi hvis du gør det, har jeg slet ingen Ting mere, og jeg har god Brug for mit Værktøj, maa du vide. Det skal jeg forklare dig en anden Gang.
Mit Hjerne fyldtes af en ny, ukendt og besynderlig Lykke. Jeg svarede ikke andet end: Bedstefader! Aa Bedstefader!
Men da jeg den Aften lagde mig til Sengs i det snevre Kammer efter at have set Onkel Albert køre bort , - da var jeg for første Gang i mit Liv rigtig tryg og vel til Mode.
Af en fransk Forfatters Selvbiografi.
