« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Med disse Ord omfavnede hun Barnet med Heftighed. Men i Stedet for at gengælde hendes Kærtegn, henfaldt Clara i dybe Tanker og sagde ligesom til sig selv:
„Skulde jeg blive rig og faa Tjenere og smukke Klæder? Og har jeg en Moder? Aa, hvor jeg skal holde af hende! Men hvorfor tager hun mig ikke til sig? Hvorfor kender jeg ikke min Moder?”
Grevinden var aldeles ude af sig selv. Hendes Øjne flammede og hun knugede Clara i sine Arme. Se paa mig, min søde Engel! se paa mig. Jeg er din Moder. Har mine brændende Kys ikke sagt dig det? Du er min Sjæls Skat, mit elskede, elskede Barn!”
Et Glædeslys glimtede i Claras Øjne, men formørkedes hurtig. „Er I - er I min virkelige, rigtige Moder? - som er hos min Fader?”
„Din Fader er i Himlen, Clara, han er død; han beder, til Gud for os begge. Jeg er din Moder, og du er mit eneste Barn.”
„Madonna være priset!” udraabte Clara. „Det er hende, som har gjort dette Under. Jeg skal synge Takkesange til hendes Pris, saa længe jeg lever. Hvor jeg er lyksalig, fordi I er min Moder. Jeg holdt fra først af saa meget, saa meget af eder.”
Her afbrødes de af en sagte Stemme, som lød ud fra Mørket: „Sennora, Sennora, det er Tid at gaa!”
Grevinden gav sig til at tale ganske sagte og med lidenskabelig Hast til Clara. Samtalen varede længe, og Smil og Taarer vekslede hos dem begge. Endelig rejste Barnet sig, gav sin Moder et sidste Kys og sagde:
„Nej, jeg skal ikke sige det til nogen. Ingen skal vide, at du er min Moder. Men du vil komme tilbage fra Spanien, ikke sandt? Dag og Nat skal jeg bede Sankt Michael om at beskytte dig paa din Rejse.”
Et Øjeblik efter forlod Grevinden Huset med sin Duenna. Hjemme fandt de Porten aaben, gik ind. listede sig op ad Trapperne og naaede Grevindens Værelser. Endelig var deres farefulde Vandring til Ende. Med et dybt, lettende Suk aabnede Duennaen Døren til Soveværelset for sin Herskerinde; men denne fo’r tilbage med et Rædselsskrig og styrtede om. Bleg og skælvende stirrede Duennaen om sig, og ved Natlampens svage Lys saa hun et forfærdeligt Syn. Grev Almata sad ved Siden af Grevindens Seng med en Pistol i hver Haand. Han fæstede sit flammende Blik paa sin Hustru, brød ud i en vild, forfærdelig Latter og løftede Pistolen imod hende. Men i samme Nu slængte han Vaabnet fra sig og styrtede ud af Værelset med en skrækkelig Forbandelse, som længe lød i den forfærdede Ines’s Øren.
(Fortsættes.)