« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Hvorledes kan man vænne smaa Børn af med at slaa og bide? spørger et amerikansk Blad sine Læsere. Af Svarene hidsætter vi følgende.
„Min lille Dreng var slem til at bide. Jeg fortalte ham - i et Sprog der svarede til hans Opfattelsesevne - hvor uartigt dette var, og at dersom det gentog sig, vilde han selv blive bidt. Næste Gang, han gjorde det, bed jeg hans Arm saa haardt, at den blev sorteblaa, i det jeg baade før og efter denne Straf talte ham til Rette efter bedste Evne. Først efter tre Maaneders Forløb bed han igen, jeg gjorde da det hele om igen. Dette er nu et Aar siden, og jeg tror ikke, han oftere vil bide.”
”Vi har saadanne Anfald i Familien; men de varer aldrig længe. Første Gang den lille treaarige med noget da der ligner Tilfredsstillelse, træder paa lille Søsters Fingerspidser, tager Moder hende til Side og gør det selv samme med hende - i al Ro og Venskabelighed - for at hun kan forstaa „hvordan det gør.” Dette har aldrig svigtet, en Gentagelse har aldrig været nødvendig, det Onde bliver standset i sin Begyndelse. Saasnart der viser sig det mindste Tegn til slige Unoder, bør vi Mødre samle al vor Aandsnærværelse og Klogskab for at forhindre, at de bliver til Vaner.”
En tredje Moder har brugt at tvinge den bidte til at bide igen. Denne Straf, der smager vel meget af Øje for Øje og Tand for Tand - Metoden synes heller ikke at have virket ganske heldigt; „min Datter er nu 30 Aar”, hedder det, „og hun siger, at der endnu kan komme Tider, da hun har Lyst til at bide!”
Klogere er vistnok den Moder, der vil, at den der bider, skal have Munden bunden til, den der slaar, Hænderne, den der sparker, Benene. Hun har brugt dette overfor den Uvane at stikke Tungen ud af Munden, og det har hjulpet. Dette er den „naturlige” Straffemetode, der støtter sig til Læren om Ideforbindelser og deres Betydning for Sjælelivet.
