« Tilbage til søgeresultaterne
Hvor meget koster en Tjenestepige om Maaneden?
For omtrent 20 Aar siden, i Firserne, regnede en Husfader i et Middelstandshjem, hvor der spistes 2 Retter daglig Mad til Middag, Smørrebrød med Paalæg til Frokost og Smørrebrød uden Paalæg til Aften, og hvor Spiritus under hvilkensomhelst Form, altsaa ogsaa Bajere var ukendt - at Udgiften pro persona for Kost, Vask og Lys var 30 Kr. om Maaneden; det bør bemærkes, at Pigens Kost i intet afveg fra Familiens, og at hun fik sin Part af Ekstranydelser som Frugt eller Kage i lige Maal med denne.
I Kvindernes Blad for 21de December 1899 har Fru Vibeke Salicath fremsat nogle Overslag over Udgifterne 1) for en Familie med 1800 Kr. aarlig Indtægt uden Pige; 2) for en Familie med 3000 Kr. aarl. Indt med Pige. For den sidste ansætter hun Udgiften til Kost, Vask, Lys og Varme til 1100 Kr. aarlig for Mand Hustru, 2 Børn og Pige. Regner man Børnene som l Voksen og trækker man 50 Kr. fra til Opvarmning af Værelserne, hvad der sikkert er rundeligt regnet, faar man en maanedlig Sum af knapt 22 Kr. pro. persona til Kost, Vask, Lys og Brændsel til Madlavning. Er det første Overslag fra Firserne maaske temmelig rundelig beregnet, saa er det sidste, som Fru Salicath selv betegner, „som det Ideal, der bør stræbes efter,” nu maaske kun gennemførlig med streng Økonomi; det almindelige Forbrug pro persona med de nuværende høje Priser paa alle Livsfornødenheder kan sikkert sættes til 26 à 27 Kr. maanedlig, altsaa midt imellem 22 og 30 Kr. I begge disse Beregninger er der ikke medtaget noget Beløb til mulig Selskabelighed, det maa gaa paa Ekstraudgifter.
„Tjenestepigernes Blad” forlanger statistiske Oplysninger af Fru Berg-Nielsen for at faa Rigtigheden af hendes Opgivelse, at en Pige koster 50 Kr. om Maaneden bekræftet. Dette turde nu have sin Vanskelighed og det af forskellige Grunde. Dels eksisterer der vist slet ikke saadanne statistiske Oplysninger; det er endnu en forholdsvis ny Videnskab, den at beskæftige sig med Omkostningerne ved et Menneskes Ernæring. Men rent praktisk set vil det have sine Vanskeligheder at faa et saadant detailleret Husholdningsregnskab trykt i et Blad. Man maa derfor indtil videre nøjes med at tage erfarne, hæderlige Folk paa Ordet, og Resultatet vil sikkert blive som ovenfor sagt; det er jo København, der tales om; paa Landet vilde det vel stille sig noget anderledes. Regnestykket er let nok; for hver, der har holdt specificeret Aarsregnskab, indskrænker det sig til at dividere Aarsudgifterne for de 4 Poster med 2 og det udkomne med det Antal Personer plus Pigen, som Familien bestaar af; (Selskabelighed altsaa fraregnet.)
Tallet vil selvfølgelig variere lidt, alt som Kosten er tarveligere eller finere, rigeligere eller mindre rigelig, Husførelsen dygtigere eller mindre dygtig; men Resultatet fra 24 til 27 Kr. pro persona om Maaneden skal sikkert staa sin Prøve. Til yderligere bekræftelse kan det anføres, at de lovbefalede Kostpenge i Tilfælde af Herskabets Fraværelse er 66 Øre daglig; men siden det blev Lov, er Priserne stegne saa stærkt, at 75 Øre à l Kr. nu anses for rimelige Kostpenge; dette vil ogsaa svare til de ovenanførte Tal. - Er Kosten bedre, kommer det ogsaa Pigen til gode, er den ringere, har hun i alt Fald intet at beklage sig over, saa længe hun deler Kaar med Herskabet; er hun i sidste Tilfælde utilfreds, da har hun jo den Udvej at skifte.
Forf. udtrykker sin Harme over, at Pigens Vask, „som hun selv besørger,” figurerer som Udgiftspost paa Kontoen. Ja, hvis Pigen selv køber Sæbe, Soda og Brændsel og benytter sin Fritid til at vaske sit Tøj, saa besørger hun det ganske vist selv. Men da dette, mig bekendt i alt Fald, ikke finder Sted i nogen københavnsk Husholdning, saa maa hendes Vask sættes med som Udgiftspost, al den Stund Huskassen betaler Sæbe, Soda osv. og Arbejdet gøres i hendes Arbejdstid sammen med Husets Vask. I de allerfleste Tilfælde fæstes Pigen paa at vaske og dette Arbejde er derfor betalt af hendes Løn. Tages der Kone til Vasken, betales hun ligeledes af Huset, og denne Udgift kommer ogsaa Pigens Tøj tilgode.
En tre Værelses Lejlighed uden Pigekammer i Byens Udkanter, hvor Huslejen altsaa er forholdsvis lav, koster for Tiden ca. 27 Kr. om Maaneden; en 4-Værelsers med Pigekammer koster fra 500 Kr. om Aaret og højere op efter dens Udstyrelse.
Med disse Tal for Øje er det ikke for højt at anslaa Værdien af et møbleret Værelse til mindst 7 à 8 Kr. om Maaneden, og vi er saaledes naaet meget nær til Fru Berg-Nielsens 35 Kr. pro persona;
31 à 35 Kr. plus Løn 15 Kr, = ca. Fru B.N.s 50 Kr. Det forholder; sig i Virkeligheden ogsaa saaledes, at „adskillige Husmødre” foretrækker eller rettere er tvungne til at give Afkald paa Pigehjælp; - det er et ringe Antal - 12000 af 82000 Familier - der her i København tillader sig den Luksus at have fast Tyende. Og de stakkels gifte Embedsmænd med deres 2000 Kr. som Bladet har saa ondt af, ja, man kan være overtydet om, at den aarlige Indtægt lige saa lidt strækker til at holde Pige som til at købe Cykle eller Teaterbilletter; ja ikke en Gang de der naar op til 4000 Kr., kan tillade sig det, naar Børnene Vokser til og skal oplæres til en Gerning i Livet. Forf. opstiller som Sammenligning de enlige Kvinder med en maanedlig Indtægt af 30 Kr. Der er intet at svare dertil, thi den Kendsgerning, at der findes mange stakkels, fattige Mennesker, som er udestængte, ikke alene fra Livets Nydelser, men fra at faa de allersimpleste naturligste Krav opfyldte, beviser jo aldeles intet i det foreliggende Tilfælde. Her foreligger jo til Overflod statistiske Oplysninger. Det af Birkedommer Svejstrup samlede Materiale angaaende enligtstillede Kvinders Erhvervs- og Livsvilkaar, viser jo paa den sørgeligste Maade, hvor slet stillede og hvor utilstrækkeligt ernærede mange af disse er. Men - da Tjenestepigeforeningen, med fuld Føje og uimodsagt fra nogensomhelst Side, opstillede Kravet om sund og tilstrækkelig Kost paa sit Program, var det vist ikke dens Mening at benytte ovennævnte sørgelige Kendsgerninger som Maalestok for hvad der under jævne, borgerlige Forhold forstaas ved sund og tilstrækkelig Kost”.
Nej, Tjenestepigestillingen er nok for Tiden et af de bedst betalte kvindelige Erhverv uden foregaaende Uddannelse; og det er jo heller ikke paa Lønnen, at Spørgsmaalet om Pigernes Stilling er bleven rejst.
J. m.
Efterskrift. Jeg har yderligere modtaget den Oplysning, at en Arbejdsmand maa betale 7 Kr. om Ugen for sin Kost alene i sine Standsfællers Hjem.