« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Det var Dag; Ines stod dødbleg og skælvende, men med et Udtryk af urokkelig Viljefasthed uden for Grevens Dør. Ingen svarede paa hendes Banken, men hun vovede alligevel at træde ind. Den ulykkelige Mand sad ved et Bord med Hovedet støttet i sin Haand og med Blikket fæstet paa Gulvet. De ladte Pistoler laa ved Siden af ham.
Da han saa sin Hustrus fortrolige gennemfor en Gysen ham, hans Ansigt fortrak sig krampagtig, og han udbrød med tordnende Stemme:
„Elendige Forræderske, lever du endnu? Jeg vil ikke tage dit Liv, det er Bødlens Gerning.”
Duennaen tav et Øjeblik og sagde saa med rolig Stemme: „I mistænker eders Hustru for en forbrydelse; men I gør hende Uret. Det Troskabsløfte, hun gav eder for Alteret, har hun holdt.”
„Du dynger Løgn paa Forræderi!
- Nej, jeg vil ikke glemme mig selv. Gaa!”
„Grev Almata, se paa mig, jeg skælver ikke. Saa rolig er ingen Forræderske. I maa høre paa mig, thi jeg bringer eder Sjælefred, ja maaske Lykke! I lider uudsigelige Kvaler, og dersom eders skrækkelige Mistanke var grundet, havde I al Aarsag til Had og Hævn, blodig Hævn. Men det er ikke saa, Grev Almata, I gør min Frue Uret.”
Greven knugede sine Hænder sammen og trykkede derpaa den ene mod sin Pande, som om han kæmpede med en Tanke, han ikke kunde betvinge.
„Og tænk Eder nu, Herre, dersom Grevinden aldrig har ophørt at elske eder, dersom hun er en trofast Hustru, hvor gør I da ikke Synd imod eder selv og imod hende! Og saadan forholder det sig, netop saaledes.”
„Min Gud, hvor tør Du vove at sige sligt. ” Og sidste Nat - - o, sidste Nat!”
„Vi gjorde Uret, Herre, stor Uret imod eder. Vi handlede ubesindig, men ikke i den Hensigt, som I formoder. Tilgiv mig mine dristige Ord; men jeg maa værne om min Herskerindes Ære. I kan knuse mig, om I vil; men jeg vil vidne om Sandheden til mit sidste Aandedræt.”
„Mit Hoved brænder”, sagde Greven, „jeg kan ikke tænke, ikke fatte - - Skulde Catalina være skyldfri ? Skulde jeg endnu kunne elske hende? Ines, Ines, dersom Du siger et eneste Ord, som ikke er Sandhed, fortjener Du Døden tusind Gange. Hav Medynk med - bedrag mig ikke!”
Duennaen kastede sig paa Knæ for Greven, kyssede hans Haand ærbødig og sagde: „Min gode, min ædle Herre, hav Medynk med eder selv, med Grevinden og med mig, og lad mig tale. Jeg er kommen for at aabenbare den Hemmelighed, der i mange Aar har bredt som et Sorgens Slør over eders Liv. Et det mig tilladt at tale?”
(Fortsættes).
