« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kina
Af nogle private Breve fra en dansk Dame i Shanghai, som velvilligt er bleven stillet til vor Disposition, meddeler vi Læserne følgende Uddrag, idet vi antager, at ethvert lille Bidrag til at kaste Lys over Forholdene i det fjerne
Østen vil læses med Interesse.
Shanghai, 6te Juli 1900.
„- - - Vi har maattet tage hertil, og det er Boksernes Skyld. Det er blevet til meget mere, end nogen havde anet og det er kommet som en Bombe over Evropæerne. Man ved ikke, hvad det bliver til, eller om det bliver til noget, og det giver et Usikkerhedens Tryk over alt. Den gamle Heks i Peking ved ingen, hvor er; det hed sig, at hun var bleven sindssyg, men der flyver jo om en med Rygter.
Noget sikrere Sted end Shanghai er her vel ikke i Kina; her er alle Forholdsregler trufne, Havnen fuld af Krigsskibe og de frivillige Korps i Harnisk og patrouillerende om Natten. Kineserne selv er saa bange for deres egne Landsmænd; de flygter i store Skarer til deres Hjemstavn, især til Ningpo; heldigvis er vore Folk ikke bange og vil blive her - -”.
Shanghai, 11te Juli 1900.
„- - - Vi taler om, hvor vi skal gøre af os selv, naar her bliver for varmt; Japan er saa overordentligt dyrt og bliver det endnu mere; alle de ængstelige Sjæle herfra mylrer derhen og nu kommer de stakkels Flygtninge Nord fra ogsaa derover. Kvinder og Børn skal forlade Tientsin og Chefoo; dem kan man da unde at faa det lidt fredeligt og godt efter al den Skræk og Angst, de har udstaaet. Man hører endnu intet bestemt, om de stakkels Mennesker i Peking lever eller ej.
Her er fuldstændig roligt, og man venter ogsaa, at det vil blive saaledes ved. Vi har de to dygtige Vicekonger i Wuchang. og i Nanking. Dog blev her Forskrækkelse forleden ved Telegrammet om, at der skulde sendes Tropper mod Nanking; thi saa rykkede Urolighederne jo til Yangtsen og den skal for alt i Verden holdes i Ro.
Det bliver ikke Spøg for Forretningslivet, selv om alt dette driver over. Ikke blot ved alt det, der er ødelagt oppe i Tientsin, som er Hovedsædet for Importen; men al Indførselsforretning i det hele er fuldstændig død nu; Kineserne vil ikke indlade sig paa noget; de ved ikke, om de har Penge og om de kan blive af med Varerne igen.
Alt hvad der bliver ødelagt ved Ild og Kugler er der ikke Assurance imod; saa det skal først gøres godt, om der bliver Krigsskadeserstatning. Et Handelshus her mener, at deres Filial i Tientsin har faaet ødelagt for en halv Mill. Kr., og saaledes gaar det flere og mange - - -”.
Shanghai, 20de Juli 1900.
„- - - Det, er stadigt tvivlsomt, hvorledes det vil stille sig i om der bliver Uro her Syd paa eller ej. Nogle mener jo, andre siger nej, og ingen kan sige noget bestemt; det er som at gaa paa en Vulkan; man ved ikke, hvad Øjeblik der kan bryde noget løs. Man ved endnu intet fra Peking, og ingen tør holde fast ved sin Mening, fordi alle tidligere Meninger har faaet et saadant Stød; der er jo ingen, der har troet paa Muligheden af, at alt det kunde ske, som faktisk er sket f.Eks. i Tientsin. Selv om man synes, at Kineserne kan have Ret i at ville være sig selv - uden Evropæerne og andre fremmede - maa man dog huske, at det store Folk slet ikke er saa fremmedfjendtligt; det viser sig allerbedst deri, at de største Handelscentrer opad Yangtsen og Egnene deromkring med samt deres Øvrighed, de to Vicekonger, er imod Regeringen i Peking. Ikke særlig fordi de elsker Evropæerne, men fordi deres egne Interesser gaar i Retning af at holde Forbindelserne vedlige med de fremmede; ellers vilde de ikke være saa interesserede i at holde Fred og Ro her Syd paa. Det er Mandarinerne og de styrende, der er fædrelandskærlige i deres egne Lommer, som de fylder med Rigdomme, mens de udsuger Befolkningen. Det skal være noget saa forfærdeligt, hvorledes de presser de stakkels, arbejdsomme Mennesker, og hvad disse maa betale i Skatter og øvrige Pengebyrder.
Men naar man paa nært Hold har set det Barbari, de udøver mod deres Fjender, og de Mishandlinger, de tillader sig, saa skrumper den Sympati, man „egentlig” har for dem, ind. Det er jo virkelig som i Middelalderens Krige. Men paa den anden Side kan man ikke lade være at synes, at det kan være sundt for Evropæerne, at deres uhyre overlegne og indbildske Anskuelser om Kineserne faar et Stød; „den Coolie-Race, den kan intet udrette mod os!” Tonen er bleven stemt adskillige Trin ned ; nu efter den alvorlige Lære, de har faaet oppe i Tientsin. Selv her i Shanghai, hvor Livet gaar sin rolige Gang, har man dog alle et Tryk over sig. Det synes, at baade Gesandterne herude og Regeringerne hjemme har handlet med en ubegribelig Letsindighed; det højere Diplomati duer ikke lige overfor Kinesere; der skal rigtige Rævestreger til, for at man kan hamle op med dem. Det er jo nemt at være bagklog; men som de fortæller fra Tientsin: „ja, vi sad og hørte Musik i Haven og tænkte ikke paa noget og saa om Natten begyndte de at bombardere os.”
Man forstaar ikke noget saadant, som at Li-Hung-Chang skal gaa Nord paa fra Canton; og efter hvis Ordre gaar han? efter Enkekejserindens eller Prins Tuans! begge ulovlige Regenter. Men alligevel - han adlyder dem, saa man maa jo antage, at han er i Forstaaelse med den af dem, det nu er - og saa bliver ,han ikke alene modtaget i Hongkong af den engelske Guvernør, men endog med militær Honnør - gamle Ræv, som han har vist sig tidligere at være. Men saadan gaar det til der, og saa siges der her, at de allierede vil forbyde ham Landgang i Taku! - -”
