« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
Greven pegede paa en Stol. „Staa op”, sagde han, „og Himlen velsigne dig, hvis du taler Sandhed.”
Ines satte sig ikke, men blev staaende foran Greven og begyndte sin Fortælling.
„Grev Almato, I mindes den Tid, da I paa Slottet Ghyseghem fandt et gæstfrit Tilflugtsted under Krigens Tummel. Eders Broder og hans Hustru var der ogsaa, og desuden en ung Adelsmand, eders bedste, kæreste Ven.”
„Stakkels Lancelot!” sukkede Greven. -
„Lancelot de Bisthoven elskede Senorita Catalina, og I, Herre, priste altid i hendes Nærværelse Lancelots ridderlige Dyder, skønt I selv ingenlunde var ufølsom for hendes henrivende Skønhed. Men I søgte med ædelmodig Selvfornægtelse at kvæle den fremspirende Kærlighed i eders Sind og at bøje hendes unge Hjerte mod eders Ven. Det var en lykkelig Dag, ogsaa for eder, da den højtidelige Trolovelse, bindende som Ægteskabet selv, blev sluttet i Kirken mellem min unge Herskerinde og Lancelot de Bisthoven. Begges nærmeste Slægtninge var tilstede, og Brylluppet skulde finde Sted faa Dage senere.
„Ak”, sagde Greven, „hvorfor fremkalde disse sørgelige Minder?”
„Ja sørgelige”, gentog Duennaen, thi Døden skilte de to unge Hjerter ad, før Vielsen havde forenet dem. Hertugen af Parma drog ind i Antwerpen, Slottet Ghyseghem blev stormet og brændt, eders Broder fandt Døden med Hustru og Børn, og Lancelot ligesaa. Han kæmpede med mageløs Tapperhed for at værge sin Bruds Hjem, men overmandedes af Fjenderne. Tilgiv mig, Herre, den Sorg, jeg volder, ved at minde om alt dette - jeg kan ikke andet. Længe efter, da Sorgen over de kære afdøde var mildnet, flammede eders Kærlighed til Catalina op paany, og I bad om hendes Haand. Men skønt hun nærede baade Hengivenhed og Ærbødighed for eder, afslog hun atter og atter med en Slags Rædsel at blive eders Hustru. I mindes, hvor hun græd og bad, I ved, at hendes Fader næsten med Magt maatte føre hende til Alteret; siger jeg Sandhed eller ikke?”
„Ak, jeg elskede Catalina højere end mit Liv.”
„Jeg ved det, og det være langt fra mig at anklage min Herre. Men ved I, hvorfor hun stred saa fortvivlet imod? Ved I, at et Baand, der ikke kunde brydes, knyttede Catalina til Lancelot? Der lever et Barn af Lancelot, et stakkels Barn, der i Løndom kom til Verden, et Pant paa den ubetvingelige Elskov mellem de arme to, der saa brat blev revne fra hinanden”.
Greven blev dødbleg, et hæst Skrig, en kvalt Stønnen undslap ham, men han hverken talte eller rørte sig.
Duennaen vedblev med sorgfuld Stemme: „I har endnu ingen Børn, Hr. Greve, I forstaar ikke Moderkærligheden. Ja selv en Fader kan næppe tilfulde forstaa, hvor en Moder elsker sit Barn, elsker det, naar hun ser det vokse op under sine Øjne. Men er hun skilt fra sit Barn, sit eneste Barn, er hun i Uvished om dets Skæbne - da lider hun forfærdelig! I otte Aar har min Herskerinde sørget og grædt. Hun har ikke kendt anden Trøst end at tale ud for mig, sin ringe Tjenerinde. Hun har Lidt usigelig ved at maatte bedrage Eder, hvem hun elsker og ærer. - Er det at undres over, at hun tæredes hen, at Farven svandt fra hendes Kinder, at Døden syntes hende vis? Har I ikke ofte med Fortvivlelse spurgt mig, hvad det var for en gaadefuld Lidelse, der tyngede paa hende?”
En dump Mumlen var Grevens eneste Svar.
Den gamle Kvinde gik videre: „Saa var det, at I samtykkede i at rejse til Antwerpen. Min Herskerinde levede op igen. Længe søgte vi hemmelig, og omsider fandt vi Barnet; det er her, i
Vajsenhuset. I denne Nat vilde den ulykkelige Moder omfavne sin lille Pige for sidste, Gang inden sin Afrejse til Spanien. Derfor listede vi os ud af Huset. - Dersom I nu tvivler om Sandheden af mine Ord, Herre, saa er der i et fattigt Hus i Klostergade en Kone ved Navn Anna Canteels; til hende blev den lille betroet for otte Aar siden, og hun ved alt. Nu er Barnet som sagt i Vajsenhuset, hvor hun bærer Navnet Houten Clara. - Herre, jeg har intet mere at sige, I kender Sandheden”.
(Fortsættes).
