« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinden og Erhvervslivet

« Se emneord

Woman and Economics by Charlotte Perkins Stetson.

Den amerikanske Forfatterinde - hvis Bog ogsaa læses stærkt i Evropa, behandler en Side af Kvinde­sagen, som nylig har været draget frem her hjemme og sikkert vil blive det igen; thi i den finder vi den værste Anstødssten for Kvindens Ligestilling med Manden, i den gemmer sig Kvindesagens egentlige Problem. Selv om denne Bogs Tanker ikke er ny, vir­ker dens uforbeholdne Sprog vækkende; selv om man ikke kan følge Forfatter­inden gennem tykt og tyndt, er det nyttigt at høre en saa djærv og man­gen Gang træffende Kritik af det bestaaende. Som saa ofte i amerikansk Litteratur udmærker Bogen sig mere ved Friskhed end ved en knap Frem­stilling og en klar Ordning. Det er derfor ingenlunde let at give en Over­sigt over dens Indhold. Nogle Hoved­punkter kan dog gengives og Bogen dermed anbefales til den Læsekreds her hjemme, som er tilstrækkelig interesseret i Sagen til at se den taget op atter og atter.

 

Er det sandt, at Kvinden er af­hængig af Manden i økonomisk Hen­seende ? spørger Forf. Som Svar herpaa behøver vi blot at vise hen til, hvorledes alt, hvad hun ejer og bru­ger, retter sig efter hendes Ægtemands Stilling og Indkomst, og det lige fra Arbejderkonens slidte Kjole, udtraadte Sko og snevre Kammer til Millionær­fruens kostbare Toiletter, Køretøjer og Saloner. Men der er jo ogsaa Af­hængighed Mand og Mand imellem.

- Ganske vist, men kun  paa den Maade, at naar en Mand faar noget af en anden, giver han ham noget for det, dets Værdi. - Ja, men saa gi­ver jo Kvinden sit Arbejde i Hus og Hjem. -  Ak ja,   arbejde gør hun rigtignok, mødig og slidende fra Sol staar op, til den gaar ned, som et Tyende, som  en  Slave; men det er ikke den Art Arbejde, som giver Rig­dom, Magt og Uafhængighed. Vist er det i alt Fald, at har Kvindens Arbejde nogen Pengeværdi, saa er det ikke hende, der faar den. Eller er det maaske ikke de Kvinder, som ar­bejder mest, der ejer mindst, og dem, der ejer mest, som  arbejder mindst?

-  Ja, det er heller ikke Husarbejdet, som giver Kvinden hendes egentlige Værdighed og Betydning,  det er som Moder, hun er uvurderlig. -  Men de Mødre, som har flest Børn, er sandelig ikke dem,   der faar mest af denne Verdens gode Ting; heller ikke ser vi de Kvinder, som ved gode For­hold er fritagne for Slid i Huset, ofre al deres Tid paa deres Børn; de er tvertimod  optagne af tusinde   andre Ting. Det oprører desuden Følelsen at se Moderskabet opfattet  som  en Bytningsværdi. Al Virksomhed deler sig i to Klasser: Arbejdet for Selvopholdelsen og for Slægten. Det før­ste har Mændene taget for sig, mens de overlod alt det andet til Kvinderne. Det er Mændene, der skaber Rigdom­men, Kvinderne modtager den af de­res Haand. Mændene jager, fisker, holder Kvæg og  dyrker Jord, Kvin­derne spiser Vildtet,  Fiskene,  Kødet og Kornet. Mændene pløjer Søen og bringer Kaffe og Krydderier og Silke og Juveler fra fjerne Lande, Kvin­derne faar deres Del af Kaffen og Krydderierne og Silken og Juvelerne. Det er Mændenes Virksomhed, som bestemmer Slægtens økonomiske Højdemaal, Kvinden faar sin Del i Fremskridtet gennem ham. Men det er Erhvervsarbejdet, der frembringer Kul­tur og selv højnes ved Kulturen, som sætter Aandsevnerne i Bevægelse og giver de vide Synspunkter mens Hus­arbejdet betyder Stilstand; ikke for ingenting hedder det, at ”Konen; Katten og Kammen skal blive ved Huset”. Kvinderne er med Hensyn til deres Arbejde tusinde Aar tilbage for Mæn­dene; hvilket bedst viser sig naar f. Eks. en Enke skal sørge for sine Børn. Og de unge Piger, som har Verden for sig lige som deres Brødre og lige saa vel som disse skulde erobre den, kan de gøre dette med ærligt Ar­bejde, ved at bruge deres aandelige og legemlige Kræfter til bedste for Menneskeheden? Ak nej, deres Chan­cer beror væsentlig paa, i hvor høj Grad de forstaar at gøre sig behage­lige over for Mændene. At se de næsten altid overtallige unge Piger ved et Badested i Selskab med de unge Mænd er som at se en Flok Jægere i et jagtfattigt Distrikt. Og naar Pigen saa først er gift, da faar hun det ganske i Forhold til, hvor godt hun forstaar at behandle sin Mand. Er dette ikke Afhængighed og er det ikke nedværdigende?

Vi staar her ved den moderne Ci­vilisations ømmeste Punkt. At „Hun­ger und Liebe” er de stærkeste Drifter, der paa en Maade ligger til Grund for alle Livsytringer, det gælder hele Skabningen. Men det var forbeholdt Mennesket alene at forbinde disse to og gøre den ene afhængig af den anden.

Der er ikke nogen anden levende Skabning, hos hvem det ene Køn er økonomisk afhængigt af det andet, ikke nogen anden, hvor Kønsforholdet er en Salgsvare. Naar Kvindens Kærlig­hed er tilfals for alle og enhver, da vender vi os bort med Skræk og Af­sky; men naar Handelen sluttes for Livet, naar den bliver anerkendt af Loven, tilsløret af Bryllupsceremonier af Blomster og smukke Talemaader, da finder vi det helt uskyldigt, smukt og godt.

Men vi forfalsker derved det helligste. Vi forener to Ting, som i sin dybeste Grund er hinanden modsatte, Kærlighed, Selvhengivelse og Egen­nytte, Selvinteresse. Og det hævner sig. Det bliver Aarsag til en uende­lig Række Lidelser, Kampe, ja For­brydelser. Tiltrækningen imellem de to Køn beror paa Forskellen; jo større Forskel, des stærkere Tiltrækning. Men for Kvinden gælder det ikke blot som for enhver anden Skabning un­der Solen at vinde en Fælle, det gæl­der for hende ogsaa at skaffe sig et Levebrød. Alt bliver da sat ind paa at udhæve Kønsforskellen. Allerede i en Alder, da Naturen ikke gør no­gen Forskel, bliver Pige og Dreng ved Dragt, Undervisning o. m. a. ledet i forskellig Retning. Og senere! At en Kvinde hverken kan løbe, springe eller gaa, er vel bekendt; at hendes Klæder hindrer hvert af hendes Fjed, at den unaturlig opdrevne Kvindelig­hed røver hende Sandhed og Styrke, er en Kendsgerning. Naar hun saa endda derved blev bedre skikket til at være Hustru og Moder! Men alt andet. Den stærke, fri, virksomme Kvinde med den brede Taille og de kraftige Lemmer er ikke mindre Kvinde end Bydamen, der giver sin Svaghed i Arv til sine Efterkommere, Piger og Drenge, og derved hindrer Menne­skehedens Fremskridt.
K. F. (Fortsættes.)

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner