« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Bøger og Blade
Dansk Skoleforenings 13de Aarsberetning bringer - unægtelig noget sent, ellers som altid livfuldt og interessant - Meddelelser om Mødet paa Askov i Fjor. Hovedstykket er Seminarieforstander
R. J. Holms indgaaende Skildring af Friderich Frøbels Liv og pædagogiske Betydning. Ogsaa Frøbels store Elev Fru von Marenholz Bülov og hendes Betydning for Børnehaven bliver omtalt med Forstaaelse og rigtig Vurdering. Fru Langballe, f. Dalgas, taler for Skoleundervisning i Husholdningslære, Haandarbejde og Hygiejne. Sagen har i hende en lige saa aandfuld som kyndig Forkæmper. Fru Charlotte Schrøder gaar endnu videre. Hun tager Ordet for en Husholdningsskole som skal optage hele den 14-l5aarige Piges Tid. Det er et meget vigtigt Spørgsmaal, Fru Schrøder her har taget op. At der paa dette Tidspunkt af Barnets Liv vaagner nye Kræfter, er utvivlsomt, og selvfølgeligt - om ikke almindelig anerkend - er det, at der herved stilles nye Krav til Opdragelsen. Men at disse Krav bedst imødegaas ved udelukkende praktisk Arbejde, det synes dog ikke tilstrækkelig begrundet i denne lille Artikel, hvor varmt og overbevisende et Sprog den end fører. Der skal vist gøres adskillige „barnefysiologiske” Studier, før vi kan tale med noget, der ligner Sikkerhed, om hvad dette vanskelige, men i visse Retninger ogsaa grundlæggende Tidspunk fordrer af Opdrageren.
Den franske Forfatter M. Léopold la Cour har skrevet en interessant Bog om den store Revolutions Kvinder (Trois Femmes de la Revolution) Ganske vist, siger han, var Kvindesagen kendt før den Tid; men først fra det Øjeblik, at der i det hele var Tale om Menneskerettigheder, kunde ogsaa Kvinderne stille bestemte Fordringer, som omfattede hele Kønnet. Først fra den Tid blev Bevægelsen folkelig.
De tre Heltinder, her skildres Olympe Gauges, Thervigné de Méricourt og Rose Lacombe, blev alle baarne oppe af de usædvanlige politiske Begivenheder, forkælede af Folkehoben, benyttede af Mændene indtil den Stund, da de blev besværlige. Da blev de forstødte af deres tidligere Fæller; den ene døde paa Skafottet, den anden paa Galehuset og den tredje i Fængselet.
Olympe de Gauges er uden Sammenligning den mest interessante, ligesom hun var den første, der forlangte af Revolutionsmændene, at de ogsaa skulde tænke paa Kvinderne. Hun hørte ikke til de dydige Kvinder, og hun fulgte undertiden sine Instinkter saa blindt, at hun blev til Latter for Hoben; men hun havde et højt Sind og den varmeste Kærlighed til sit Folk, medens hendes Aand ikke veg tilbage for Baand eller Skranke. Dristigt var hendes Sprog - „Kvinden har Ret til at bestige Skafottet, og maa saa vel ogsaa kunne gaa op paa en Talerstol”, hed det i hendes Uafhængighedserklæring - og uforfærdet hendes Handlinger. Da Kongen var fængslet, forlangte hun at føre et Forsvar for denne Mand, der „har været en daarlig Konge, men fra det Øjeblik, han har mistet sin Titel, ophører at være skyldig overfor Republiken”. Denne Retfærdighedshandling havde nær kostet hende hendes Hoved; hun frelste det for den Gang ved en Kvikhed. Man havde grebet hende, en raa Person tog fat i hendes Haar og raabte: 20 Sous for Mademoiselle de Gauges’ Hoved. Hun svarede rolig og blidt: Min Ven, jeg byder 30.
Bogen indeholder en Del hidtil utrykt, oplysende Stof og er skreven baade med Lærdom og med en brændende Kærlighed til Ret og Retfærdighed.
