« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Fremskridtsforening

Af: Charlotte Norrie

« Se emneord

Kvindelig Fremskridtsforening.

afholdt i Tirsdags den første af sine ugentlige Sammenkomster for denne Vinter.  Fru Johanne Meyer fortalte om personlige Rejseindtryk fra Paris, hvor  Fruen havde taget  Del i den første af Sommerens tre Kvindekongresser, og hvor hun tillige havde under­søgt forskellige Arbejdsforhold, hvortil vort Indenrigsministerium havde gi­vet hende Rejseunderstøttelse tillige med Anbefalinger, der aabnede Ad­gang mange Steder, hvor det ellers er vanskeligt at komme ind. Fru Meyer havde saaledes haft Lejlighed til at overvære et Møde i Deputeret­kamret. Det havde været et af Kam­rets „rolige” Møder, men efter den Skildring, Fru Meyer gav, maa det dog have været, hvad Mark Twain kalder „gallisk Ro”, der kendetegnede det, i det mindste maatte de ivrige Gestikulationer, den stadige springen op paa Talerstolen for en ganske kort, men med Fynd og Klem fremsat Bemærkning, Formandens næsten uaf­brudte ringen med Klokken o. s. v., tage sig ret livligt ud i en Nordbos Øjne.

Der var adskillige af de Smaatræk, Fru Meyer fremdrog, der maatte bringe Tilhørerne til at tænke paa Ordet : Øst  og Vest, hjemme bedst! Først og fremmest var det Kvinder­nes Arbejdskaar, som Fru Meyer havde fundet saa langt sørgeligere end vore, saa langt sørgeligere, end hun havde ventet! Men desuden var der saa mange af ”disse Smaating, hvoraf Li­vet bestaar”, som var langt mindre tiltalende i den lovpriste Seinestad, end vi har dem her hjemme. Fru Meyer nævnede f. Eks. vore rare røde Postkasser og vore rene og pyntelige Sporvogne; og Omnibusser, som langt er at foretrække for de parisiske.

I andre Henseender var Fru Meyer - som vistnok enhver Pariserfarer - opfyldt af Glæde over alt   det skønne og store Paris rummer: Champs Elysées, Jesu Hjertes Kirke paa Montmartre, Boulevarderne, Seinen og No­tre- Dame Kirken, men fremfor alt Napoleons Grav, som er det Mærke, hvorunder Franskmændene samles baade til Gavn og til Skade for deres Folk. Hvælvingen med sine betagende Lys­virkninger fremkalder en  Stemning, som maaske ingen anden Bygning paa Jorden,  og her gælder det, at „Ste­nene taler”, i Stenene læser Franskmanden Navnene paa Napoleons Sejre, og hver Franskmands Hjerte  banker af Krigerstolthed ved  den  store Kej­sers Grav, derfor er der føreløbig næppe Udsigt til, at  Militarismen vil tabe Fodfæste i Frankrig.  Ulykkeligvis brin­ger Begejstringen for Napoleons Krigerstorhed ogsaa Franskmændene til at holde fast ved hans Lovbog, der sikkert indeholder Bestemmelser, som ethvert rettænkende Menneske maa op­røres over. Fru Meyer mindede om en af de mest berygtede Sætninger: la recherche de la paternité est interdite - det er forbudt at efterspore Barnefaderen, Dette Spørgsmaal hav­de, som rimeligt er, været Genstand for Drøftelse ved Kvindernes Kon­gres.

Nogle Ugers Ophold i Paris giver imidlertid Stof til mere end een Af­ten, Fru Meyer lovede derfor at fort­sætte næste Tirsdag.

Kvindelig Fremskridsforening sam­les i Vinter hver Tirsdag Aften i Koncertpalæet (Opgang i Porten, Bre­degade 28, nærmest Kongens Nytorv); en Gang om Maaneden skal der være selskabelig Sammenkomst med Aftenunderholdning og Dans. Møderne aver­teres hver Tirsdag i „Politiken” og „Socialdemokraten”, -  hvorfor ikke i „Kvinden og Samfundet”? Burde ikke Kvindelig Fremskridsforening gøre saa meget for det eneste danske Kvindesagsblad?