« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig Fremskridtsforening
Kvindelig Fremskridtsforening.
afholdt i Tirsdags den første af sine ugentlige Sammenkomster for denne Vinter. Fru Johanne Meyer fortalte om personlige Rejseindtryk fra Paris, hvor Fruen havde taget Del i den første af Sommerens tre Kvindekongresser, og hvor hun tillige havde undersøgt forskellige Arbejdsforhold, hvortil vort Indenrigsministerium havde givet hende Rejseunderstøttelse tillige med Anbefalinger, der aabnede Adgang mange Steder, hvor det ellers er vanskeligt at komme ind. Fru Meyer havde saaledes haft Lejlighed til at overvære et Møde i Deputeretkamret. Det havde været et af Kamrets „rolige” Møder, men efter den Skildring, Fru Meyer gav, maa det dog have været, hvad Mark Twain kalder „gallisk Ro”, der kendetegnede det, i det mindste maatte de ivrige Gestikulationer, den stadige springen op paa Talerstolen for en ganske kort, men med Fynd og Klem fremsat Bemærkning, Formandens næsten uafbrudte ringen med Klokken o. s. v., tage sig ret livligt ud i en Nordbos Øjne.
Der var adskillige af de Smaatræk, Fru Meyer fremdrog, der maatte bringe Tilhørerne til at tænke paa Ordet : Øst og Vest, hjemme bedst! Først og fremmest var det Kvindernes Arbejdskaar, som Fru Meyer havde fundet saa langt sørgeligere end vore, saa langt sørgeligere, end hun havde ventet! Men desuden var der saa mange af ”disse Smaating, hvoraf Livet bestaar”, som var langt mindre tiltalende i den lovpriste Seinestad, end vi har dem her hjemme. Fru Meyer nævnede f. Eks. vore rare røde Postkasser og vore rene og pyntelige Sporvogne; og Omnibusser, som langt er at foretrække for de parisiske.
I andre Henseender var Fru Meyer - som vistnok enhver Pariserfarer - opfyldt af Glæde over alt det skønne og store Paris rummer: Champs Elysées, Jesu Hjertes Kirke paa Montmartre, Boulevarderne, Seinen og Notre- Dame Kirken, men fremfor alt Napoleons Grav, som er det Mærke, hvorunder Franskmændene samles baade til Gavn og til Skade for deres Folk. Hvælvingen med sine betagende Lysvirkninger fremkalder en Stemning, som maaske ingen anden Bygning paa Jorden, og her gælder det, at „Stenene taler”, i Stenene læser Franskmanden Navnene paa Napoleons Sejre, og hver Franskmands Hjerte banker af Krigerstolthed ved den store Kejsers Grav, derfor er der føreløbig næppe Udsigt til, at Militarismen vil tabe Fodfæste i Frankrig. Ulykkeligvis bringer Begejstringen for Napoleons Krigerstorhed ogsaa Franskmændene til at holde fast ved hans Lovbog, der sikkert indeholder Bestemmelser, som ethvert rettænkende Menneske maa oprøres over. Fru Meyer mindede om en af de mest berygtede Sætninger: la recherche de la paternité est interdite - det er forbudt at efterspore Barnefaderen, Dette Spørgsmaal havde, som rimeligt er, været Genstand for Drøftelse ved Kvindernes Kongres.
Nogle Ugers Ophold i Paris giver imidlertid Stof til mere end een Aften, Fru Meyer lovede derfor at fortsætte næste Tirsdag.
Kvindelig Fremskridsforening samles i Vinter hver Tirsdag Aften i Koncertpalæet (Opgang i Porten, Bredegade 28, nærmest Kongens Nytorv); en Gang om Maaneden skal der være selskabelig Sammenkomst med Aftenunderholdning og Dans. Møderne averteres hver Tirsdag i „Politiken” og „Socialdemokraten”, - hvorfor ikke i „Kvinden og Samfundet”? Burde ikke Kvindelig Fremskridsforening gøre saa meget for det eneste danske Kvindesagsblad?
