« Tilbage til søgeresultaterne
Amerikanske Millionærdøtre
Jeg traf en af dem paa et Hotel i Berlin for nogle Aar tilbage. Hvad det var, der drog mig til det unge Par, forstod jeg fra først af ikke. Vel vakte, allerede Mandens Navn min Opmærksomhed. Han var Søn af en berømt engelsk Adelsmand og Politiker af det frisindede Parti, og var selv Diplomat.. Der var over dem begge en Friskhed og et Liv, som man ikke ofte finder forenet med den aristokratiske Holdning, de til fuldt Maal besad. Men det var dog først, da jeg mødte dem paa Universitetet, hvortil jeg selv med Møje havde tiltvunget mig Adgang, at det gik op for mig, at det maatte være nogle sjældne Mennesker, disse to, der - unge, rige og smukke - tilbragte deres Hvedebrødsdage med at høre Forelæsninger om Samfundsvidenskab i en støvet Læsesal.
Da vi oftere traf sammen her, begyndte ogsaa de at nærme sig til mig; og da den unge Frue en Eftermiddag var ene, bød hun mig ind i sin Stue. Jeg fandt her Bordene fyldte ikke med de sædvanlige Blomster, Fotografier og Toilettesager, men med Bøger og Bøger og atter Bøger, alle behandlende dybe og alvorlige Problemer lige fra Malthus og Karl Marx til Henry Levys og Nietsche.
„De er Fremskridtskvinde”, begyndte hun vor Samtale, „det er jeg ogsaa. De spørger, om min Mand kan lide det. Ak ja, det var jo netop, hvad han blev indtaget i mig for; det var fra Begyndelsen kun, fordi han vidste, jeg ikke var som alle de andre, at han søgte mit Bekendtskab. Han havde, tænker jeg, faaet nok af de korrekt klædte og korrekt tænkende, følende og handlende engelske Misser. Jeg derimod havde lavet en lille Skandale i det londonske Selskab. Kan det more Dem at høre den Historie, staar den til Tjeneste.
„Vi Amerikanerinder bliver ikke sjælden lidt forkælede paa denne Side af Atlanterhavet. Man morer sig med os og tilsteder os en Frihed - sagtens fordi man ved, at vi ikke vil undvære den - som giver de hjemmefødte Englænderinder noget at tænke paa. Jeg havde samlet mig en Kreds af unge Piger, alle livsfriske og livskraftige, men inderlig kede og trætte af det tomme Selskabsliv, man lod dem føre. Jeg fortalte dem om alt, hvad Pigebørnene i New York foretager sig. Der var ikke en af dem, uden at de jo havde Mod paa at prøve noget lignende; men de vidste ogsaa hver og en, at de i deres Hjem ville møde en saa haardnakket Modstand, at de skønne Planer rimeligvis vilde løbe ud i Sandet. For at overvinde denne Modstand dannede vi da en Sammensværgelse, som det i
Grunden mod Forventning lykkedes os at holde skjult, indtil Udførelsens Stund var kommen.
Med Venner og Venners Venner var min Stab løben op til 60 unge Piger af det bedste Selskab. Til en given Tid forlod de alle deres Hjem og samledes under mit Førerskab paa et stort Hotel i London. Herfra tilskrev enhver af dem sine Paarørende, udviklede sin Livsplan og erklærede, at dersom man ikke vilde gaa ind paa hendes Ønske, vilde hun ikke mere vende tilbage til Hjemmet. Der var selvfølgelig ikke noget ondt eller stødende i, hvad de vilde. En bad om at maatte studere ved Cambridge, hvor allerede saa mange gode, engelske Kvinder har hentet Livsvisdom; en vilde male i Paris, en anden vilde paa et Hospital at lære Sygepleje, en vilde bosætte sig i et settlement i et af Londons Fattigkvarterer for at lære Livet at kende o. s. v., o. s. v. Man forstod, at det var Alvor, man vidste, at de unge Piger havde mig og min Formue at støtte sig til, og - man var saa klog at give efter. Vort sidste Kup omtales endnu med en vis Respekt som „The girls revolt” *).
„De mener; det var en Skæbnens Ironi, at dette gav Anledning til at jeg giftede mig. Nej, heri tager De sandelig fejl. Hele Forskellen for mig er, at saa er vi to om at studere disse vanskelige, sociale Spørgsmaal, og forhaabentlig vil vi ogsaa blive to om at give vort lille Indskud til at hjælpe paa dem”.
Var det underligt, at disse Mennesker havde tiltrukket mig med en Magt, som hverken laa i deres Navn, deres Ydre eller deres selskabsvante Væsen.
- i.
*) Pigebørnenes Oprør.
