« Tilbage til søgeresultaterne

Kvinden og Erhvervslivet

« Se emneord

Woman and Economics

af Charlotte Perkins Stetson.

(Fortsat).       

Det, man opnaar ved at drive Kønsforskellen op til en unaturlig Højde, er maaske i Øjeblikket til For­nøjelse for Mændene, men det er hver­ken til Held for Kvinderne eller for Slægten, og allermindst til bedste for Udviklingen af en sund Kvindelighed.

Det er noget stort og godt baade for den enkelte og for Slægten, at Menneskene har udviklet en Evne til lidenskabelig Hengivelse, som kan vare Livet igennem. Men det er et Onde baade for Slægten og for den enkelte, naar denne Lidenskab opsluger alle andre menneskelige Følelser og Evner. Ægteskabet er ikke blot den naturligste Form for køl­igt Samliv - ogsaa blandt Dyrene finder vi ofte et trofast Sammenhold, men det er tydeligvis den bedste Beskyttelse for den opvoksende Slægt og vil derfor sikkert blive opretholdt. Ægteskabelig Troskab er en smuk Ting; men det er ikke smukt at se den mishandlede Hustru staa for Skran­ken og nægte at vidne mod sin Bød­del; det er ikke godt at se en Kvinde hjælpeløs gaa til Grunde, fordi hun udenfor det ene ikke har noget i Verden at bryde sig om.

Ikke for intet har Mme. de Staël sagt, at Kærligheden for Manden er en Episode, for Kvinden derimod hendes hele Historie.

Til hende kommer alt, ikke blot Rigdom, Magt og Ære, men ogsaa Hjem, Lykke, Fred og Glæde gennem en lille gylden Ring. Logisk vilde det da være, om man lærte hende aabent og redeligt at kæmpe for at naa sit Maal. Men Nej! Hun maa ikke en Gang lade, som om hun attraaede det. Hun maa ikke række sin Haand ud efter det. Vente, vente og holdes i Uvidenhed om Livets mest elementære Sandheder, det er altfor ofte hendes Lod. Man ser endog det Særsyn, at Mødre lyver om disse Ting for deres egne Børn, lyver om Moderskabet for dem, de selv har givet Livet!

Hvad Mødrene derimod nok skal sørge for - og kan man fortænke dem i det? - er at forberede de­res Døtre til Markedet. Markedet, det er Manden, hun er Varen. At hans Sanselighed derved bliver drevet overvættes højt op, det er og­saa en af Følgerne af den falske For­bindelse mellem Kærlighed og økono­misk Fordel. Intet Under, at vort daglige Liv er fuldt af Ulykker, som ene og alene stammer fra denne una­turlige Sammenblanding. Intet Under, at Manden vender sig med Lede fra den Kvinde, som han selv har skabt.

 

Det naturlige, menneskelige er at veksle mellem at frembringe Værdier og at bruge dem. Nu har man tvunget Kvinden til at være udelukkende Konsument eller i hvert Fald til at indskrænke sin  skabende Evne til Klæder og Mad. Kun det personlige har Værdi for hende, at tjene Samfundet  kender hun ikke til. Der er for hende intet Forhold mellem det at give og at tage. Hun bliver forfængelig, egenkærlig, graadig, kan al­drig faa nok til sig og sine; og hun forplanter disse Egenskaber til sit Af­kom. Manden - han maa skaffe. Det gælder for ham ikke om at være noget for at vinde Prinsessen, men om at eje noget, jo mere des bedre. Hun faar kun et Levebrød ved at faa en Mand, han derimod faar kun en Kone ved at faa et Levebrød  - han bliver „Streber”. I andre For­hold er vi kommen ud over den util­børlige Individualisme, som fører til Rovdrift. Vi tror ikke længere, at vi skal sejre paa andres Bekostning. Vi ved, at vi skal vinde frem ved at gaa i sluttet Række. Men

naar en Mand skal „sørge for sin Familie”, da til­lader han sig det utrolige i denne Retning, og Samfundet ser igennem Fingre med ham, ja tilklapper ham endog sit Bifald; da Farvel alt, hvad der hedder uegennyttigt Samfundsar­bejde. Derfor har man jo ogsaa op­stillet Cølibatet som den højeste Leve­form. De, der vil leve for ideale Formaal, maa udsondre sig, hvert Køn for sig. Men er dette naturligt? In­genlunde. Det naturlige er, at Mand og Kvinde arbejder sammen for hvad der er stort og herligt. Den dybe, inderlige, livsvarige Kærlighed mellem Mand og Kvinde er det højeste menneskelige Gode. Det er den hellige Ild; og det er Kvindens ædleste Hverv at holde den i Live. Bevidst­heden herom lever ogsaa i Folkesam­vittigheden. I Eventyret er det altid Askeladden, der faar Prinsessen frem­for sine rige og fornemme Rivaler. Men i det virkelige Liv - der gæl­der det at tage for sig af bedste Evne og give saa lidt som muligt, der er den rene uegennyttige Kær­lighed snart kun et Navn - findes der en Undtagelse, da viser vor Un­dren noksom dens Sjældenhed.

Kvindens hele Interesse kommer til at samle sig om det personlige. Og ikke blot giver hun denne Ten­dens i Arv til Sønner og Døtre, hun opdrager dem ogsaa i denne lumre Atmosfære, kæler for deres Smaasvagheder, legemlige og sjælelige og giver dem en overdreven Forestilling om deres egen Vigtighed. Der udvikles herved en utilbørlig Individualisme, en stor personlig Egenkærlighed.

Og fordi hele Kvindens skabende Evne bliver holdt indenfor saa snævre Skranker, fostres der hos hende en urimelig Kærlighed til Pynt, en falsk Smag for Pragt og personlig Pry­delse, der virker uheldbringende for Kunst, Industri, Videnskab, Frem­skridt overhovedet. Den alt for kvinde­lige Kvinde hindrer med sit snævre, egoistiske Syn og sin Mangel paa Be­greb om de sande Livsværdier Ver­dens økonomiske Fremgang.

 

Forfatterinden er en tro Tilhæn­ger af Udviklingslæren; og ligesaa misfornøjet hun er med Kvindens nuvæ­rende sociale Stilling, særlig hendes øko­nomiske Afhængighed af Manden, lige­saa villig indrømmer hun, at den har gjort sin Nytte i Samfundsudviklingen. For det første har den lært Manden at være Menneske. Det, at han fik no­gen at sørge for, nogen, der var af­hængig af ham, har brudt hans Egoisme, lært ham at føle Ømhed, Overbæren­hed, alle disse Dyder der egentlig er Kvindens; han blev ikke blot Ægte­mand, men ogsaa Fader; Barnet maatte ikke længere nøjes med een, der havde Omsorg for det; det var et stort Fremskridt, at det fik to for­skelligt udviklede Forældre. Ogsaa Kulturen vandt. Industrien har sin Oprindelse i Hjemmet, i Moderens Omhu for Barnet. Den lærer hende at klæde det, at vogte det mod Kulde og Hede, paa forskellig Maade at ruste det mod Farer og Nød. Som det hedder paa Dansk:

 

Vist ingen Amazone

den første Strømpe bandt,

en yndig, nordisk Kone

den ædle Kunst opfandt.

 

Men Hjemmet er ikke blot alle Kunsters Vugge, det bliver ogsaa deres Grav, dersom de ikke kommer videre. Arbejdet vilde aldrig være blevet andet end Husflid, intet ud over det Dilettanteri, som Madlav­ningen endnu den Dag i Dag stikker i, dersom ikke Manden havde over­taget det og med sin Foretagelseslyst forvandlet det til Storindustri. Han var Kvindens Herre, men ogsaa hendes Slave; og denne dobbelte Stil­ling drev ham til at gøre sit Yderste, mens han ellers vilde vedblevet kun at være Jæger og Kriger. Hans Tendenser gik i Retning af at øde­lægge, - han lærte af hende at be­vare; han blev Opfinder, Skaber af ny Værdier. Hun - blev underkuet men naar hun faar Øjet op for, hvad der blev vundet, hvorledes hendes Ægtefælle og hendes kære Søn blev udviklet og forædlet, vil hun agte sit Offer for ringe.

Naar dette er rigtigt, hvor kan vi da vide, at en Forandring vil være et Fremskridt?  Væsentlig   deraf, at vi ser den gaa for sig.  Samfundsomvæltninger bliver ikke skabte af Foredrag og Møder.    Men naar en Civilisation har overlevet sig selv, naar den  frembringer unaturlige Tilstande oprørende Laster, maa den enten forny sig selv eller gaa til Grunde - hvilket Historien lærer enhver, der forstaar at tyde den. Hvad vi kan gøre, er da at lette Overgangen fra een Samfundsform til en anden. Dette forsøger Kvinderne nu at gøre, og de griber da de eneste Midler, der ligger for, nemlig Organisation og Speciali­sering; de  danner Foreninger og de lærer sig at arbejde i en eller anden bestemt Retning. Ganske som Arbej­derne. Og som Arbejderne virker de herved lige saa meget for hele Slæg­ten som for sig selv.  Det, der dri­ver dem, er ingenlunde alene Trangen til at hævde sig   selv; det er nok saa meget den dybe Medfølelse med andre Kvinder. Naar Personligheds­udviklingen   har naaet et vist Punkt, da lærer Sympatien os at fordre samme Frihed for andre som for os selv. Paa   den Maade følger Socialismen i Hælene paa Individualismen. Den sidste var steget til en saadan Højde, at den maatte fortære sig selv. Mæn­denes hidsige indbyrdes Konkurrence, Kvindernes   umættelige Nydelsessyge, - det var de uheldbringende Følger af den altopslugende Kønskærlighed. Kun en større Følelse, en Følelse, der omfatter hele Menneskeheden, kan frelse Samfundet fra de Fald, Histo­rien er saa rig paa.

„Fremtiden vil blive fri for disse Fald, fordi den sociale Samvittighed endelig er vaagnet baade hos Mænd og Kvinder; vi føler, at vi ikke kan leve alene paa Kønskærligheden. Vi har faaet saa megen Personlighed, saa stærk en Samfundsfølelse, at Mæn­dene kan arbejde uden at drives frem af Kvindesmil, kan ofre sig ogsaa for andet end Barn og Viv; og Kvinderne kan elske og tjene uden at blive Slaver af Guldkalven - elske bedre og tjene mere. Kønskærligheden begynder og ender med Individet. Samfundsfølelsen er noget større og bedre og fører til et større og bedre Liv end Kønskærligheden alene kan skabe.”

Enhver Mand, der kan se ud over sin egen Næsetip, maa forstaa, at Kvindefrigørelsen er et Gode, ikke blot for Kvinderne, men ligesaa meget for Slægten og for Manden, Ægte­manden. Den frigjorte, økonomisk uafhængige Kvinde vil være en bedre, nyttigere Fælle og hendes Kærlighed en saa kostelig Gave, som Manden nu kun sjælden faar den.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner