« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Naar man taler om et Menneskes Karakter, ikke for at rose eller dadle, men simpelthen for at forstaa og forklare, behandler man den paa den ene Side, som var den et blot og bart Naturprodukt: saaledes har Naturen skabt ham, paa den anden Side, som var den Udslaget af ydre Omstændigheder: saaledes har Skæbnen, behandlet ham; og heri tager man ganske vist ikke helt fejl.
Naar man kender Faderen og Moderen godt, varer det ikke længe, inden man opdager, at Barnet egentlig ikke er andet end visse Træk i Faderens Natur, afslebne eller skærpede ved at være bragt sammen med visse Træk i Moderens. Selv i en stor Børneflok opdager man kun sjældent noget nyt, og sker det, faar man straks Forklaringen. Barnet ligner en af Bedsteforældrene, en Onkel eller en Tante, det vil sige: der er ikke noget i Barnet, som ikke er Slægtsejendom, men hos Forældrene har det ligget ubrugt hen i en Krog, saa man slet ikke har opdaget det, før det nu hos Barnet springer tydelig frem i Dagens Lys. Disse Arve-Forhold er maaske af alle Omraader det, hvorpaa vor Tids Videnskab arbejder med størst Iver og med størst Held. Man har i Aartusinder lagt Mærke til, at visse Familier gennem flere Slægtled udmærkede sig ved visse store, udmærkede Egenskaber, men man skrev det paa Opdragelsens Regning; man vilde have sin Søn til at tjene en saadan Herre. Det var først ved Studiet af Forbrydelsen og Forbryderen, man opdagede, at man her var inde i et af Naturens lønlige Værksteder. Det Stof, hvoraf en Karakter dannes, giver Naturen.
Og hvad der skal blive gjort ud af det Stof, beror unægtelig i en meget høj Grad paa Omgivelserne, Beskæftigelserne, Tildragelserne, Skæbnen. Man kender en Snedker en halv Mil borte; han høvler med Armene. Man kender en Skomager, saasnart han sætter sig; han laver Knæerne til for Læsten. Bønderne paa en vis Egn i Danmark var i sin Tid bekendte for, at hvis man drak en Snaps med dem, fik man Prygl, og hvis man undskyldte sig, fik man ogsaa Prygl. Fra en anden Egn var de bekendte for, at man ikke kunde købe Heste af dem, fordi de aldrig solgte deres Heste uden først at give
dem forlorne Tænder. Karakter falder ofte i det store, massevis, saaledes, at man kan tale om en Nationalkarakter; man tager ikke let Fejl af en Nordmand og en Svensker eller af en Nordtysker og en Sydtysker. Omvendt falder den ogsaa undertiden saaledes ud i det smaa, at man maa bruge Mikroskopet for at forstaa det. Hvor ofte hænder det ikke, at et Menneske har en eller anden Særhed, som aldeles forstyrrer Indtrykket af ham, indtil man lærer det at kende, det, der har frembragt den. Skæbnen bed ham, og Særheden er Arret af Bidet.
Men hvis dette nu forholder sig saaledes, er det saa ikke fejlagtigt at tale om et Menneskes Karakter som noget, han eller hun er personligt ansvarlig for? Er det ikke lidt hen i Vind og Vejr, naar Opdragelsesanstalterne altid i deres Indbydelsesskrifter lover, at der vil blive lagt særlig Vind paa at danne og udvikle Elevernes Karakter? Nej, paa ingen Maade, og der er noget herhenhørende, der forekommer i ethvert Menneskes Liv enhver Time paa Dagen.
Det er Vanerne, vi tænker paa. Naturligvis er Vanen ikke det samme som Karakter, men der en Tid i vort Liv, hvor vor Karakter gror udelukkende i vore Vaner, og der gror, som bekendt ikke Roser i Rendestenen. Det er al Opdragelses første og væsentligste Opgave at forsyne et Barn med et varmt og mageligt og kønt Sæt af Vaner. Men det maa ikke være købt færdigsyet i den første, den bedste Seminaristbutik. Barnet maa selv være med til at lave det, thi det er jo til Barnets Natur og dens Behov det skal svare. Kun saaledes formet, frit men sikkert, bliver et Sæt af gode Vaner til en Rustning, naar Lidenskaberne vaagner. Man taler nok om Principerne som det egentlige Vaaben mod Lidenskaberne. Men Principer og Ungdom gaar ikke godt sammen. Principer er en sen Frugt; der maa vist Frost i Luften for at modne dem. Et godt Sæt af hjemmegjorte Vaner, der ikke springer, fordi der gøres et Spark, det er hvad Børn og unge Mennesker trænger til. Det gror der Karakter i og kanske Principer med; saa tør man røre sig frit og saa er det nemt at leve.
(Nordlyset).
