« Tilbage til søgeresultaterne
Meningen?
Frk. Helga Johansen har rejst en Anklage mod Civilisationen (navnlig vor Tids) og Kvindebevægelsen i den. Anklagen er fremsat med Myndighed og Fynd, og jeg havde ventet, at mange, der er interesserede enten i eller for Sagen, vilde have taget til Genmæle. Der er gaaet Maaneder siden Artiklen „Meningen?” fremkom, men kun et eneste Indlæg i Sagen er indløbet *).
*) Af Mariane Nielsen, indført i Nr. 32.
Det taler unægteligt for en sørgelig Sløvhed i vedkommende Kredse, thi Artiklen var rig paa Tanker og Tanker af den Slags, man ikke køber paa Torvet, Den er i Virkeligheden for god til at ties ihjel. Maa det da tillades mig at give min personlige Opfattelse baade af Sagen selv og af Anklagens Berettigelse.
Først og fremmest en Tak til H. J. for hendes vækkende Ord og revsende Slag. Dernæst et Ønske, at hendes Vækkelsesraab maa blive hørt saa vidt, som Kvindebevægelsens Bølger gaar. Intet, der ikke vil stagnere, maa søge at undgaa Kritik. Dobbelt værdifuld er den, naar man faar den fra en af sine egne, især da Vedkommendes Blik er saa dybt og vidtskuende som H. J.s.
Efter min Mening har H. J. Ret i sit Veraab over vor Civilisation. Al den ydre Glimmer kan ikke skjule den indre Hulhed for det tænkende Menneske.
Al Slags Ondt legaliseres og hædres, saa snart det blot drives efter en vis vedtagen en gros Form. At stjæle et helt Land og myrde dets Indvaanere er en Bedrift, som stemples som Heltedaad. At lyve frækt, men fint, er diplomatisk hæderligt. At tjene Penge er Maalet for alles Stræben. Det er A og Ø, det første og det sidste. Uden Penge er man i dette vort kristelige Samfund intet mere end Støvet paa Vejen. Og Samfundet er rørende liberalt i dette Spørgsmaal. For at tjene Penge kan man sælge alt, alt - indtil Kærligheden. NB. naar det sker en gros. Loven holder sin stærke Haand over Kærlighed - en gros. Det er i Lovens Øjne en særdeles agtværdig Salgsvare.
Didhen er vi virkelig naaede. Det er Toppunktet af moralsk Raaddenhed. Om vi er komne hid, som H. J. mener, paa Grund af Mændenes Vane til at trævle hele Livet op i Abstraktioner, det tør jeg ikke afgøre. (Abstraktionen er Livets Negation og har sikkert gjort Udviklingen en uhyre stor Skade, men maaske spiller her ogsaa andre Faktorer ind).
Faktum er, at vi staar midt i dette Uføre, som den mandlige Abstraktionsevne ikke synes at kunne løse os ud af.
Da sker det store, at der kommer en ny Livsfaktor til; - Kvinden vaagner op til Bevidsthed om sig selv og Verden. Men dette, at hun vaagner op, vil ikke sige det samme, som at hun allerede er en Faktor i Udviklingen. Jeg synes, at her er to „Stadier paa Livets Vej”, og at Kvinden maa have Ret til at blive staaende paa det første, indtil hun er moden og stærk nok til at betræde det andet.
Men dette har H. J. overset. Hun har dømt Kvindebevægelsen efter det andet Stadiums Fordringer, imens den endnu faktisk befinder sig paa det første. Thi Kvinden er endnu kun ved at vaagne. Hun er endnu ikke helt bevidst. Hun kender ikke sit Væsens Evner, Muligheder og Begrændsning. Hun har endnu et stort Arbejde for sig med at klare sit Jeg frem af Aartusinders Væv af Fordomme og Mandfolkeabstraktioner. Hun er endnu kun den halvgærede Most, og af den har man ikke Ret til at forlange den ædle Vin.
Men paa dette Stadium ligger det nær at begaa en stor Fejl, og Helga Johansens Vækkelsesraab er her til Nytte.
For at finde sig selv, maa man gaa ind i sig selv, i sit Væsens skjulte Dybder, maa man søge først og fremmest at finde det centrale Punkt. Men i Stedet for at gøre dette til Gavns, taber vi Tiden med at sammenligne vore Evner med Mændenes. Dette er et Misgreb, der kan føre hele Bevægelsen ind i et forkert Spor. Og før det lykkes os at finde vort jeg paa det rigtige Sted, vil vi aldrig komme ud over det første Stadium, aldrig blive en Livsfaktor i Udviklingens Tjeneste.
Men hvad er da det centrale i Kvindens Væsen? Ejer vi virkelig noget, der er absolut ejendommeligt for os, noget der muligvis kan blive det faste Punkt, ud fra hvilket Verdensudviklingen kan bevæges ind i nye Spor? Hvis saa er, maa det som H. J. bemærker, være noget, der kan tjene til Modvægt mod Abstraktionsuvæsenet. Det maa altsaa være en Kraft, en Livets Kraft. Men hvad er det?
Saa vidt jeg kan se, er der kun en eneste Evne, der er saa oprindelig i vor Natur, at tusinde Aar af Nedværdigelse ikke har mægtet at forkue eller forkvakle den.
Det er den Strøm af Kræfter, der ustanselig vælder frem fra Livets dybe Kilde, hvis Renhed ikke forplumres, hvis Styrke ikke svækkes, der er rettet paa de svage i Livet, der kun forlanger at kunne oprette, hjælpe, fremelske det gode, der er stærk i Selvhengivelse, Selvforsagelse, Tro - Moderligheden.
At dette er Kvindenaturens dybeste Trang og Evne turde vel ingen kunne bestride, og at dette er den ny Kraft Udviklingen behøver, synes alt at tyde paa.
Men dette er jo ikke noget nyt, indvender man maaske. Naar Kvinden hidindtil har gjort en Indsats i Livet, har det jo netop været ved Moderligheden.
Vel, men der er dog en stor Forskel. Vi har endnu et stort Skridt frem at gøre.
Moderligheden har til nu ligget i det ubevidste; nu først er den i Færd med at arbejde sig frem i Bevidsthedens klare Lys. Den skal nu lære at udvide sig fra den enkelte til Samfundet, til Menneskeheden; Abstraktionernes tørre, ubarmhjertige Verden, der har kulmineret i Nietsches Overmenneske, skal forsvinde som en Damp for Livets stadig sig fornyende Kraft.
Thi Kvindebevægelsen har ikke sit Maal i sig selv. Hvis saa var vilde den være dødsdømt fra Fødselen af. Den er ikke, som mange mener, udelukkende en Kamp for Brødet - om dette ogsaa er en saare vigtig Side af Sagen -; den er først og sidst en Kamp for Personlighedens fri Udvikling fra det ubevidste til de bevidste, og dens Maal maa være med de frigjorte Kræfter at gøre en Indsats i Udviklingen til alles bedste - en Indsats af noget, der ikke kan tilføres den af et Samfund, der er „præget af mandlige Evner”.
Jeg synes, at dette maa være Meningen.
