« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Erhvervslivet
Woman and Economics
af Charlotte Perkins Stetson. (Sluttet.)
Saa meget har vi naaet, at vi ved, Kvinden kan tænke og arbejde saa godt som en Mand. Der er ikke mere noget, der hedder en kvindelig Hjerne, saa lidt, som man kan tale om en kvindelig Lever. Men ikke desto mindre maa Kvinderne gøre sig klart, at de har at kæmpe mod Fortidens Synder, mod det smaalige, snevre, lave, ikke blot hos de Kvinder, som af Uvidenhed og Fordom, stiller sig imod Fremskridtet, men ogsaa hos deres Arbejdsfæller, ja hos dem selv. Det er Manden, som for Tiden bærer Byrden. Ikke blot gør han hele det store Verdensarbejde, han gør ogsaa Faderens og det halve af Moderens Arbejde. Vel smigrer Kvinderne sig med, at det er dem, som ofrer sig for Mand og Børn, men denne Teori har, naar man ser den efter i Sømmene, ikke meget paa sig. Ganske vist burde og kunde Moderen være Verdens bærende Kraft; men hun maa dømmes efter Resultatet af sit Arbejde; og det er ikke glimrende. Kun den Moder har gjort sin Pligt, som efterlader sig Børn, der er stærkere, bedre, lykkeligere end hun selv. Men hvorledes ser det nu ud? Er ikke Mennesket „det sygeste af alle Dyr”?
Vel er der sket Fremskridt i Opdragelsen, men det er hovedsagelig Mænd eller ugifte Kvinder, som disse skyldes. Det er falsk, at Moderen gavner Hjem og Børn ved at anvende al sin Tid paa dem. Hun kan slet ikke nu om Stunder opdrage dem uden Hjælp ude fra; ja, man kan sige, at et Barn er bedre stillet midt i en stor, moderne By uden Familie end i Afrikas Indre, omringet af Forældre og Søskende (?).
Ogsaa i Ægteskabet kommer Kvinden til kort. To Mennesker, der mødes i ung Elskov, tror, at de skal leve Livet sammen, men hvor sørgeligt maa de ikke under Samlivet slaa af paa dette Ideal. De kan spise sammen, hvile sammen, more sig sammen. Men Liv er Virksomhed; og arbejde sammen kan de umulig, saa længe den enes Arbejde ligger paa den højeste Plan af udviklet, menneskelig Virksomhed, den andens derimod bevæger sig i den mest primitive Gænge. Det er en daarlig Ordning, der anbringer Kupido i Køkkenet. Lad os komme bort fra den, lad os faa en ny Amor i Stedet for den pluskæbede, forspiste Dreng, vi har set paa saa længe!
Vi gaar en bedre Fremtid i Møde for Ægteskabet. Men Ægteskabet er ikke ensbetydende med Familien. Den sidste, er paa Retur og har været det siden Patriarkernes Dage. Vi indrømmer gerne, at det er Kvindens særlige Opgave, som det er hendes højeste Lyst, at skabe et Hjem. Men Hjemmet er heller ikke uopløselig knyttet til Ægtestanden. Vi trænger til bedre, mere hjemlige Hjem og til flere Hjem, Hjem ogsaa for de ugifte; men Samlivet i Hjemmet maa ikke være afhængigt af en
Borddug. Kvindens Opgave i Hjemmet maa ikke bero paa, om hun som nu kan være Kokke-, Barne-, Stue- og Kammerpige paa samme Tid som Selskabsdame og Lærerinde. Dette fører til, at hun er ingenting, gør ingenting, kan ingenting, ikke en Gang koge en Gryde Grød saaledes, at den er værd at spise.
En af Forfatterens Yndlingsideer er, at Madlavning skal ophøjes til en Kunst, som kun kan drives fagmæssigt. Herved vil vindes ikke blot et nyt Erhverv - drevet væsentligt af Kvinder -, men ogsaa det, at den nu saa stærkt individualiserede Smag, som ikke er andet end en slet Vane, vil vige Pladsen for en mere enkel og rationel Levemaade. Man vil spise og drikke mindre - noget, der jo nok kan tiltrænges, - men bedre, sundere. Ogsaa Hjemmets Udstyr maa være simplere. Den økonomisk afhængige Kvinde sætter al sin Energi ind paa at udsmykke sit simple Bur. Ligesom en Plante i en altfor lille Potte skyder sine Rødder ud i en sammenfiltret Masse, har hun ophobet nyttige og unyttige Ting mellem hinanden i Hjemmet og tilbringer sin Tid med at holde dem rene. „Manden, som vokser og udvikler sig med sin Samtids store Vækst, kommer hjem og indstiller sig til den Smaapassiar og det Smaaskænderi eller til det forførende materielle Velvære, som venter ham der, med en Følelse af at nedlade sig. Hjemmet er behageligt nok, det tiltaler alle Sanser, det holdes varmt, hyggeligt og smukt for at passe for den svagere og aandelig mindre Skabning, som er henvist til altid at opholde sig der. Det bliver endogsaa betragtet som rosværdigt, naar en Mand over alt andet elsker og priser det med dets ventende Morgensko og Aviser, dets muntre Ild og gode Aftensbord, dets bløde Seng og rene Klæder.”
Ogsaa Barneplejen vil lægges i Hænderne paa faglærte Plejersker i Stedet for Moderen. Barnet vil da blive bedre passet, og det vil ikke længer være udsat for den Forkælelse som nu. Det vil ikke som nu vænnes til at se sig selv som Verdens Midtpunkt; men allerede fra Vuggen vil det lære at indordne sig i Verdenslivet som een iblandt mange. Det vil blive bedre udviklet legemlig og aandelig. Vi kan præke saa meget vi vil for Børn om at elske sin Næste. Saa længe de ser alting i Hjemmet samle sig om eet enkelt Menneskes - oftest Moderens - personlige Velvære, saa længe de seer een Person - Faderen - lægge sin bedste Kraft ind i Arbejdet for Familien med Udelukkelse af andre vigtige Interesser, vil al Præken være forgæves. Ordet Pligt har i vore Dage en Betydning, som gaar ud over den tidligere individualistiske Opfattelse. Det betyder først og fremmest Troskab mod sit Arbejde. Ingeniøren, der hellere dør, end han forlader sin Maskine, naar hans Passagerers Liv er i Fare, Diplomaten, der underkaster sig Tortur, før han la sig fratage Nøglen til sin Cifferskrift, det er vore Dages Tro tjenere og Riddere uden Frygt og Dadel. Men de opfostres ikke i et Hjem, hvor Familieegoismen hersker.
Forfatteren er efter eget Sigende ikke Kooperist; hun vil til Ordningen af de ny Hjem kun benytte alle Nutidens praktiske Hjælpemidler. Køkkenet og Barnekammeret skal forsvinde fra Hjemmet og med dem en god Del Fedt og Smuds. I Byen lader dette sig let ordne, i Forstæderne vil hun have lukkede Gange, der fra Husene fører ud til Madstederne. Hvorledes man skal indrette sig paa Landet, taler hun ikke om. Men ikke med Urette bemærker hun, at det maa blive Fremtidens, ikke hendes Sag at klare de praktiske Vanskeligheder. Som en Fordel fremhæver hun det, at man vil kunne undgaa at have fremmede Mennesker - Tyende - omkring sig.
Man vil faa Tid til at dyrke en Selskabelighed, der giver langt mere aandeligt Udbytte end den nuværende, som mest afhænger af Mad og Drikke. Lige vil søge lige, man vil udvikle Venskab - som nu næsten er forbeholdt Mændene -, Kammeratskab, Fællesskab i Arbejde og Interesser. Bogen slutter med en Række sindrige Bemærkninger om Arvelighed, navnlig om det uheldsvangre for Børnene ved at tage Arv efter to Mennesker, der er saa forskelligt udviklede, som det nu for det meste er Tilfældet med Forældrene.
Naar man samler Indtrykket af Mrs. Stetsons Bog, kan man ikke godt undgaa at beundre den Kraft og Konsekvens, hvormed hun gennemfører sin Betragtning, og det rammende i hendes Kritik af det bestaaende. Jeg for min Del kan saa meget bedre slutte mig til denne sidste, som jeg selv ved flere Lejligheder, (saaledes i Tilskueren Februar 1897) har fremsat lignende Tanker som den, der er Grundtanken i hendes Bog: at Kvindens Udvikling i vore Dage har ført hende altfor langt bort fra det almenmenneskelige og derved gjort hende udygtig ikke blot til at deltage i Samfundslivet, men ogsaa til hendes særlige Hverv som Hustru og Moder. Der er jo heller ikke blandt vore Kvindesagsvenner herhjemme saaledes som i Sverrig fremkommet nogen Tvivl om, at det er rigtigt af Kvinderne at slaa ind paa Erhvervslivet. Svagest forekommer hendes Bevisførelse, naar hun skildrer fremtidige Forhold. Hun mener - hvad ogsaa vi andre haaber -, at Fremtidskvinden vil „elske bedre og tjene mere” end Nutidens. Men at elske sine Fagforenings- eller Klubfæller, at tjene den Fabrikant, hos hvem man arbejder, eller den Videnskab eller Kunst, man hengiver sig til, det er vel noget nyttigt og godt, noget, som vi trænger til at lære, men det er dog en tarvelig Erstatning for de mere inderlige Forhold, der udvikler sig i Hjemmene. Selv Forholdet mellem Husbond og Tyende kan yde mere af Varme og Hjertelighed; det er et ægte menneskeligt Forhold, vi ikke skal ønske ud af Verden, selv om vi skal bort fra den middelalderlige Uskik, at et enkelt Menneske har en hel Hærskare af tjenende Aander om sig. Det er jo allerede nu helt anderledes end i gamle Dage, da f. Eks. Biskopperne ikke kunde rejse uden at følges af 100 Svende!
Mrs. Stetson mener, at Mødrene vil faa mere Tid til at tage sig af deres Børns Sjæleliv, naar de overlader Omsorgen for det legemlige til andre; men hun viser herved, at hun ikke forstaar sig paa smaa Børn; thi hos dem er det legemlige og sjælelige saa at sige Et; og Spiren til Karakterudviklingen plantes, idet man opdrager de rent fysiske Drifter. Det bliver da ogsaa stadig mere Skik, at Mødre selv passer deres Smaabørn i Stedet for omvendt. Angaaende dette Punkt kan jeg for øvrigt henvise til, hvad jeg for ikke længe siden skrev her i Bladet imod Fru Nina Bang, der herhjemme kæmper med megen Dygtighed for et lignende Ideal som Mrs. Stetsons.
Det er sandt, at Familien har skiftet Form og er skrumpet ind siden Abrahams Dage. Men ikke, at den kan opløses og forsvinde, mens Ægteskabet bestaar. Tvert imod tager nu ogsaa Faderen sig langt mere af Børnene end tidligere, hvilket Forf. jo selv fremhæver. Og det er Naturen selv, der byder Moderen at bære Barnet 9 Maaneder i sit Skød og lige saa længe ved sine Bryster. Dette er en Hemsko paa hendes Arbejde, som hun aldrig kan komme udenom. Der opstaar herved en Konflikt for hende, som ikke kan løses, saa lidt som den i Virkeligheden er løst af nogen af de to nævnte Forfattere.
Men lindres og lettes kan den, dels ved, at man benytter Tidens praktiske Hjælpemidler ved Husførelsen - hvortil ogsaa Sammenslutningen hører -, dels ved, at Fornødenhederne indskrænkes, at man praktiserer Kolds gode Teori: Livet maa være simpelt for at være sundt. Aarhundredets uhyre materielle Udvikling har ikke mindst præget Kvinden. Bittert er det sagt, at mens hun tidligere var Hjemmets Engel, er den moderne Dame bleven det 19. Aarhundredes Huskors! Saa meget er klart, at skal Kvinden magte de Opgaver, der stilles hende, maa hun foretage en „Umwerthung aller Werthe”.*) Hun kan ikke undvære den lille Haand, der i Modgang og Medgang søger hendes, men hun kan leve lykkelig uden fine Klæder og Nips i sine Stuer, hun kan opgive Visiter og Middagsselskaber, hun maa vælge mellem at flagre fra Bal til Bal og at fordybe sig i Studier. Hun har i Virkeligheden valgt. Dersom det bekræfter sig, hvad en tysk-amerikansk Filosof (Münsterberg) har spaaet, at det 20. Aarhundrede vil blive lige saa idealistisk som det 19. har været materialistisk, vil hun sikkert føle sig mere hjemme i det end i det foregaaende; og det vil i hvert Fald ikke blive „den ny Kvinde”, som holder Manden fangen ved Hjemmets Kødgryder.
Kirstine Frederiksen.
*) En Omvurdering af alle Værdier.
