« Tilbage til søgeresultaterne
I Skumringen
Dagens Arbejde er endt. Jeg sidder ved min Vens Side. Jeg læner mit Hoved til den, der er mit kæreste Eje i denne Verden. Jeg føler mig uudsigelig lykkelig. Og vi taler sammen - der er saa meget at sige. Tankernes Flod stiger og falder. Det er, som om hele Tidens det bundløse Hav ikke vil kunne rumme den.
Men vi taler uden Ord. Tavshedens milde Engel har bredet sine Vinger over os, og i Ly af dem taler Sjæl til Sjæl. Hvor forstyrrende, ja vanhelligt vilde ikke et Ord nu synes os, thi til Hjertets dybeste Toner findes ikke Ord. -
Min Ven bliver tagen fra mig og Aarene gaar. De lange, lange Aar gaar, og en Taage lægger sig over de dyrebare Minder. Jeg ser tilbage - alt er som en Drøm, som den skønneste Drøm, men dog - ak! - blot en Drøm. Kun eet har ikke Drømmens Farve, men Virkelighedens faste urokkelige Linier - , - Skumringstimen ved den elskedes Side, hvor vore Sjæle talede uden Ord.
Du Taabe! Det dybeste i din Kærlighed kan Du ikke udsige, og Du mener formastelig at kunne fange den Uudsigelige i Ordets Net. Men det Net er for lille, meget for lille; det naar kun til Fornuftens Grænser, ikke et Skridt videre. Du burde sige: Han er ikke der; men Du siger: Han er ikke.
Du Taabe! Ved Du, hvad et Ord er, ved Du, hvad Fornuften er? Det er den halte og den blinde, der støtter hinanden. Den ene naar ikke videre frem end den anden, og ingen af dem har endnu set Evighedsdybet i din Sjæl. Nej, lad det Klædebon dække hvad det kan - din jordiske Skrøbelighed - men læg det ned, naar Du betræder de hellige Steder. Sæt Dig saa ydmyg ved Livets Kilde, lad Skumringen sænke sig over Dig, og lyt til de uudsigelige Toner. Der vil Du finde Virkeligheden, den eneste, der virkelig er.
