Teateroversigt.
Det kgl. Teater.
Gustav Esmanns nye Lystspil "I Provinsen" blev omsider opført den 23de Oktober. Det satiriserer fornøjelig over Livet i en lille Provinsby, hvor Modsætningerne mellem det borgerlige og militære Element brydes. En Række Typer - for største Parten komiske - føres forbi Tilskuerne; Scene vexler med Scene uden at staa i nogen lovbunden Forbindelse med hinanden, og naar Stykket er endt, har man en Fornemmelse af at have set Nutidsprovinsliv i Danmark passere sig forbi i kalejdoskopisk Skikkelse.
"I Provinsen" er kemisk blottet for Intrige. En ung Mand fra København, der er bleven ansat som Intendant i den lille By, forelsker sig strax i første Akt i en ung Hovedstadsdame, som samtidig med ham er ankommen til Byen. I sidste Akt faar han endelig Mod til at fri til hende, og da de to har faaet hinanden, er Stykket endt. Esmanns Fejlgreb er det, at han ikke har lagt en Intrige ind i sit Lystspil. Et Teaterpublikum forlanger Spænding, fremfor alt Spænding. Vittige Indfald, komiske Figurer, Bryllupsgilder og Fugleskydning - alt det kan være godt nok, men opvejer dog ikke en kunstig slynget Intrige, en Konflikt, der løses i sidste Akt, Havde Esmann opfundet blot en ganske lille Intrige, var "I Provinsen" blevet den Succes, det nu ikke tilfulde blev, men som det virkelig havde fortjent at blive. Dialogen gnistrer af vittige Indfald, og der fremføres et rigt, om end ikke nyt, Galleri af komiske Figurer, som hyppig er tegnede med frodigt Lune. "I Provinsen" er en harmløs Komedie i Hostrups Stil med mange Betingelser for at kunne tiltale de 600 Tanter i Balkonen og 1000 Grosserer i Parkettet, som - efter Drachmanns Udtalelse i "Forskrevet"
- vaager over den danske dramatiske Literatur.
Iscenesættelsen var for tredje Akts vedkommende mesterlig. Bryllupsgildet paa Raadhuset ligefrem illuderede. Derimod var fjerde Akt noget stedmoderlig behandlet fra Sceneinstruktørens Haand, en Omstændighed, der bidrog sit til den matte Stemning efter Tæppets Fald. Udførelsen kunde ikke have været bedre; Skuespillerne havde faaet Roller, som var ganske efter deres Smag og ikke stillede store Fordringer til deres Opfindsomhed. Mageløse var Hr. Schram og Fru Phister som Ægteparret Busse; Fru Blochs fynsktalende Rasmine henrev med Rette Publikum til enthusiastisk Bifald; Hr Olaf Poulsen som den stivbenede Oberst, Hr. E. Poulsen som den godmodige Ritmester. Hr. Zangenberg som den blaserede Intendant og Fru Emma Nielsen som den indtagende Københavnerinde ydede allesammen godt Komediespil. "I Provinsen" vil sikkert i længere Tid hævde sin Plads paa Repertoiret.
Det var en god Idé, Teatret havde, da det besluttede at genopføre J. P. E. Hartmanns henrivende Opera "Liden Kirsten", der forøvrig altid burde holdes paa Repertoiret som Repræsentant for Hartmanns Tonedigtning. Den rammer en Fylde af herlige Melodier, ægte danske i Farve, og uforglemmelige, naar man én Gang har hørt dem. Man kan kun undres over, at H. C. Andersens flade, poesiforladte Text har kunnet inspirere Komponisten til saa vidunderlige Toner. Den Udførelse, som for Tiden bydes, er Værket fuldtud værdig. Hr. Fr. Brun synger Sverkel tilforladelig og dygtig, skønt man skulde tro, at hans Heltetenor ikke egnede sig for dette lyriske Elskerparti. Baade Fru Keller og Frk. Rothe har sunget Liden Kirsten, og da de begge sang Partiet med Smag og Inderlighed, er det vanskelig at sige, hvem man skal foretrække. Frk. Skytts dybe Stemme fik rig Lejlighed til at udfolde sig i Moer Ingeborgs Parti, og med Fornøjelse genhørte man i Etles Parti Frk. Regina Nielsens fine Sopran. Hr. Christophersen var baade fra Spillets og Sangens Side uheldig som Narren. Korene og ikke mindst de livlige Danse i anden Akt gik med stor Præcision. "Liden Kirsten" og "Tilfældet har Ret", som opføres sammen, er i det hele en saa fornøjelig Forestilling, at man ikke kan undres over, at den stadig samler fuldt Hus.
