« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Livegenskabens Tid
(Af Fyrst Krapotkins : En Anarkists Erindringer.)
Vor bedste Tid var selvfølgelig om Sommeren ude paa Landet. Saasnart Paaske og Pinse var overstaaet, samlede alle vore Tanker sig om Nikolskoye, Imidlertid gik Dagene - Liljerne var vistnok allerede afblomstrede derude - og Fader havde endnu tusinde Forretninger, der holdt ham tilbage i Byen. Endelig indtraf der en Dag fem eller seks Bøndervogne, for at hente de forskellige Ting, vi skulde have med til Godset. Den store Rejsekaret og de andre Vogne, som vi skulde bruge paa Rejsen, blev trukne frem og underkastede en Mønstring. Man begyndte at pakke Kufferterne. Lektierne gjorde nu kun smaa Fremskridt: hvert Øjeblik afbrød vi vore Lærere med Spørgsmaal, om vi skulde have den og den Bog med, og længe før nogen anden havde begyndt at pakke, havde vi lagt vore Bøger, vore Tavler og det Legetøj, vi selv lavede, ned.
En skøn Dag er endeligt alt parat. Bøndervognene staar fuldt læssede med Møbler, med Kasser, som indeholder Køkkentøjet og de næsten utallige Syltetøjskrukker og Glas, som om Efteraaret bringes fyldte tilbage. Hver Morgen venter Bønderne i timevis ude i Hallen, men Marchordren kommer stadig ikke. Fader bliver ved at skrive hele Dagen og om Aftenen forlader han Huset. Endelig bestemmer Stedmoder sig til at skride ind, efter at hendes Kammerpige har taget Mod til sig og sagt hende, at Bønderne var længselsfulde efter at komme afsted, fordi Høhøsten stod for Døren. Næste Dag efter Middag kaldes Frol, Hushovmesteren, og Mikael, Aléeff - første Violinen - ind i Faders Værelse. Frol faar en Sæk Penge til Forplejningen undervejs, et Par Kobbermønter pr. Dag for hver enkelt af de halv Hundrede „Sjæle”, der skal ledsage Familien til Nikolskoye, samt en Liste med nøjagtig Fortegnelse over hver enkelts Navn, Orkestret, Over- og Underkokke, Vaskekonerne, hvoraf den ene havde en talrig Familie, alle var nævnt. Første Violin fik Marchordren. Jeg kendte dens Indhold, fordi Fader, da han. mærkede, han ikke blev færdig, havde ladet mig afskrive den i den tykke Bog, hvori han kopierede alle „afgaaede Breve og Papirer”, og den lød saaledes:
„Til min Hustjener, Mikael Aléeff, fra Fyrst Alexei Petrovich Krapotkin, Oberst og General.
Jeg befaler dig d. 29. Maj Kl. 6 Morgen at drage afsted fra Moskov med mine Flyttelæs til mit Gods, Nikolskye beliggende i Gouvemementet Kaluga, Distrikt Meschevsk, ved Sirena-Floden, en Strækning, der udgør et Hundrede og tredsindstyve Mile fra dette Hus, og at vaage over, at Folkene, der stilles under dit Tilsyn, opfører sig vel, og at, hvis nogen af dem gør sig skyldig i Ulydighed, i at drikke sig fuld eller i en anden Forseelse, du da bringer ham til Opsynsmanden for Garnisonsfængslet med samt vedlagte Skrivelse, efter hvilken den deri nævnte Mand har at blive pisket, som et Eksempel for de andre (Førsteviolinen vidste godt, hvilken Mand der var nævnt).
„Endvidere befaler jeg dig at drage Omsorg for det Gods, der betroes Dig, og at marchere efter følgende Plan: Første Dag Ophold i Landsbyen N. N. for, at fodre Hestene, næste Dag tilbringes Natten i Byen Podolsk - - ”. Saaledes blev det ved med en nøjagtig Optegnelse for de syv, otte Dage Rejsen vilde vare. Næste Dag Kl. 10, i Stedet for Kl. 6, forlod Vognene Gaarden - Punklighed er just ingen russisk Dyd. „Gudskelov vi er ikke Tyskere”, plejer den ægte Russer at sige. Tjenestefolkene skulde gøre Vejen til Fods, medens man for Børnene fandt Plads i en Balje eller en Kurv, og nogle enkelte af Kvinderne saa deres Snit til at finde sig et Sæde paa Kanten af en Vogn. Saa længe man endnu var i Moskov, herskede der den strengeste Disciplin, det var absolut forbudt at bære Kravestøvler eller Bælte uden paa Kappen; men saa snart som man var kommen ud paa Landevejen, forandredes Scenen, og naar vi, nogle Dage senere, indhentede Toget, særlig naar de vidste, at Fader ikke var med, lignede de mere en Flok Zigeunere end en rig Adelsmands Husfolk. Mænd og Kvinder var da klædt i de mærkeligste Kapper, ombundne med brogede Bomulds Tørklæder, brændte af Solen eller dryppende af Regnen og stavrende tungt fremad, støttende sig til tykke Knortekæppe, som de havde skaaret i Skoven. Saadanne Karavaner udsendtes dengang fra enhver Adelsmands Hus, og naar vi undervejs mødte et lignende Tog, vidste vi straks, at nu flyttede den og den af vore Venner paa Landet.
Flyttelæssene var altsaa kørte; men Familien selv var endnu tilbage. Vi var syge af Utaalmodighed,; men Fader vedblev at skrive endeløse Ordrer, til de forskellige Opsynsmænd paa Godserne, og jeg afskrev flittigt i den store, tykke Bog.
Endelig blev der givet Befaling til Afrejsen. Vi blev alle kaldt ned i Forstuen. Fader læste Marchordren højt; den var adresseret til „Fyrstinde Krapotkin, gift med Fyrst Alexei Petrovich Krapotkin, Oberst og General”, og indeholdt en nøjagtig Beskrivelse af de Steder, hvor vi, de 5 Dage Rejsen varede, skulde bede. Ordren var udstedt den 30te Maj Kl. 9 Morgen, men da Maj forlængst var forbi, og Afrejsen fandt Sted om Eftermiddagen, skulde man tro, det maatte bringe nogen. Forvirring i Beregningerne. Imidlertid havde Fader som klog General forudset, at der kunde komme „uventede Forhindringer”, og i den Anledning vedføjet følgende Paragraf: Hvis, imod Forventning, Deres Højheds Afrejse ikke skulde finde Sted paa nævnte Dag og Time, anmoder jeg Dem om at handle efter bedste Skøn for at bringe bemeldte Rejse til en lykkelig Afslutning”.
Efter Oplæsningen tog alle Tilstedeværende, Herskab og Tjenere, Plads et Øjeblik, gjorde Korsets Tegn for sig og tog saa Afsked med Fader.
”Alexis, jeg beder Dig saa inderligt, gaa ikke i Klubben”, hviskede vor Stedmoder til Fader. Foran Døren holdt den store Rejsevogn forspændt med fire Heste, Postillonen sad paa Bukken, og den lille Stige til at klappe sammen, var stillet op ad den for at man kunde klatre op til sin Plads; de øvrige Vogne holdt bagved. I Marchordren var hver enkelts Plads betegnet, men da Stedmoder havde Fuldmagt til at handle efter bedste Skøn, selv paa hint første Stadium af Rejsen, foregik Ordningen altid til alles Tilfredshed.
Rejsen var en fortsat Kilde til bestandige Glæder for os Børn. Stationerne var korte, og vi standsede to Gange daglig for at fodre Hestene. Kvinderne hvinede ved hver mindste Heldning, Vognen gjorde, og Stedmoder fandt det af den Grund mere passende, at vi alle steg af Vognene, hver Gang det gik op eller ned ad Bakke. Dette hændte ofte, og vi Drenge benyttede os af Anledningen og gjorde Afstikkere ind i Skoven eller langs en krystalklar Bæks Løb. Den vel vedligeholdte Kongevej fra Moskow til Varschau, som vi fulgte paa en lang Strækning, var rig paa Ting, som vakte vor Opmærksomhed. Der kom lange Tog af tungt belæssede Vogne, med Folk fra alle Dele af Landet og hele Karavaner af Pilgrimme. To Gange gjorde vi 0phold i store, menneskefyldte Lands byer, og efter megen Prutten om Prisen for Foder til Hestene og Samovarene til os, steg vi af Vognene foran Porten til Gæstgivergaarden. Kokken Andrei købte en Høne og kogte Suppen, medens vi Børn i Mellemtiden legede i den nærliggende Skov eller undersøgte hver Genstand i den store Gaardsplads. - - -
Livegenskabet var dengang paa det sidste Stadium af sin Tilværelse. Det er en Institution, som endnu hører til den nyere Tids Historie - ja synes kun at være som fra i Gaar - og dog, hvor faa, endog i Rusland selv ved, hvad Livegenskabet var. Man har en ubestemt Følelse af, at de Forhold, det affødte, var meget sørgelige; men hvorledes disse Forhold aandeligt og legemligt ødelagde menneskelige Væsener, forstaas i Almindelighed ikke. Det er ligefrem forbavsende at se, hvor hurtigt en Institution og dens sociale Følger glemmes, saa snart den ophører at Være Institution, og hvor hurtigt Mennesker og Ting bliver helt anderledes. Jeg vil forsøge at fremmane Forholdene under Livegenskabet, ikke ved at fortælle, hvad jeg har hørt, men hvad jeg selv har set.
Uliana, vor Husbestyrerinde, staar bleg og skælvende i Gangen, der fører til Faders Værelse, hun korser sig og vover ikke at gaa hverken frem eller tilbage. Endelig mumler hun en Bøn og gaar ind; med næppe hørlig Stemme meddeler hun, at Te-Forraadet er ved at slippe op, at der kun er nogle og tyve Pund Sukker tilbage, og at der heller ikke er meget af de andre Fødevarer.
Far springer op og raaber vredt: „Tyve og Røvere er de alle! Du staar i Ledtog med dem!” Hans Stemme genlyder over hele Huset. Stedmoder har lukket sig inde for at lade Uliana alene besværge Stormen; men Fader raaber højt: „Frol, gaa og hent Fyrstinden, hvor er hun henne?” og da Moder kommer, overfalder han hende med de samme Bebrejdelser. „Ogsaa du er i Ledtog med denne Kains Yngel,” skriger han hende i Møde, „thi det er dig, der skal passe paa dem”. Saaledes bliver han ved en halv Timestid; saa begynder han at ville bevise sine Paastandes Rigtighed, og kommer derved blandt andet til at tænke paa Høet. Frol bliver sendt ud for at veje, hvad der er tilbage, og Stedmoder maa følge med for at kontrollere Vejningen; imens sætter Far sig til at udregne, hvor meget der endnu skal være i Laden. Det viser sig, at der mangler et betydelig Kvantum Hø, og Uliana kan ikke gøre Regnskab for flere Pund Sukker og adskillige andre Ting. Faders Stemme bliver stadig mere truende, og Uliana ryster som et Espeløv, saa træder Kusken ind i Stuen, Fader springer løs paa ham og begynder at slaa ham; men han vedbliver at gentage: „Deres Højhed maa have regnet forkert!”
Fader sætter sig atter til at,regne og kommer pludselig til det Resultat, at der er mere Hø i Laden, end der skal være. Skænderiet begynder forfra, nu bebrejder han Kusken, at Hestene ikke har faaet deres fulde daglige Ration; men Kusken paakalder alle Helgene for at bevidne, at han har givet Dyrene hvad de skulde have, og Frol paakalder den hellige Jomfru for at vidne med Kusken.