"Eine alte Geschichte".
Skitse
Fortsat.
Og, som om hun virkelig havde staaet dér og kaldt paa ham, sprang han pludselig op og klædte sig paa i en Fart; og medens han badede sine Øjne og sin Pande med det friske Vand, medens han af og til stod ganske stille, nynnede og bevægede Hovedet i Takt dertil, tænkte han paa, hvor let og smidig hun kastede Ringen, hvor hurtig og behændig hun paa sine bitte Fødder i de smaa, moderne, drengeagtige Sko var sprunget over Grøften, let og sikkert som en Gemse, havde hentet Ringen og kastet den, endnu før han netop i sin Iver saa klodset var naat derhen, hvor han gled med den ene Fod og fik Grøftevand stænket op paa sine ny lysegraa. Hvor havde hun ikke lét overgivent og uforbeholdent over hans Kejtethed, hans Rødme og ærgerlige Forlegenhed.
Og hvor tidt var han ikke fra Stengærdet klatret op i det store Piletræ, hvor Ringene saa ofte blev hængende; hvor havde han ikke arbejdet for at faa dem ned igen, medens Adele stod nedenfor og afvexlende lo og skreg af Ængstelse og ikke var rigtig rolig, før hun havde ham nede hos sig igen. Hvor mange Gange havde de ikke gaaet dernede paa den grusbelagte Plæne og spillet Kroket, undertiden i den mest blændende, stikkende, smæltende Sol, undertiden i øsende Regnvejr med Paraplyer over Hovedet.
Med ét fik han en Idé. Han tog et Lommespejl frem, men faldt derpaa i Tanker og blev staaende og stirrede paa den malede Side. Saa opdagede han sin Fejltagelse, vendte det og saa sig meget opmærksomt deri. Det var rigtignok knækket paa to Steder, saa at han kun i meget smaa Partier ad Gangen kunde faa sig selv at se; men hvad han saa, lod intet tilbage at ønske: kraftigt og lokket, kastanjebrunt Haar, en smukt formet Pande, et Par straalende og varme, brune Øjne og et kækt, lille, lysebrunt Overskæg. Idet han smilede over denne Selvmønstring, lynede en Række friske, hvide Tænder frem. Han nikkede til sig selv og mente, at han var dog i Grunden ikke saa ilde.
Men saa fik han pludselig en voldsom Hjærtebanken, han blev ganske bleg og rystede paa Hænderne; der kom en underlig Uro over ham. Gud véd, saadan maatte vist en ung Mand være til Mode paa sin Forlovelsesdag; og i Dag maatte han sige hende det; han kunde ikke vente længere.
Han længtes efter at komme ud i Luften, tog sin Hat og slentrede ned i Haven. Han gik henimod Lysthuset; aa, der laa jo hans Kappe fra den foregaaende Dag; mon den var bleven vaad af Natteduggen? Han følte paa den; nej, Solen havde nok tørret den igen. Lysthuset bestod af Sparreværk, hvorom Vedbend slyngede sig; 2 store Jasminbuske strøde deres Mangfoldighed af sarte, duftende Blomster over det tætte grønne. Det havde fire Rum, han gik ind i ét af dem, hvor Solen ikke skinnede ind.
Fortsættes
