« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelige Arbejdere i Spanien
Af Mary Cameron i Woman’s Industrial News.
Naar man vil tale om Arbejdernes Stilling i Spanien, maa man ikke glemme den store Forskel, der er imellem deres Livsvilkaar og dem, under hvilke vore engelske Arbejdere lever. Denne Forskel er større end i noget andet europæisk Land, og giver Anledning til mange Misforstaaelser hos dem, der kun ser overfladisk paa Tingene.
Efter et tre Aars Ophold i Spanien, i hvilken Tid jeg udelukkende levede blandt Landets Børn og i hele Maaneder hverken saa et engelsk Ansigt eller hørte et Ord af mit eget Sprog, har jeg maattet vende op og ned paa Størsteparten af de Meninger, som jeg havde erhvervet mig under mit første Ophold i Landet. Dette viser, hvor lidet Værd man kan tillægge Domme, grundede paa nogle faa Ugers Ophold, og som dog ofte opstilles som afgørende, fordi Forfatterne „har været der og selv set det altsammen.”
Det er den letteste Ting af Verden at misforstaa, hvad man ser, naar man ikke faar fat paa de ledende Grundsætninger for Livet omkring en Man maa til at begyndes med, huske paa, at Spanien endnu ikke er kommen ud af den patriarkalske Lenstidsalder og kommen ind i Handelstidsalderen.
I Teorien, og i nogle faa større Byer praktisk, har Handelstidens Aand begyndt at arbejde; men i de udstrakte Distrikter, der endnu er uberørte af Jernbaner og af Handelsforetagender, lever endnu alle en tidligere Civilisations Sædvaner og Grundsætninger. En af Følgerne af denne Tingenes Tilstand er: stadig Beskæftigelse for Arbejderne og Ansvarlighed for Arbejdsgiverne; og naar man tager Lønspørgsmaalet under Overvejelse, maa disse to Faktorer tages med i alle Beregninger, thi Arbejdets Usikkerhed er noget af det haardeste for vor Tids Lønarbejder. Pludselig at blive berøvet sin ugentlige Indtægt i Sygdomstilfælde eller under den ublide Aarstid er manges Skæbne under det moderne Fabrikssystem.
En anden Kløft imellem spanske og engelske Arbejderes Krav viser sig de Fordringer, der stilles til de daglige Nødvendighedsartikler. I Spanien er Kødspiser (af Hensyn til Klimaet) ikke alene unødvendige, men i en stor Del af Aaret, skadelige, og da man kan faa en stor Mængde forskellige Frugter og Grøntsager blot for Ulejligheden ved at plukke dem, bliver Omkostningerne ved at leve umaadelig reducerede. En af mine Venner byggede sig et Hus og gav en Middag for Arbejderne, da det var færdigt; Folkene saa saa sunde ud, som man kunde ønske sig det, og dog havde kun en af dem smagt Kød før.
Af disse Grunde vil jeg afholde mig fra at give Oplysninger angaaende Lønnen i Spanien, da disse kun vilde vildlede.
Jeg vil indskrænke mig til de Kendsgerninger og Smaabegivenheder, som jeg selv virkelig fik Lejlighed til at iagttage, og som jeg haaber kan være til Gavn for hvem, der ønsker at danne sig et videre Syn paa Sagen.
I Spanien er vort Samfunds strenge Klasseinddeling ukendt. Alle Klasser af Befolkningen kommer i nær Berøring med hverandre, og Udlændinge forstaar næppe, hvilken Styrke dette vil kunne blive for Spanien i Nødens Time.
Jeg boede hos to Landejendomsbesiddere (den ene i det nordlige, den anden i det sydlige Spanien) i mange Maaneder; naar Bønderne kom for at tale med Ejerne om et eller andet spadserede de begge Steder lige ind i Værelset, hvor Familien sad, bukkede høfligt for Damerne og tog saa ganske simpelt og naturligt Plads. Hvis de, hvad der ofte hændte, kom ved Middagstid, kom de alligevel ind og blev budt Plades ved Bordet, hvad de dog altid afslog med en alvorsfuld Høflighed. Det interesserede mig at se disse mørke Arbejdere i deres Lædergamascher og Lædersandaler sidde
fuldstændig utvungent blandt det velklædte Selskab; naar Forretningerne var afgjorte med Herren, deltog de i den almindelige Samtale i et Par Minutter før de rejste sig og gjorde deres anstandsfulde, Buk, idet de gik bort. Da jeg fortalte mine Værter, at man i England vilde lade saadanne Mænd vente i Køkkenet eller i Forstuen, indtil Herren gik ud for at tale med dem, lo de og sagde : „Vi vilde ikke finde dem der, om vi bar os saaledes ad; vore spanske Bønder vilde gøre kort omkring og gaa lige ud af Huset for aldrig at komme tilbage.
Forholdet mellem Herre, Frue og Tyende er lige saa patriarkalsk, det betragtes ikke som en Naadeshandling, men som en simpel Pligt at sørge for gamle eller syge Tjenestefolk. Barnepiger og Lærerinder bliver aldrig afskedigede, hvis de en Gang har slaaet sig til Ro og har opdraget de Børn, der er overgivne til deres Varetægt. Naar disse er voksne, og man ikke længer behøver deres
Tjeneste, kan de, om de ønsker det, blive i Huset som Medlem af Familien.
De brændende Spørgsmaal angaaende Kvinders og unge Pigers Beskæftigelse, som forvirrer vore Lovgivere, eksisterer enten slet ikke i Spanien eller viser sig netop kun i de faa Handelscentrer. Kvinder spiller ingen Rolle i den industrielle Kappestrid.
Den hyppigt beskrevne Cigaretfabrik i Sevilla, som tilhører Regeringen, anvender det største Antal Kvinder, og en Anekdote vil vise den uhyre Forskel, der er mellem spanske og engelske kvindelige Arbejdere.
Fra Begyndelsen af har det været Skik, at Mødrene bragte deres spæde Børn med til Fabrikkerne og gav dem Die i Hviletiderne; for nogen Tid siden ønskede Myndighederne at fremtvinge en strengere Disciplin og forbød Mødrene at tage Børnene med. Øjeblikkelig gjorde alle de kvindelige Arbejdere Strejke og blev borte, indtil den utaalelige Ordre blev tilbagekaldt, hvilket skete meget hurtigt.
Man tænke sig en Strejke i en engelsk Fabrik af en saadan Grund! Og endnu mere urimeligt er det at forestille sig, at den kunde lykkes!
(Fortsættes.)
