« Tilbage til søgeresultaterne
Ellen Keys lifsåskådning ock verksamhet som författerinna
En undersökning af C. D. af Wirsén
(Norstedt og Sønners Forlag).
(Sluttet)
Ved Børneopdragelsen skal den ny Tid, i Følge Ellen K. først og fremmest lægge Vægt paa at indpode „Skønhedens og Forfinelsens Evangelium” og at udvikle „den sunde Egoisme”. . „Naar Individualismens Princip en Gang er bleven Kød af vort Kød, Blod af vort Blod, skal Forældre og Samfund kappes om gennem Opdragelse at danne egenartede Væsener og det med lige saa stor en Iver, som de nu kappes om at danne sædelige.” Egenartede og skønne, det er Maalet, og Skønheden er paa ingen Maade, som man jo maaske kunde forudsætte, af ideel Natur. Ellen K. siger herom: „den, som i vor Tid har fundet en smuk Form for en Bajerflaske, turde have gjort mere for Kulturen, end den, der bekoster en Nordpolsekspedition”. „ Skønhedens Religion skal en Gang eje Jorden”, og den har allerede nu sine Bekendere, „for hvem alle etiske Værdier ere forvandlede”. For disse findes kun een Pligt - Pligten at være skøn, og Begrebet kan neppe have noget etisk Element, da Ellen K. jo bekæmper det konventionelle i al Moral.
Kristendommen har, „da den vendte Sindet imod Evigheden og gav Forsagelsen den højeste Plads blandt de etiske Værdier, brudt Menneskets Mod”. Nu skal disse Værdier omformes, saa at Lykken indtager Forsagelsens Plads.
Naar Individualismen skal raade, kan Lykken dog ikke blive alles Ejendom, men i følge Ellen K. behøver den det ikke og bør heller ikke bliv det. „Dannelsen, om den skal blive ret forfinet, maa reserveres for nogle faa, der med Vellyst kan nyde Afstanden fra den store Hob. „Disse Individualister vil begaa og have altid begaaet Handlinger, der umiddelbart kun have haft deres egen Lykke til Maal, og som ofte have bragt Lidelser over andre. Men middelbart kommer dog disse Menneskers Egoisme Slægten til Gode. Den herskesyge, som for sit Maal har ofret hundredtusinder af Menneskeliv, har dog middelbart fremkaldt Resultater, der i mange Slægtled har gavnet Menneskene. Geniet, der skaber for sin egen Glæde, drager Lidelse over mange Mennesker, enten derved at det i egoistisk Kulde ser dem over Hovedet, eller derved at det i det ene Øjeblik nærmer sig dem i Glød, i det andet støder dem fra sig. Men de Værker, som Geniet netop Ved sin Selvkoncentration eller inspireret af sin flygtige følelse skaber, inspirerer Menneskene i Aarhundreder efter at de enkelte, der maatte gaa under for Geniet, have ophørt at lide. Og selv om disse Menneskers store, uimodstaaelige, og glødrøde Lidenskaber ikke umiddelbart kommer Menneskeheden til Gode, saa har de dog været en umiddelbar Aabenbaring om de uhyre Dimensioner i ondt eller godt, som Menneskenaturen kan antage”.
Det store Flertal af os, der jo ikke kan blive Overmennesker, vil sikkert ikke med nogen videre Begejstring se op til disse, men Flertallet fejes til Side med den Besked, af det vilde være spildt Møje at søge at lære „Overmenneske og Dusinmenneske at forstaa hinanden.”
Hele denne Lære om Overmennesket og Dusinmenneskene, om Selvforherligelse og hensynsløs Selvhævdelse er dog ikke original. Den er af Ellen Key hentet lige ud af Nietzsche, men ikke tillæmpet med dennes Konsekvens. Nietzsche har aldrig som Ellen K. søgt at forene en ultra individualistisk Opfattelse med Socialismens Lære, hvilket ogsaa er Meningsløshed. Den „Ligevægt mellem Selviskhed og Uselviskhed”, som Ellen K. et Steds anbefaler, vil næppe have praktisk Betydning, og det saa meget mindre, som Følelsen af Skyld er ophævet.
For Originalitetens Skyld kan Mennesket nemlig „gerne beholde en Fejl, og det vælger da den Fejl, der stemmer med dets Temperament”.
Dette er „en frigjort Personlighed”, Overmennesket, for hvis Skyld de Myriader af lidende, slæbende, ulykkelige Dusinmennesker er til, de, der ikke kan hæve sig paa de andres Bekostning, men følger hinanden og den vedtagne Moral som „en Hjord af umælende Dyr”. For disse er „Slavemoralen” god nok. Ærbødighed, Beskedenhed, Samfundsfølelser, Maadehold, Hensynsfuldhed og Takt er i Følge Forfatterinden tit kun Fejghed. - -
Dette er i Hovedtrækkene Ellen K.s Teorier, sammenstillede i Citat fra hendes forskellige Værker. Forf. udtaler sin Beklagelse over, at det er en Kvinde, der i Sverrig er Banebryder for disse Ideer, der vil opløse alle naturlige og hellige Baand. Da de udgiver sig for at være frisindede, virker de besnærende paa den uudviklede. Men for den, der gaar til Bunds i Sagen, for den, der har Øvelse i at undersøge en Fremstillings logiske Sammenhæng, røber Ellen K.s Lære meget snart sin
Uvederhæftighed. „Der er aldrig Tale om Bevisførelse eller Undersøgelse, men det er jo ogsaa unægtelig meget lettere at udkaste Teorier end at bevise dem. Det er en Art Dilettantisme, der ved Fremstillingens Parodokser, ved den tilsyneladende storslaaede Djærvhed, ja, ved selve Sprogets Dunkelhed, virker paa ubefæstede Sjæle.
Ellen K.s Sprog udmærker sig især ved en fantastisk Dunkelhed og hendes Fremstilling ved Modsigelse. Forf. paaviser mangfoldige saadanne Modsigelser, endog i samme Afsnit, men Pladsen tillader os ikke at gaa nærmere ind herpaa. Vi opfordrer vore Læsere til selv at gøre sig bekendt med dette lille Skrift, som vi af vægtige Grunde har skænket vor Opmærksomhed. Disse Teorier
er ikke ny for os.
En god Del af vor Tids Skønliteratur er gennemsyret af dem, især af Læren om Sansernes Forherligelse og den fri Kærlighed. Det er lærerigt at se, hvorhen den Lære i sine yderste Konsekvenser leder.
Ellen Key viser os Vejen. Hun har med en ganske forbavsende Modtagelighed og Kritikløshed optaget og sammenbragt alt det i Nutiden, der ønsker at „sætte Torpedo under Arken.”
Udgangspunktet: Individets Ret, Slutningspunktet: en Ultraindividualisme, der næppe kan drives videre.
Det er ogsaa til dette Punkt, at Læren om den fri Kærlighed maa føre - trods det demokratiske Præg man søger at give den.
Først er det i Idealitetens Navn man fordrer Plads for den fri Kærlighed. Det Ægteskab, der indgaas af Beregning er usædeligt, og Ægteskabet som Institution kan let opmuntre Beregningen. Paa dette Trin betragtes Kærligheden endnu fra et ophøjet Standpunkt som Hjærtets, Sjælens, Sansernes Kærlighed i Forening, og her kan vi fuldt ud være med og fordømme det Ægteskab, der indgaas af andre Grunde.
Men Forkæmperen for den ny Kærligheds Evangelium forlader hurtigt dette høje Stade. Nu bliver det den sanselige Drift, der bliver ensbetydende med Kærlighed, og Forbindelsen mellem Mand og Kvinde bliver ene og alene bestemt af denne Drifts Varighed. Paa Naturen maa der ikke lægges Tvang, det er det næste Skridt. Driftslivet, som vi ved, er noget af det mest flydende, usikre, der er i Menneskets Væsen, er nu det, som skal bestemme over Familiens Lykke. Den, der har en lille Smule Fantasi, kan udmale for sig, hvordan det vil komme til at se ud i Fremtidens Samfund, hvis denne Lov bliver gennemført.
Dette Standpunkt er i ganske særlig Grad individualistisk og munder ud i den reneste Egoisme.
Et Menneske, der kun følger sine Sanser, kan ikke undgaa at træde andres Ret for nær, kan ikke undgaa at træde andres Lykke under Fødder. Han opdrages herved til at betragte sig selv som Overmenneske, de andre, hvem han har traadt under Fødderne, som Gennemsnitsmennesker, der kun er til for hans Skyld. Jo flere Evner, jo mere Energi der er i ham, jo farligere bliver han.
Her er vi altsaa naaet til det ultraindividualistiske Standpunkt, som Nietzche, og efter ham, Ellen Key forfægter. I sine yderste Konsekvenser staar denne Lære ved Vanviddets Grænse, og den undlod, som vi ved, heller ikke at formørke Nietzsches Hjærne for stedse.
Hos Kvinden er Driftslivet ikke saa ubestandigt som hos Manden - det vilde altsaa blive hende, der oftest vilde blive Ofret. Men haardest og mest. uretfærdigt vilde det gaa ud over Barnet. Ellen K. og Konsorter synes blot at tænke paa Barnets økonomiske Ret, og stiller derfor i Udsigt en Udbetaling af Statskassen som Erstatning for det Tab at miste den ene af sine Forældre. Men dette er et meget overfladisk Synspunkt,
Barnet har foruden dets Ret til tilstrækkelig Ernæring først og fremmest Ret til at kende begge dem der har sat det ind i Livet, og tillige til at kendes af dem, elskes af dem, opdrages af dem. Dette er Barnets uafviselige Ret. Og for Forældrene vilde saa store Livsværdier gaa tabte, hvis de frasagde sig de tilsvarende Pligter, at Skaden for Menneskehedens Vegne vilde være uoprettelig. Der vilde ikke gaa lang Tid hen, inden vi aandeligt talt, igen vilde gaa paa „alle fire”.
