« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Mein
(Fortsat).
„Naade”, stønnede hun, „jeg er skyldig, jeg fortjener Straf. Gør med mig, hvad Du vil, men Du maa ikke forvise mig fra din Nærhed. Lad mig være din Tjenerinde, din Slave! Stød mig ikke bort, Carlos! Jeg vil ofre mit Barn for dig. Ja, dersom Gud giver mig Kraft dertil, vil jeg glemme hende for at udsone min Skyld mod dig”.-
Greven lod hende ikke tale ud; han løftede hende op og kyssede hende paa Panden. Dette Tegn paa Kærlighed overvældede hende, saaledes at hun næppe kunde holde sig oprejst. Greven, som blev ved at se paa hende med et Udtryk af Ømhed, førte hende hen til en Lænestol.
„Tak, Tak!” Hviskede hun, „kan du virkelig tilgive mig? Agter du mig din Godhed værd?”
Greven afbrød hende igen. „Jeg har lidt forfærdelige Kvaler, thi jeg elsker dig, min Catalina, og jeg troede - - - men jeg gjorde dig Uret - vi vil aldrig, aldrig mere tale om dette. Der er noget andet, vi skal tale om; der er i Dag hændt mig en stor Lykke”.-
„Er der? En Lykke for dig, Carlos, O, jeg takker Gud af mit inderste Hjerte for den”.
„Hør nu, Catalina. Du ved, at min stakkels Broder og hans Hustru omkom hin ulykkelige Dag for otte Aar siden, da Slottet Ghyseghem brændte. Efter Naboers Udsagn havde deres Barn ogsaa fundet Døden i Flammerne, men du husker vist, at der var andre, som paastod, at en spansk Soldat havde revet det ud af Ilden”.
Grevinden rystede forbavset paa Hovedet.
(Fortsættes.)
