« Tilbage til søgeresultaterne
Houten Clara
Efter Henri Conscience ved Julie Meyn.
(Fortsat).
„Du har maaske glemt det, Catalina, men du ved. hvor højt jeg elskede min Broder, og du vil forstaa min Glæde, da jeg i Dag ved en mærkelig Hændelse har opdaget, at hans Barn lever”.
„Din Broders Barn!” udbrød Grevinden med største Forbavselse.
„Sennor Alonzos Barn!” gentog Duennaen, som opholdt sig i den anden Ende af Værelset.
„Ja”, sagde Greven, Sennor Alonzos, min afdøde Broders Barn, der er ikke mindste Tvivl i denne Henseende. Jeg har fundet den spanske Soldat og hans Kone, de har afgivet deres Udsagn for Øvrigheden, og jeg er i Besiddelse af uomstødelige Beviser. Og hør nu nøje efter, hvad jeg videre har at sige dig, Catalina.
Himlen har ikke velsignet vort Ægteskab med Børn - min Broders Datter - -” .
„Er det en Datter? afbrød Grevinden ham.
„Ja, en henrivende lille Pige. Hun er efter Loven min eneste Arving. Da hun hidtil ikke har faaet den Opdragelse, som det sømmer sig for det sidste Skud af Slægten Almata, ønsker jeg fra nu af at have hende i mit Hjem under mine Øjne. Jeg har ladet udfærdige et Adoptions-Dokument, hvorefter hun bliver at regne som min Datter. Jeg haaber, at du, min kære Catalina, vil tillade hende at elske dig som sin Moder, og det er min Vilje, at hun kalder mig sin Fader. Du vil for min Skyld elske det stakkels Barn, vil du ikke?”
Med en vis Nedslagenhed svarede Grevinden: „Lad hende komme, jeg vil elske hende, fordi hun er af dit Blod.”
„Catalina, jeg ved, hvad det er for en Tanke, som gør dig sørgmodig - men jeg skal ogsaa sørge for denne Sag. Vi vil arbejde paa alle deres Vel, som er os kære. Er du saa tilfreds?”
O Tak, Tak!” hviskede Grevinden. Greven vedblev i en højtidelig Tone: „Lad saa dette være et Pant paa vor Forsoning og Kærlighed. Jeg giver dig min Broders Barn. Vær du hendes Moder, som jeg vil være hendes Fader. Lad dette dyrebare Baand forene os, Catalina”.
Hermed rakte han Grevinden et Dokument, forsynet med store Segl, og tilføjede: „Moderen bør vide sit Barns Navn”.
Grevinden tog Dokumentet og foldede det; men neppe havde hun kastet et Blik deri, før hun sank ned for Grevens Fødder.
„ Clara! min Clara skulde blive dit Barn! - Min Gud, det er for meget” Hun kunde ikke sige mere, men sank afmægtig sammen i sin Mands Arme, som løftede hende op.
Duennaen kyssede grædende Grevens Hænder.
Det var i alle Henseender en heldig Ide af Greven at lade Clara gælde for hans Broderdatter. Derved hindrede han, at nogen som helst Skygge faldt paa hans Hustru, derved gjorde han saa vel hende som hendes Datter lykkelige, derved ærede han sin Ven Lancelots Minde, og for denne Handling blev han lønnet af Catalina med en Kærlighed og Taknemmelighed, som ingen Grænser kendte. Efter ti Aars Tvivl og Lidelser kunne han begynde et fredeligt og lykkeligt Liv nu, da ingen Hemmelighed stod imellem ham og hans Hustru. Og nu havde den barnløse Mand en Datter, som var knyttet til ham med stærke Baand og som allerede var ham hjertelig kær. Det var ikke hans Skik at standse paa Halvvejen, især ikke, naar det galdt en god Gerning. Han sikrede Anna Canteels og hendes Mand en god Livrente, som skulde stige, dersom de samvittighedsfuldt bevarede Hemmeligheden angaaende Claras Fødsel. Selvfølgelig var disse fattige Folk villige til at rette sig efter Grevens Ønske, saa meget mere som det kun gik ud paa at gøre en Velgerning. De erklærede altsaa for Øvrigheden at Houten Clara var Datter af Don Alfonzo. I Adoptions-Dokumentet fik hun Navnene Brigida Clara Juana, Grevinde af Almata. Greven tog endvidere den kloge Forsigtighedsregel at sørge for, at hele, Historien med alle dens Biomstændigheder hurtig blev kendt over hele Byen. Man talte overalt om den vidunderlige Lykke der var hændet Houten Clara, og Vajsenhuset blev formelig bestormet af Folk, mest af de højeste Klasse, som ønskede at se den lille Pige. Men de kom allesammen for silde, hun var allerede, efter Øvrighedens Befaling, overgivet til sin Onkel og Adoptivfader, Greven af Almata.
Faa Dage efter skulde den lykkelige Families Afrejse til Spanien finde Sted. Clara gik til Vajsenhuset og tog under gensidige Taarer kærlig Afsked saavel med Forstanderinden som med Eleverne, hendes fordums Kammerater, der nu kaldte sig „hendes ringe Tjenerinder”. Langt fra mere at forarges over hendes ranke Holdning var saa vel Therese som de andre stolte af den og af den pragtfulde Dragt, som Sennorita Clara bar med saa megen Anstand og Ynde. Selvfølgelig betænkte Greven og Grevinden Vajsenhuset med rige Gaver, og Clara gav hver især af Eleverne en Foræring til Erindring.
Snart efter arbejdede en duelig Billedskærer i Vajsenhusets Kapel, hvor han skulde restaurere Alteret. Eleverne kom stadig og saa paa hans Arbejde, og en Dag fortalte han dem, hvorledes han for nogen Tid siden havde benyttet Claras Ansigtstræk til et Englehoved, han udskar. Han kunde godt, sagde han spøgende, lave dem en Billedstøtte af hende, og vilde det ikke passe godt at afbilde Houten Clara i Træ? De optog hans Spøg i Alvor, lagde hver en Skilling til Side om Ugen og tilvejebragte omsider den Sum, som han forlangte for sit Arbejde. Støtten blev stillet op ved Foden af den Trappe, som Clara havde plejet at sætte sig paa, naar hun gik i Søvne, og den staar endnu paa samme Sted.
