« Tilbage til søgeresultaterne
Kongressen for Kvindens Stilling og Rettigheder
(Sluttet.)
Længe og levende forhandlede man om at afskaffe det nu bestaaende Forhold mod „la recherche de la paternité” (Eftersøgning af det uægte Barns Fader). Som Ordfører for Udvalget talte M. Viviani imod Mme Pognon, der vilde lade Forbudet bestaa. Det stred, mente hun, imod kvindelig Finfølelse at vidne for Domstolen i denne Sag. Det kunde kun være kært for Barnet at bære Moderens Navn; og hvad Underholdningsbidrag angik, da burde Staten oprette en Hjælpekasse, der skulde støtte enhver Moder, som forlangte det, hvordan end hendes Forhold vare.
M. Viviani beraabte sig overfor hende paa Lovgivningen i de nordiske Lande. „Hos os,” sagde han, „har Faderen vel intet lovbefalet Ansvar; men man skal dog ikke derfor tro, at han gaar fri for Anfægtelser. Han ved vel, at han har et moralsk Ansvar, naar der fødes et Barn, som der maaske ikke er Brød til; han ved, at den Kvinde, som han saa fejgt lader i Stikken, i sin Fortvivlelse eller Harme maaske kan forgribe sig paa det lille Væsen .... Den Dag, da I faar al Ansvarfølelse ud af Verden, da ogsaa Mødrene lader Børnene fødes, som de bedst kan, og hvor de vil, da Staten tager imod dem med sin - man tilgive mig - lidt tørre Opdragelse, som dog ikke altid kan erstatte Familien, da vilde Mændenes Ryggesløshed vokse, og det tror jeg ikke vi behøver at arbejde for.”
Mme Renaud hævdede at Kvinden er ikke ene Herre over sit Barn; man bør søge at udfylde Kløften mellem Mand og Kvinde. En Hjælpekasse vil dog. snarere vække Mandens Ansvarsfølelse, i det han derved vil forstaa, at Barnet har Krav paa Beskyttelse.
Man vedtog da først Udvalgets Resolution og bagefter Mme Pognons om en Hjælpekasse.
Den sidste Resolution gjaldt politisk Stemmeret. Man var enig om, at der var langt frem til Opnaaelsen heraf. Enkelte tog derfor Ordet for, at man i Frankrig ligesom i England først skulde tilstræbe kommunale Rettigheder. Men M. Viviani, som ellers bestandig havde anbefalet Kongressen at holde sig til hvad man kunde vente at faa Øre for i Parlamentet, forlod her dette Standpunkt og opfordrede til intet at slaa af paa sine Fordringer. Han bad Forsamlingen underskrive en Adresse, som han vilde bringe ind i Parlamentet.
Til Slutning anbefalede Mme. Pognon Dannelsen af et nationalt Raad i Tilslutning til det internationale Kvinderaad. Der var i Frankrig 3 Grupper af Kvindesagsvenner: Katolikkerne, som havde holdt deres Kongres allerførst, de Damer, som havde sammenkaldt Junikongressen og endelig de her forsamlede. Man var kommen overens om, at hver af disse Kredse skulde vælge 3 Repræsentanter, som skulde danne Kærnen i det nationale Raad.
Efter nogen Modstand (af Mme Vincent) bemyndigede man Kongressens Bestyrelse til at vælge de 3 Repræsentanter.
Efter at man havde hyldet Mme Clemence Kogu (den gamle Lærde og nybagte Ridder af Æreslegionen), fik endelig de faa udenlandske Repræsentanter Ordet for korte Bemærkninger, i det man gjorde Undskyldning for, at Tiden ikke tillod at høre de af dem tilmeldte Foredrag, der senere vilde blive offentliggjorte. Man havde foretrukket - vistnok med Rette - at bruge Tiden til Forhandlig.
Enkelte Forslag havde Udlændinge i Løbet af de 4 Dage sat frem. Saaledes vilde en russisk Dame, at Kvinderne skulde danne en international Bank for at komme ud over deres økonomiske Afhængighed. En foreslog, at Frue og Frøkener skulde føre samme Titel, en anden, at gifte Kvinder skulde beholde deres Navn. Nogen Forhandling rejstes ikke om disse Forslag.
Efter Kongressens Slutning samledes man til et Fællesmaaltid, hvor den ene glimrende Tale fulgte efter den anden. Mme Durand meddelte her, at det ikke var hende, men en anonym Dame, som havde bekostet 31 Lærerinders Rejse og Ophold i Paris under Kongressen. Samme Dame havde efter at have læst Kongressens Forhandlinger tilstillet hende 2000 fr. til Fordeling mellem 4 Fagforeninger, som var knyttede til Bladet La Fronde.
Dr. Aars fra Kristiania bragte ved denne Lejlighed en Tak til Kongressens Bestyrelse paa hele Skandinaviens Vegne og afsluttede Talernes Række med en Skaal for Frankrig.
Mens de fleste franske Blade til at begynde med havde anerkendt Kongressens værdige Holdning, fandt Mme Durand det dog fornødent at gøre Front baade mod de klerikale og socialistiske Blade, som hun paa sin Side beskyldte Bestyrelsen for Partiskhed. Hun for sit Vedkommende havde kun eet Maal i Sigte: Kvindesagens Fremgang og Udvikling; hun havde søgt og vilde fremdeles søge sine Forbundsfæller i alle Lejre. Hun vidste, at man kunde regne paa Kirkens Hjælp imod Undtagelseslove for Kvinder og andre Reformer, derimod ikke naar det gjaldt Fællesundervisning og meget andet af det, man vilde have frem. Ligeledes, at Socialismen vilde støtte Kvindernes politiske Stemmeret, men ikke gaa med dem til Ordningen af Familien. De mente, at om Børnene ikke kunde fortjene noget, saa skulde de i hvert Fald heller ikke koste Forældrene noget. Men selv om de mest yderlig gaaende Partier ikke var tilfreds med Fremskridtskvinderne, saa troede hun dog, at Retfærdighedssansen tilsidst maatte aabne de ledende Mænds Øjne for, at det, Kvinderne vilde, kun kunde være til Gavn for hele Samfundet.
