« Tilbage til søgeresultaterne
,, Det gode Hjærte”
Lad os være enige om en Ting - hvad vi Mennesker, i Almindelighed, kender om de fattiges Liv her i vor egen gode By, er i Grunden næppe mer, end hvad vi ved om Hottentotternes private Forhold. Af de Tiggere, der render os paa Dørene, stammer alle vore Erfaringer.
Alle kender vi Historien om de slemme Smaadrenge, der smider Fedtebrødet paa Trapperne. Vi kender ogsaa godt de Gavtyve, som naar de beværtes med gule Ærter i vor Entré, ser sit Snit til at komme Indholdet af Tallerkenen i Paraplyerne paa Stativet. Ogsaa disse forlorne Eksistenser, der dufter af Brændevin, og hvis Kone altid ligger i Barselseng, kender vi, og disse djærve 13-Aars Piger, der uden at blinke overleverer os en hel Sammenstilling af tillærte Løgne.
Er det Overdrivelse at sige, at de ni af de ti af os kender ikke mere af de fattiges Liv end denne visselig meget grimme Side ? Og de ni af de ti af os taler siden med Sagkundskab om de fattiges Stilling og trøster sig med, at det nok ikke er saa alvorligt med Fattigdommen – bevares paa andre Steder jo, men ikke her i vor rige By, hvor der er saa godt om Arbejde.
Men de, som har undersøgt disse Forhold nøjere, ved, at saadan er Virkeligheden ikke. Der lides og døjes uhyre meget, ogsaa hos os; men de virkelig trængende finder man i Reglen ikke paa vor Trappegang. Og de, som giver os et Vrængbillede af Fattigdommen, denne Hær af professionelle Tiggere og Plattenslagere, hvordan er den egentlig bleven til det, den er?
Har du aldrig tænkt over, at vort gode Hjærte har en meget stor Skyld, heri? Det er meget kedeligt; men vort gode Hjærte kan ikke frikendes for at opdrage Børnene til Tiggeri, og det er, som bekendt, ikke den aller bedste Vej til at hæve deres Selvfølelse og faa dem til selv at tage fat.
Vort gode Hjærte vil saa nødig sige nej, det kan heller ikke med Sindsro gaa i Middagsselskab, efter at have nægtet en stakkels Lazarus en Skilling. Vort gode Hjærte giver i Grunden mere for at tilfredstille sig selv, for at neddysse en vis nagende Følelse, end for at hjælpe den anden.
Lad os gøre en Prøve!
Lad os underhandle med vort gode Hjærte og sige omtrent som saa: næste Gang, der kommer en Tigger, vil du saa faa Rede paa hans Navn og Adresse, vil du gøre dig den Ulejlighed, personlig at undersøge hans Forhold for at hjælpe ham, hvis han er en værdig Trængende, eller demaskere ham, hvis han er en Bedrager?
Hvis det gode Hjærte indvilliger heri, ja, da kan vi være sikre paa, at det virkelig mener det godt, at det ikke er et „godt Hjærte”, men et godt Hjærte, rigtig en Knop af et Hjærte.
Men hvis det siger: „mine Nerver vil ikke kunne taale at se saa megen Elendighed,” eller, „mine Lunger vil ikke kunne taale den daarlige Luft,” eller „jeg har ikke Tid,, eller noget lignende, ja, da kan du være vis paa, at det kun er et godt Hjærte med Anførselstegn, og da vil du vedblive med at opdrage de fattige Smaabørn til Tiggeri for med frelst Samvittighed at gaa i Middagsselskab.
Jeg tror, at jeg et eller andet Sted har læst et Forslag om at Kvinderne, ligesom Mændene, i Ungdommen burde gøre Krigstjeneste, og at denne burde bestaa deri, at de unge Piger et Aars Tid gik som Undersøger for Menighedsplejen eller for en Understøttelsesforening eller for Kommunen.
At tænke sig vore Baldamer og Hjemmets Pynteblomser i denne Situation! For mange vilde det sikkert være en meget stor Opofrelse, men mon de unge Menneskers Soldatertjeneste virkelig er en Dans paa Roser? Naar vi kræver Ligestillelse, saa bør det være ikke blot med Hensyn til Rettigheder, men ogsaa til Skyldigheder. Og det vilde gøre godt paa alle Kanter.
Det er aldeles sikkert, at en Tid, tilbragt i nær Berøring med Livets forfærdelige Virkelighed, vilde være den bedste Hjælp mod den overhaandtagende Pynte- og Forlystelsessygdom. Det er givet, at den kinesiske Mur imellem Samfundsklasserne lidt efter lidt vilde falde i Grus, naar det for de bedrestillede blev en uafviselig Pligt at gøre sig personlig kendte med hvordan Livet leves i Samfundets Bagbygninger.
Men jeg tror, at Værnepligtstanken bør udvides. Hvad, om de unge Piger, i Stedet for at lægge sig efter saa mange unyttige Ting, som glemmes, saa snart Skolebogen er lagt til Side, gennemgik et obligatorisk Kursus i Sygepleje, et mindre Kursus selvfølgelig, et Samaritkursus, saa at de kendte de almindelige Regler for Sygeplejen og kunde yde Hjælp ved lettere Ulykkestilfælde? Det vilde blive dem til uberegnelig Gavn senere hen i Livet; men først skulde Kundskaben bruges til Værnepligtens Aftjening ved nogle Maaneders Tjeneste som Sygehjælp i de smaa Hjem.
Sikkert vilde de smaa Baldukker, der nu uden Overgang træde ind i Ægteskabet, paa den Maade være ganske anderledes skikkede til at bære det store Ansvar.
Sikkert vilde „det gode Hjærte” med dets Produkter af professionelle Tiggere og Plattenslagere lidt efter lidt forsvinde og give Plads for det virkelige gode Hjærte, det, der bringer den i 19 Aarhundreder prækede Sandhed, at vi alle ere Brødre og Søstre, ind i det virkelige Liv.
