« Tilbage til søgeresultaterne

Endnu en Gang Ellen Key

Af: Elisabeth Grundtvig

« Se emneord

Højstærede Fru Redaktør!

Jeg takker Dem meget, fordi De har skaffet mig Kvinden og Samfundets Læsere i Tale, jeg har nemlig Grund til at tro, at de fleste af disse, trods min Kortfattethed, har forstaaer mig adskilligt bedre end De, Fru Redak­tør, har set Dem i Stand til. Maa det, i Anledning af Deres Svar, være mig tilladt at give Dem, og vel sag­tens nogle af Læserne, følgende nær­mere Forklaring:

Der behøves ingen „blind Iver” eller Overseen af „Sandhedens Inter­esse” for skiftevis at benytte Udtryk­kene: „Ellen Keys Livsanskuelse og Forfattervirksomhed” og „Ellen Keys menneskelige og litterære Personlighed” om Emnet for Hr Wirséns Bog. For mig er det i denne Sammenhæng, to Udtryk for samme Ting. Et Men­neskes Livsanskuelse er dog vel Midt­punktet i hans - eller hendes - in­dre Personlighed ? Og kun om denne er her jo Tale.

Det er absolut ikke min Mening, at Hr. Wirsén ikke har „Lov” til at undersøge Ellen Keys Livsanskuelse „blot fordi han er Mand, og hun er Kvinde”. Selvfølgelig har han Lov - han har vel endog følt det som sin Pligt. Jeg ved overhovedet ikke bedre, end at enhver Mand eller Kvinde, der kan føre en Pen, har „Lov” til at skrive Artikler og Bøger om en hvilkensomhelst offentlig Personlighed, Mand eller Kvinde. Saa derom kunde det ikke falde mig ind at sige et Ord, Endmindre at „undsige” Hr. Wirsén, „fordi han er en Mand”! Allermindst at antyde en Tøddel i Retning af for­vanskede Citater! Intet af alt dette har jeg sagt, hvad jeg beder Dem ved

ny Gennemlæsning af mine Par Ord overbevise Dem om. - Er saadanne Misforstaaelser virkelig nødvendige i en Polemik? Og er det nødvendigt, fordi man omtaler en svensk Bog ned­sættende, at vedføje Attest for, at man er det svenske Sprog mægtig? Hvad jeg udtalte, var kun Harme og Beklagelse over, at Ellen Key - der i Parentes sagt fra Kvinden og Sam­fundets første Dage har vist sig som dets Ven eg Støtte og bragt dets Læ­sere Glæde og Berigelse ved fint følte og tænkte Skildringer*) - naar hun skulde angribes i vort Blad, ikke mødte en af os alene, Ansigt til Ansigt, men saa sin Angriber som en blandt mange i Fjendens Følge.

Naar Dagny – hvad Redaktionen selv minder om - Aar efter Aar har indeholdt Artikler mod Ellen Key, „skrevne af Kvindesagens bedste Nav­ne” og derpaa nu ogsaa som et Led i denne Række bringer en anerkendende Anmeldelse af Wirséns Bog, saa fører Tidsskriftet Kampen mod Ellen Key med den Aabenhed og Honnør, hun ved sin Betydning kan gøre Krav paa.

Men naar Kvinden og Samfundet siden Ellen Keys meget omtalte Fore­drag i 1895 saa at sige ikke har nævnt hende eller hendes Bøger**), men ladet sine Læsere ganske uorienterede med Hensyn til hende for saa en skønne Dag at møde med et ud­førligt Referat og rosende Omtale af den mildest talt højkonservative Hr. Wirséns helt uforstaaende Bog, der væsentlig behandler hendes Produktion fra netop disse Aar - ja, da fore­kommer det mig, at Tidskriftet ikke blot behandler Ellen Key højst utaknemligt baade i hendes Egenskab af Forfatter og gammel Medarbejder, men ogsaa kommer til at vildlede sine Læ­sere og forfejler den Opgave, det fra første Færd har sat sig: „at give (Kvindesags) Spørgsmaalene en alsidig Drøftelse”.

Men dette er vel ogsaa „dunkel Tale” ?

Deres for Optagelsen forbundne

Elisabeth Grundtvig.

Akasiavej 6, d. 4.-11.-1900.

 

*)    se Kv. og Samf. V og VII.

**) foruden Polemiken i Anledning af Foredraget „Missbrukad Kvinnokraft” 1896, af større Ting Tankebilder I-II 1898 og Människor 1900.

 

At vi ikke frygter en alsidig Drøf­telse bevises jo bedst af, at vi optager Artikler som ovenstaaende; men vi synes unægtelig, at det vilde have været Frk. Grundtvig værdigere, i Stedet for at møde op med ubeviste Paastande og meget graverende Be­skyldninger, da at oplyse vore Læsere og os om det virkelige Indhold af Ellen Keys Erotik. Naar Wirséns Bevismateriale hovedsagelig bestaar af Citater, hentede fra Ellen K.s for­skellige Værker, og naar disse Citater, som Frk. Gr. jo indrømmer er ægte, giver Yderlinierne af hendes Lære, saa kan det vanskelig betegnes som Man­gel paa „Aabenhed” at vi fremlægger dem for vore Læsere.

Det er muligt at Ellen K. er bleven utaknemligt behandlet, i det hun i de sidste Aar ikke er bleven omtalt i Kv. og S., men derfor maa vel rime­ligvis være en eller anden Grund, og den nuværende Redaktion, der næppe er et Aar gammel, kan da, i hvert Fald ikke, være ansvarlig herfor. Men vi maa endnu en Gang udtrykkelig betone, at det ikke er Ellen Key, Spørgsmaalet gælder, det er hendes Lære. Vi vilde virkelig „forfejle vor Opgave”, hvis vi, i et Kvindesagsblad, undlod at paapege de Farer, der truer den Sag, det kæmper for - Kvinder­nes sande Frigørelse. Men denne Frigørelses værste Fjende er netop den Lære, der stiller „Sansernes Kærlig­hed” som „det centrale” i Livet.

At den „højkonservative” Hr. Wirsén i denne Sag har Meningsfæller, ogsaa i de frisindedes Lejr, viser „Aftonbladet” af  27. Oktober, der er bleven Redaktionen tilsendt. Dette, de frisindedes, gamle og agtede Organ i Sverrig anbefaler paa det varmeste Wirséns Bog og gør aaben Front imod den Ellen Keyske Lære.

Det kan være lærerigt at høre dette. Ikke en Gang de frisindede Mænd, lader det til, ønsker „den fri Kærlighed”. Det synes at være Kvin­den der her gaar i Spidsen.

Vi ønsker ikke en Fortsættelse af Diskussionen i den anslaaede person­lige Retning; men hvis Frk. Grundt­vig vil give os en bedre Forstaaelse af Ellen Keys Lære aabner vi gerne vore Spalter.

Red.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner