« Tilbage til søgeresultaterne

Amerikanske Studenter

« Se emneord

I

Jeg havde studeret hele Vinteren; min Eksamen var overstaaet, og jeg gik Sommerferien i Møde med en tom Pung. Saa kommer tilfældigvis en gammel Skolekammerat igennem vor By paa Vej til Michigan, hvor hun skulde plukke Frugt. „Kom med mig”, sagde hun. Jeg var træt af Byen, jeg længtes efter at være ude i det fri, borte fra Matematikken og Logikken; saa slog jeg til, pakkede min Vadsæk, og samme Aften tog vi med Baaden fra Chicago, til vi lan­dede ved en Farm i Michigan.

Mandag Morgen Kl. 6 besteg vi vore Cykler, vore trofaste Gangere, - begge to i korte Sirtses Skørter og store Bøtter af Straahatte, - og af Sted drog vi et Par Mil ind i Lan­det, til vi naaede Farmen, hvor vi skulde være „Daglejere”, forbi den ene sandede Ferskenmark efter den anden. Hvor det var dejligt, dejligt altsammen! Morgenluften var saa frisk og kølig; Duggen hang paa Græsset og funklede som Diamanter, Taagen havde endnu ikke løftet sig fra de bølgende Hvedemarker. Da vi naaede vor Jordbærplet, var Ar­bejderne allerede i fuld Gang med Plukningen, - et Par gamle Farmer­koner med Ansigter som brunt rynket Læder, en fire, fem barbenede Unger, to, tre unge Piger paa vor Alder, alle med store Solhatte, og Farmer Fowler i egen Person, henne ved Sku­ret, hvor Jordbærrene blev pakkede. Vi fik hver vor Kurv, som rummede fire Jordbæræsker ad Gangen, og saa be­gyndte vi. Jeg følte Lyst til at skrige af Glæde, hver Gang jeg fandt en Klase af vældige Bær, saa smukt og rigt formet og rødt skinnede de i So­len imellem de mørkegrønne Blade. Det var rigtignok et Friluftsliv! Vi plukkede og plukkede; vore Rygge begyndte at gøre ondt. Vi plukkede videre. Saa blev vore Knæ saa stive; vi kunde næsten ikke bøje dem, men vi blev ved at plukke. Solen begyndte at brænde, men plukkes skulde hele det store Bed forinden Aften. Kl. fem var vi nogle sørgelige Figurer, som vi humpede og stavrede af Sted over Marken med vor haardt fortjente Løn. Jeg faldt af Cyklen atter og atter, saa stiv var jeg, til jeg endte med at sidde som Job midt paa Vejen i Støvet og erklærede, at nu kunde jeg ikke mere.

Næste Morgen, da vi vaagnede og rullede ud af Sengen, var vi begge saa stive som Brædder fra Skulderen nedad. Hvert Bær kostede os Smerte den Dag. Nogle Landliggere kom slentrende ud for at se Jordbærpluk­ningen og saa paa os, som om vi kunde være en Slags Trækdyr. „Aa, hvor det maa være et morsomt Ar­bejde”, sagde de. Ja, saadan er det med saa meget, der kun ses udenfra; men jeg, tænkte jeg ved mig selv, jeg kender det nu fra inden. Imid­lertid trøstede jeg mig med at tænke paa Tolstois Teorier; og om Aftenen, da de 40 Kasser Jordbær (16 Æsker i en Kasse) stod indpakkede i det lille Skur, færdige til at køres ned til Natbaaden, som gik over til Chicago, da blev jeg en Tomme højere, og jeg hævede mit Hoved med Stolt­hed ved Tanken om, at jeg havde gjort en nok saa lille Del af alt det Slid og Slæb, som dog nogen maa gøre i denne vor indviklede Verden; - men saa pludselig skammede jeg mig, da jeg huskede paa, at jeg alli­gevel gjorde det, bare fordi min Pung var tom!

Som Dagene gik, og vi tog fat og holdt ud, blev vi vel lærte Arbej­dere. Og saa, hvor vi nød det frie og ubundne Liv, naar vi drog ud tidlig om Morgenen med andre Arbejdsfæller; det bredere Syn, som det gav os at faa et lille Indblik i en anden Kreds end den, vi var vant til; thi vi fandt her i Snakken, som gik over Jordbærraderne, samme Sorger og Glæder, samme Alvor og Gammen som hos vore egne. Og hvor smagte ikke Middagshvilen, da vi laa i Græs­set oppe paa en lille Høj under en stor Bævreasp, hvis Blade hviskede og skælvede, og saa langt ud over de grønne Marker til det fjerne, hvor Purpur vekslede med Blaat, mens Skygge og Solskin jog forbi hinanden. Lørdag Aften, da de gamle Bede med de usle, smaa Jordbær var pluk­kede saavel som de nye med de store, tog min Veninde, jeg og de halvvoksne Drenge, som arbejdede paa Farmen, hvor vi logerede, den gamle graa Hest og den endnu ældre Vogn og kørte ned til Søen. Skumplende gik det over den daarlige, mudrede lille Vej, saa vi maatte gribe fat i hverandre for ikke at falde ud. Plask, plask! dryssede de lave Grene store Regndraaber ned over os, da vi forsømte at bukke vore Hoveder ærbødig for Træerne. Og saadan en Spas og Drillen, som gik for sig, en uhøvlet bondsk Slags, men meget forfriskende. For ikke at køre en lang Omvej, maatte vi følge en Markvej, som til­hørte en Farmer, der var berygtet for sin Urimelighed. „Men han ser os vist ikke”, sagde Drengene, og Ungdommen lig, kørte vi paa. Der midt paa hans Vej, stak en Muld­varpefælde op. Hvordan i Alverden kommer vi omkring den? Men omkring den gik det, selv om noget Majs maatte gaa i Løbet. Længere henne bandt vi Hesten og fulgte en lille Sti gennem en Skov af gamle Bøge­træer, hvor en halvmørk Stilhed laa over alt, hvor det var, som om Bla­dene tyssede ned til os, og de spi­rende Bregner og alt det, der engang vilde røre sig i den rige sorte Muld­jord hviskede „Vi er Et, vi er Et med Jer og det, som ligger bagved alt Liv”. Man ønskede bare, at Drengene vilde holde op at raabe, og at man kunde være helt alene. Fremad gik vi, til det pludselig blev lyst foran os, og vi stod ved Skrænten, 150 Fod høj; foran os laa som et Hav af straalende Sølv den glindsende Michigan Sø, mens Solen nærmede sig Horizonten. Ned ad Skrænten styrtede vi, saa Ler og Sten fløj bag os. Der nede trak Drengene med Pusten og Stønnen en vældig fladbundet Baad ud, en Slags Robinson Crusoe-Ting, som laa gemt oppe i en lille vild, til­groet Bæk, og roede os ud paa det skinnende Sølv, som, da Solen gik bag ved Skyerne, forvandlede sig til et skiftende Spil af lyserødt, gyldent og violet, til Mørket faldt paa, Stjer­nerne kom frem og Vinden rejste sig.

Som vi kørte af Sted hjem igen, huskede vi pludselig paa Farmerens Fælde. Hvordan skulde vi undgaa den i Mørket ? Ud steg en af Dren­gene og ledte efter den, til den var funden; men trods hans Umage, Snap! kørte Hjulet lige over den. Efter stort Besvær mente han at have bragt den i Stand igen, og videre gik det i det Haab at Farmeren ikke skulde mærke Uraad. Men den næste Dag blev de ulykkelige Drenge trukne frem af en vred Farmer, som truede dem med Fængsel, hvis de ikke gav ham l Doll. i Skadeserstatning for Fælden, som kun var det halve værd.

Søndag Morgen kørte vi til Kirke sammen med hele Farmerfamilien. Ja, den Time vilde have været uud­holdelig, hvis vi ikke havde set den komiske Side derved. Bierne og In­sekterne summede i det varme Sol­skin uden for Vinduerne paa den lille Trækasse af en Kirke; de unge Svende og Møer hviskede og tiskede, Smaabørn græd; og de Farmere, der ingen Børn havde til at holde sig vaagne, faldt i Søvn, alt mens den unge Methodist-Præst med de kolde, selvsikre Øjne og det store tunge Un­deransigt lod sin Prædiken rinde i en Strøm, regelmæssig afbrudt af mægtige „Amen” fra de gamle „deacons”, som Aanden bevægede. Det maatte kun have været hans under­bevidste Jeg, som stod der og præ­dikede. Hans Tanker maa have væ­ret langt borte, for pludselig stand­sede han midt i en Sætning og kunde ikke huske sin Tekst. En lang Pause - saa hjalp en af Kirkens lang­skæggede Støtter ham ud af Forlegenheden ved at citere Teksten med en stærk, fast Stemme.

Og saadan Musik fra et lille knir­kende Orgel! Og saadan et Kor! Det var, som om den ene stræbte efter at overdøve den anden; som om man slog paa Tinpander og Tonerne dro­ges i alle Retninger og alle Højder.

Om Aftenen læste vi lidt, og det gjorde godt at se en Bog igen; imid­lertid sad Farmerdrengene i Stuen hver paa sin Stol med Hænderne i Skødet og rørte ikke en Muskel, sagde ikke et Muk. Hvilke Tanker rørte sig monstro bag disse Pander?

„Klokken er fem. -  Staa  op, I Dovenlarser!” og den lille Pige, som hver Morgen kaldte paa os, stak Ho­vedet ind ad Døren. Saa begyndte atter en Uge med Jordbærplukning.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner