« Tilbage til søgeresultaterne
Indland og Udland
Frankrig.
Ved Siden af Kvindernes Kongresser nævnes blandt de mest betydningsfulde „Kongressen for social Opdragelse”. Den ledende Personlighed var her Leon Bourgeois, tidligere Undervisningsminister; i kort Uddrag lød hans Slutningstale som følger:
„Solidaritetstanken, som vi her samler os om, har allerede før den blev bevidst fundet mangt et Udslag. Hvad er saaledes Folkeuniversitets-Bevægelsen andet end Solidaritet? Solidaritet er al Sammenslutning, Kooperation, Organisation, hvori Arbejderne finder Middel til at frigøre sig gennem det personlige Arbejde.
Af Solidaritetstanken fremgaar en Mængde endnu uoverskuelige Følger. Først den indbyrdes Gæld, som Menneskene staar i til hverandre. I en vis Forstand indrømmes det vel, at alle Mennesker er lige. Paa den anden Side staar der dog en stor Ulighed i Nydelsen, som dels skyldes skæbnesvangre naturlige Aarsager, men dels rent menneskelige Grunde, som kun ændres i Følge menneskelig Vilje. Her maa Opdragelsen skride ind, dygtiggøre enhver, lære ogsaa dem, der hidindtil har været nydende uden at yde noget tilsvarende, at gøre deres Indskud i det fælles Liv.
Der maa skabes en Samfundssamvittighed. Enhver maa forstaa. at det egoistiske Synspunkt er snævert og usselt. Arbejdsgiveren maa anerkende Arbejdernes Krav. Arbejderne den andens Ansvar. I Stedet for Strid maa der være Harmoni, og den enkeltes Retfærdighedskrav maa forliges med den højere Retfærdighed.
Endelig maa, i Stedet for Konkurrencen, som Løftestang for Fremskridtet træde en Kappestrid, som faar alle til ved Hjælp af Association at forene sine Kræfter om et fælles Maal. Man har ogsaa tidligere kendt til Association, men kun i Egennyttens, den fælles Egenkærligheds Tjeneste. Nu maa Associationen være det Middel, som giver enhver Adgang til Fremskridtet.
Til Slutning viste Taleren tilbage til den store Revolution. Den hævdede Ligheden, men ikke Fællesskabet, Menneskenes Rettigheder, men ikke deres Pligter. Af den ubundne Frihed fødtes den Misbrug, som tilintetgjorde selve Friheden. Saaledes de amerikanske Trusts, Sammensværgelsen mellem Arbejdsgiverne. Vi maa nu se at finde Midler til at forene Frihed og Retfærdighed. Den moderne Association maa være en Broderskabsskole, der tillige udvikler Personligheden.
Forsamlingen vedtog følgende Resolution: Det indbyrdes Fællesskab mellem alle Mennesker maa anerkendes. For at Retfærdigheden kan komme til at raade i Samfundet, maa enhver anstrenge sig for at afbetale den Gæld som Fællesskabet paalægger alle Samfundsmedlemmer i forskellig Grad.
Ved Sorbonnen, Paris fornemste Undervisningsanstalt, holdes der Forelæsninger for Studenter om Arbejderorganisationer. Det er her Arbejdere der optræder som Lærere for akademiske Borgere.
Ministeriet har nylig oprettet ,,Arbejdsraad”, der ligesom vore Voldgiftsretter skal mægle mellem Arbejdsgiverne og Arbejderne og desuden repræsentere Industrien overfor Regeringen. Der er imidlertid den Forskel, at man i Frankrig som valgbar til disse Raad udtrykkelig nævner ogsaa Kvinder.
Tyskland.
Sædelighedspolitiet i Berlin har indført en vigtig Forandring, idet en Kvinde, Dr. med. Frøken Agnes Hacker, er bleven beskikket til at foretage Undersøgelse paa de Kvinder, der første Gang møder for Politiet. Da Frk. Hacker er Medlem af Føderationen, vil det forhaabentlig kunne lykkes hende at redde en Del af disse ulykkelige.
Den af vort hjemlige Socialdemokrati udlovede „Vækst i Organisationerne” som Følge af Beskyttelsessytemets Indførelse overfor den kvindelige Arbejder synes for Tysklands
Vedkommende at udeblive. Af den for 1899 udfærdigede Fagforeningsberetning fremgaar nemlig, at kun 2,35 pCt. af de i Industriens Tjeneste virkende 820,000 Kvinder ere Medlemmer af Fagforeninger. Systemet har sin nuværende strænge Form virket siden 1891. Den „Vækst” maa altsaa spire meget langsomt.
