« Tilbage til søgeresultaterne
Om Kvindesagstidsskrifter
(Af „Nylænde”).
Det er den trange vej, som fører til livet, og det er den brede vej, som fører til publikum, hvorledes skal da et blad, som først og sidst vil livet, kunne existere og udbrede sine ideer? Det er virkelig ogsaa et stort problem. Et blad for kvindernes sag maa ville livet, maa søge at vække det døde, gjennemtrænge det materielle, i hvilken form det saa findes - ellers har det ingen mission.
Vel, svarer mange, det er maalet, men midlerne og vejene er mange. Søg først at vinde publikum, vind det paa de vante maader, gjør vejen let og jævn at gaa, søg at smigre lidt, at pirre lidt osv., saa faar du det store publikum lokket til, saa kan senere det højere liv begynde lidt efter lidt. Du kan øge de gode lærdomme mer og mer, du kan indskrænke det daarlige gods mer og mer, og en vakker dag kan saa de livgivende sandheder være i majoritet.
Men der er det i vejen med denne metode, at medens det arbejde at vinde massen paagik, har aanden forladt dig. Om du faar aldrig saa stort publikum, om du ophober aldrig saa meget af sandheder og ædle lærdomme, saa vil de ikke gjøre virkning, eller de vil virke modsat af hvad der tilsigtes, - ti du har sejlet under falsk Flag.
Ja, siger andre, det er forkasteligt at sejle under falsk flag. Men hvorfor bestandig tone flag? Hvorfor demonstrere saa, hvorfor skræmme bort med principer og idealer, hvorfor ikke ta det praktisk, man maa ikke stille saa store fordringer - man behøver jo derfor ikke at fornegte noget. Ikke den brede vej, men heller ikke den trange.
Der er bare det i vejen med dette mellemstandpunkt, at man intet udretter med det. Et blad med et saadant program har igrunden ingen ret til at existere. Den almindelige presse kan udrette det ligesaa godt og bedre. Om en mængde kvinder vilde slutte sig sammen om det, saa vilde vegtskaalen dog ikke synke til livets side.
Hvad skal man saa gøre?
Man faar tone flag og hejse det helt til tops lige fra begyndelsen af - der findes ingen anden raad.
Men hvorledes skal man da naa sin bestemmelse, og hvorledes skal man existere. Man maa jo leve, og man vil jo dog ha fat paa publikum. Ja, det kan synes en umulighed. Men er det ikke den samme svære vanskelighed, som flere af dem, der har udrettet mest i verden, har mødt. Og er det ikke gjennem denne og andre lidelser der presses frem de draaber hjerteblod, som maa blandes i blækket, pennen dyppes i - det eneste, har man sagt, som gjør det skrevne værdt at læse, og gjør det læseligt gjennem tiderne.
Jeg ved meget vel, at man ikke kan lægge samme maalestok paa de personer her tales om, som paa dem, der gaar under navn af digtere, kunstnere, tænkere. Men jeg er paa den anden side fuldt paa det rene med, at de heller ikke kan sammenstilles med dem, der gaar under navn af journalister. Et af to, saa staar de de første nærmere. De er lig dem i det, at bloddraaberne maa til. Som kvindesagen endnu staar, maa de ofres.
Men paradoxet den trange vej - publikum ?
For et blad maa ha et publikum. En banebryder - i forskningens rige f. ex. kan trøste sig med et fremtidens publikum. De banebrydere, jeg her taler om, maa faa tag i sin samtid; med andre ord, et blad uden – eller med et par - abonnenter er et intet, en karrikatur.
Man bør derfor ikke tænke paa at udgi et blad for kvindernes sag, før man er sikker paa en liden flok. Men efter min mening bør man ikke sætte en flok frem til at redigere bladet, heller ikke til reklame for bladet. Jeg ved at en del af de største forkjæmpere rundt omkring i verden ikke er enig med mig i dette. Men det er jo min egen mening, man har bedt mig om at fremholde her. Og min mening er, at der maa være helt, ikke delt ansvar. Det sker jo oftest ved andre blade af betydning, og det er særlig fornødent her. Person og ide, det hører sammen.
Den lille flok deler da i strengere forstand ikke ansvaret, sætter ikke sine navne ind. Destobedre maa den løse sin opgave, som bundsforvandt, som støtte og hjelp. Det er den, som med sin iver, sin sympati, sin interesse skal holde bladet oppe, saa det faar tid og ro til at udbrede sine ideer og vinde sjæle.
Men, siges der, saaledes er jo i flere lande blade for kvindernes sag blevet sat igang, med begeistring, med offervillige ledere, med en kreds af sympati omkring sig, men det har ikke varet længe, saa har de maattet dø, eller de har faaet saa liden næring, at de ikke har kunnet holde sig i højde med sin opgave, de har mattet af, skrumpet ind.
Paa samme tid blomstrer og trives en skare af „kvindeblade”, hvor man ikke kan spore endog den ringeste antydning til blodets farve.
Det er sandt, og det er sørgeligt.
Paa kvindekongressen i London forrige sommer hørte jeg flere udtalelser som vidned om, at selvstændige og intelligente engelske kvinder skammed sig over sine „kvindeblade”. Ikke bare privat, ogsaa offentlig kom det frem. Hvad skal vi gjøre for at faa bedre blade, blev der spurgt.
Efter hvad jeg hørte og iagttog, kan de blade, man var misfornøjet med, karakteriseres omtrent saaledes:
De startes af mænd og for mænds penge. Undertiden er endog mænd redaktører; men i regelen staar mænd blot bag og engagerer en kvindelig redaktør. De betjenes af en skare kvindelige medhjælpere. De vinder indgang i hjemmene ved at akkomodere sig. De stiller sig i modens tjeneste med hele den sjæl de ejer.
Disse blade hører alle til samme familie. Jeg undres om stammoderen ikke egentlig hører hjemme i Tyskland. Men der findes mange varianter af arten. De er højst ulige i henseende til udstyr og størrelse. Flere af dem er vakkert udstyret og rigt illustreret. Nogle af dem indeholder ogsaa fra tid til anden udmærkede artikler af bekendte forfattere, ti deres økonomiske stilling er ofte god, saa de kan betale høje honorarer.
Nuvel, siger man, hvorfor saa dømme dem. Om de ikke arbejder i nogen idees tjeneste, saa er de dog uskadelige og kan være en underholdende læsning i familierne. Nej, man vilde vist ikke ha opponeret saa sterkt imod dem, hvis de ikke var andet. Men sagen er, at mange af disse blade koketterer med kvindesagsideerne, de udnytter dem meget ofte i snobberiets tjeneste, udvander dem, opblander dem, forsøder og krydrer dem til glæde og hæder for kreti og pleti. Man kan let forstaa, at saadan uskadelighed kan let bli skadelig. Disse blade kan aldrig skabe respekt for kvinderne, holdningsløse, tandløse, som de er, glider de ind i alle kjølvande og holder selv ingen kurs.
En af aarsagerne til, at mænd ikke respekterer os er, at vi har en saadan presse, sa engelske kvinder. Nej - - mænd spekulerer i - - ja, hvad spekulerer de i - - - i kvindesagen? i kvindelige svagheder?
- - - og kvinderne tjener dem, det er ikke vejen til at vinde respekt for kvinder. Men jeg tænkte, da jeg hørte de engelske damer tale saa: Hvorfor - ja, hvorfor har I ikke understøttet de gode blade, I har havt - - smaa lovende spirer, som blot behøved lidt rigere næring for at vokse sig store.
Men det er nok ikke værdt at gaa specielt i rette med engelske damer, for England er ikke det eneste land, hvor disse fænomener kan iagttages. Det ser ud, som om lignende blade i flere lande har faaet vind i sejlene, netop efter at kvindesagen har begyndt at vinde terræn.
Det er et af de ikke faa sørgelige fakta, som i mørke stunder kan stirre en i øjnene og spørge: det, som du kalder fremskridt, er det ogsaa virkelig fremskridt? Er det ikke bare borttagelse af beskyttende vern, saa flere kræfter uhindret kan drive sit spil med det, som er dig dyrebart.
Jeg vil her verne mig mod misforstaaelse. Jeg synes der er kvindeblade d. v. s. blade, som er beregnet paa et kvindeligt publikum, som bør leve og leve godt ved siden af kvindesagsbladene, som jo er beregnet paa baade kvinder og mænd. Vi har jo forskellige kvindelige fagomraader, det var at ønske, at de alle med tiden fik sine egne organer. Vi har det store kvindelige fagomraade, det huslige, det fortjener sandelig sine særskilte blade, og vil disse følge med sin tid, eftersom kvindesagen gjør sine erobringer, er det glædeligt - meget glædeligt.
Men jeg synes man har ret til at fordre - ikke lojalitet, det er formeget, men alligevel lidt orden i papirerne. Jeg synes for blot at nævne et eneste eksempel, at det ikke ser godt ud, naar et blad, som i sit væsen er reaktionært ligeoverfor sagens forkjæmpere, og som har sin skjulte „raison d’étre” netop i at modarbejde dem - alligevel øieblikkelig styrter til, naar de ser at der i de trær, som forkjæmperne har plantet, hænger frugter, som kan gribes med hænder - styrter frem og napper dem, ogsaa før de er modne, for - tænk om journalisterne skulde komme for sent. Tænk om det skulde bli modesag!
Hvor forvirrende saadant maa virke, hvor langt mere skjæbnesvangert end direkte modstand, behøver jeg ikke forklare. Kommer der ikke saa kraftig modvegt, vil niveauet synke igjen, og reaktionen brede sig, de fiendtlige kræfter er saa mangfoldige, saa ihærdige og snedige.
(Sluttes).
