« Tilbage til søgeresultaterne

Kogeskole for Pigebørn.

Af: Matilde Bajer

« Se emneord

I Nr. 19 af "Hvad vi vil" har Fru Johanne Meyer skrevet om Madsteder for de fattiges Børn. Et Forslag, som det maa haabes, at tusender vil tiltræde og støtte saaledes, at det maa lykkes at faa Kommunalbestyrelsens Øre og Sind opladt for Vigtigheden af denne Sag: at skaffe Ly, Varme og Mad til de Børn, hvis Hjem, naar de kommer fra Skole, er lukket og koldt, fordi Forældrene er paa Arbejde udenfor Hjemmet. Børnene lider ikke alene legemlig derunder, men ogsaa moralsk, fordi Lediggang og Livet paa Gaden bringer dem i Fristelser og i Tilfælde, som Opholdet i en varm Stue med oplivende Beskæftigelse vilde fri dem for.


Men Fru Meyer gør ogsaa opmærksom paa en anden Side, som vilde være gavnlig for Børnene. Hvis nemlig halvvoxne Pigebørn kunde faa Oplæring der i Madlavning, ved at tage Del i Tilberedelsen af den Mad, som Børnene skulde mættes med.


I den Anledning vil jeg gøre Uddrag af en Artikel i Deutsche Hausfrauenzeitung, af en hollandsk Dame. Hun fortæller om Londons Kogeskoler for smaa Piger, og begynder med at sige: at det er de praktiske Britter, der ogsaa her har gjort Begyndelsen med Kogeskolebevægelsen, og som har indset, at disse Skoler især bør komme de ubemidlede i Samfundet til Gode. Ti Hovedsagen er, at Fordelene af en grundig Undervisning, især er gavnlig for de ubemidlede Piger. Ikke alene fordi de bliver bedre Tjenestepiger, men navnlig fordi de senere vil blive bedre Husmødre. Køkkenets praktiske Naturvidenskab er lige saa vigtig for den store Mængde, som for enkelte udvalgte. Æggehvide, Stivelse, Sukker og Extraktivstofforbindelserne o. s. v. har samme Betydning i den fattiges som i den riges Hjem. Og naar Kemien viser, at man af forskellige Ting kan drage mere Nytte end det i Almindelighed sker, saa behøver den fattige allermest at vide Besked derom.


I London har man tillige indset, at de smaa Piger vanskelig vilde kunne faa Uddannelse i Kogning, naar Skoleaarene var tilende, fordi de saa snart som muligt bliver sendt ud for at tjene noget, og faar ikke mere Tid til at gaa paa Kogeskole, de ønsker maaske ikke engang at komme der.


Man fandt derfor, at det var bedst at bibringe de vordende Arbejderhustruer Undervisning i Kogning paa samme Tid som de var skolepligtige.


Paa hver tredje Kommuneskole (board schools) i London findes der en, som har et særegent Lokale, der er indrettet til Kogeundervisning, det saakaldte (cookery centre), hvor de ældste Skolepiger fra de tre Skoler kommer sammen. I disse Klasser for Kogeundervisning deltager 12 - 20 Pigebørn ad Gangen, saaledes, at hver Skolepige ugelig faar et Par Timers Undervisning, og i Løbet af et Aar gennemgaar et regelmæssigt Kursus i tarvelig Madlavning.


Undervisningen foregaar paa følgende Maade: Ved Timens Begyndelse sidder Børnene som sædvanlig paa Skolebænke. Lærerinden staar bagved et langt Bord, hvorpaa der findes et Gasapparat og de fornødne Køkkenredskaber. Paa Væggen hænger en Tavle, hvorpaa der med store Bogstaver er trykt Spisesedlen for den Dag, tillige med en Opskrift over, hvorledes Retterne laves.


Disse Opskrifter eller Recepter er inddelte i Sætninger, som hver for sig indeholder et bestemt Bud. Og denne Kogekunstens gyldne A B C, bliver indpræntet Børnene paa en Maade, som minder om den traditionelle "Ladning i tolv Tempoer".


Naar der t. Ex. skal koges Kartofler, siger Lærerinden: "Opsøg Kartofler, som er af samme Størrelse."


Og alle tolv eller tyve Børn gentager disse Ord. Derpaa forklarer hun, hvorfor det er heldigst, at Kartoflerne er af samme Størrelse, og tilføjer en ny Sætning omtrent saaledes: "Naar større og mindre Kartofler skulle koges sammen, maa man først koge de større lidt før de mindre kommes i Gryden."


Ogsaa dette gentog Børnene.


"Skræl dem saa tyndt som vel muligt, for at ikke Kartoffelmelet skal gaa til Spilde."


Børnene gentog ligeledes denne Kommando til Bevis paa, at de havde forstaaet, hvad der blev sagt. Derefter gav Lærerinden følgende Forklaring: Kartoflerne maa aldrig skæres over mens de koger, da Vandet ellers borttager Velsmagen. - Kom dem i kogende Vand, for at Planteæggehviden strax kan størkne, og Kartoflerne beholder deres Kraft og Smag. Giv dem det nødvendige Tidsrum til at blive møre.


Kog dem ved jævn Ild, for at de ikke skal gaa itu før de er kogt. - Bryd en over for at prøve, om den er mør. Naar Kartoflerne er kogt, hæld saa alt Vandet fra dem og ryst dem. - Tilsidst maa Gryden sættes nogle Minuter over Ilden, læg da et rent Klæde over i Stedet for Laaget, for at Dampen kan trænge ind deri."


Efter denne Theori begynder Praxis, idet Lærerinden koger Kartofler efter de opgivne Regler.


To smaa Piger ad Gangen faar Lov til at behandle Kartoflerne efter Kunstens Regler, mens de andre, som der ikke er Plads til at kunne tage Vare paa noget, opskriver den Recept, som er blevet forelagt dem. Afvexlende arbejder de indtil de alle har udført en praktisk Gærning.


Samme Dag blev der kogt Fisk.


Paa andre Dage vistes der Børnene, hvorledes man steger Oxe- eller Lammesteg, eller Flæsk og andre Kødarter. Ligeledes lærte de at koge Ærter, Bønner, Ris og Linser, saa vel som at lave Kaffe og koge Suppe. Tarvelige Buddinger fik de lært at lave, samt at bage Hvedebrød, Klidbrød og Kager af Havremel.


Ligesom ved de højere Kogeskoler bliver strax alt det, der bliver brugt, beregnet og skrevet op, hvor meget der bruges af de forsketlige Dele, og hvad det koster. Eleverne maa selv veje al Ting til og fordele det. Og hver Gang bliver de prøvet, om de ogsaa har forstaaet, hvad det er de laver, Desuden bliver der talt med dem om de benyttede Varers Oprindelse, hvorledes de voxe, hvilke Forandringer de ved Kogningen blive underkastede o. s. v.


Paa denne Maade indpræntes i alle Londons Almueskoler Kogekunstens Regler hos de opvoxende unge Piger.


Behøver man at spørge, om Børnene virkelig vil have Nytte for Livet af denne Undervisning? Hvorfor skulde man ikke haabe og tro det? To Timer ugelig bliver altid hundrede i et Aar. Delvis har man allerede optaget toaarige Kursus.


Vist er det, at disse Kogetimer er en hel Fornøjelse for Børnene, og de Indtryk, man faar som Barn, glemmes ikke saa let i Livet.



« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner