« Tilbage til søgeresultaterne
Du skal ikke slaa ihjel!
Ved Kvindernes Fredskongres i Paris de sidste Dage i September lagde man især Vægt paa den Indflydelse, Kvinderne har ved Opdragelsen. Det er til Kvinden som Moder og Lærerinde, man med Haab ser hen til, at hun skal nedlægge Fredens Sæd hos den opvoksende Slægt. Men desværre, saa længe Imperialismen regerer og Magthaverne i de Store Riger pønser paa Kolonialpolitik, synes det, at vort Arbejde skal blive forgæves. Thi selv om den unge Mand hader Krigen, tvinges han dog til at tage Del i Afskyelighederne.
Da Kejser Vilhelm for nogen Tid siden tog imod de unge tyske Soldaters Edsaflæggelse, holdt han en Tale til dem, hvori han sagde, „at Militærstanden var en særlig Stand, der baade skal vise sin Troskab over for ydre Fjender og hjælpe til at opretholde Ordenen indadtil. Derved gør Soldaterne sig værdige til den smukke Klædning, som Kejseren har skænket dem (!).”
I Modsætning hertil kan anføres, hvad den russiske Professor Navikow fra Odessa sagde i sin Tale paa Kvindernes Fredskongres den sidste Dag: Lær de unge ikke at se med Beundring paa de glimrende Uniformer, men lad dem forstaa, at disse er Bøddelklædninger.
Sandheden heraf bekræfter sig, naar man læser de Breve, som sendes hjem fra Kina.
Her Uddrag af et Brev fra en tysk Soldat: „Kære Moder, det er ej muligt at beskrive, hvorledes det gaar til her under Krigen; thi sligt Myrderi og Slagteri er ligefrem Vanvid. Grunden dertil skal være, at Kineserne staar uden for Folkeretten (!). Derfor bliver ingen af dem tagne til Fange, men alle bliver skudte, og for at spare Patroner endogsaa stukne ihjel. I Søndags Eftermiddags har vi maattet stikke 74 fangne Kinesere ihjel. Det var forfærdeligt, og det er ikke til at beskrive, hvorledes det Virkeligheden gik til. Lad mig slutte mit Brev med det Haab, at dette ikke maa vare for længe; thi ellers ved man tilsidst ikke mere - eller snarere man glemmer, at man en Gang har været Menneske.
Med de bedste Hilsener
Din Søn M.”
En anden Soldat skriver fra Peking.
„I Dag blev vi pludselig forstyrrede i vort Middagsmaaltid, vi maatte ile tyske Matroser til Hjælp. Vi fangede 76 Kinesere, bandt dem sammen ved deres lange Piske, og førte dem midt imellem os. De blev tvungne til at gaa med. Saa var der nogle raa Knøse, som ubarmhjertig slog løs paa dem, saa Blodet flød ud af hele Kroppen. Det var forfærdeligt. Jeg stod netop paa Vagt ved de fangne, men jeg tog ikke Del i Afskyelighederne, saadan en Raahed vilde jeg ikke kunne forsvare.
Efter Maaltidet blev de allesammen dømte til Døden ved Skydning, hvortil ogsaa jeg blev kommanderet. Da de marscherede til Retterstedet, løb to af dem bort. 8 ganske unge Kinesere blev i Live, de andre 68 blev skudte; dertil blev ogsaa jeg kommanderet. I tolv til femten Skridts Afstand blev vi stillede op, fire Mand foran hver Kineser, og ved Raabet „Læg an” blev der en Tryglen om Naade. Men saa kom Ilden! Alt var forbi. Vi hørte kun Stønnen og Jamren, enhver var gennemboret af fire Kugler og de faldt baglængs ned i Graven, som de selv i Forvejen havde maattet grave.”
Kan man tænke sig værre Pinsler for de fangne Kinesere end at lade dem selv grave deres egen Grav. Er det ikke at behandle dem som Forbrydere, fordi de vil forsvare deres eget Land.
I „Revue des Revues” har Leo Tolstoi skrevet en Afhandling, „Du skal ikke dræbe”, hvori følgende om Kongemagten forekommer:
„Den umaadelige Magt, som er lagt i Kongernes Haand til at afgøre Tusinder af Menneskers Skæbne, holder Staternes Overhoved er i en abnorm, en Slags Sygeligheds-Tilstand. De bliver mere og mere grebne af Storhedsvanvid og deres Stilling over for deres Medmennesker hindrer dem i selv at mærke denne Sygdom. Læg hertil, at Suverænerne lige fra Vuggen og til Graven er omgivne af Luksus og lever i en Atmosfære af Løgn og Smiger.
Hele deres Opdragelse, alle deres Tanker, hele deres Eksistens koncentrerer sig om et eneste Punkt, nemlig Studiet af Krigen, det vil sige af Massemord i forrige Tider, og Fremskridtene i Kunsten at forberede dem og udføre dem i vore Dage. Fra deres spædeste Barndom undervises de i Kunsten at dræbe paa forskellig Maade. De bærer deres Uniformer til Skue ved enhver Lejlighed, ved Parader, Revyer og Manøvrer. Hvad de end foretager sig, ingen nævner for dem Sagen ved sit rette Navn, ingen siger dem at denne Syslen med Krig og Mordvaaben er forbrydersk. Tvertimod, hvor de viser sig, hører de kun Leve- og Hurraraab som Udtryk af Henrykkelse over deres Regeringer.
Alle de, som omgiver dem, Mænd og Kvinder, Præster og Lægfolk, har kun et eneste Maal: at overgaa hverandre indbyrdes i Smiger, de lukker Øjnene paa Kejsere, Konger og Præsidenter, bedrager dem og berøver dem enhver Mulighed til at se Tingene, som de virkelig er. De skulde kunne leve i hundrede Aar uden nogen Sinde at se et virkelig frit Menneske eller høre et frit Sandheds Ord ...”
Enhver, som læser dette, maa indrømme, at Tolstoi har Ret i, hvad han skriver. Konger og Kejsere opdrages endnu mest i krigersk Begejstring. Revyer, Uniformer o. s. v. er endnu det farlige Legetøj, som Suverænerne ødsler paa hinanden. Maa vi da haabe og ønske, at den Opdragelse til Fred, som lægges alle Kvinder paa Sinde, ogsaa maa naa til de Mødre og Opdragere, som leder Ungdommen i de høje Sale.
