« Tilbage til søgeresultaterne
Henrik Ibsen
Henrik Ibsen,
set under en ny Synsvinkel.
Front mod to Sider.
Af
H. Thaarup.
(Karl Schønbergs, Forlag.)
Denne Bog indeholder ingen æstetisk Kritik af Ibsens Værker.
Den fremstiller nærmest en religiøs Livsanskuelse grundet paa Digterens Værker i deres Helhed, og vundet gennem et indgaaende Studium, og en inderlig Tilegnelse af dem.
Kunde alle naa samme Resultat ved at studere Ibsen, da kunde man i Sandhed benævne hans Livsgerning som velsignelsesrig. Det er Imidlertid ingen almindelig Opfattelse, der giver sig tilkende i Frk. Thaarups Bog; den kan snarere kaldes enestaaende. Den er klart og tydeligt fremstillet og de benyttede Citater er meget overbevisende, saa det er ikke for meget at sige, at der her foreligger et vægtigt Indlæg til Forstaaelse af den berømte Forfatters samlede Arbejder. Vi anbefaler derfor varmt enhver alvorlig Literaturven at gøre sig bekendt med Frk. Thaarups Betragtninger. Forfatterinden, der selv er saa fuldstændig hjemme i alt, hvad Ibsen har skrevet, synes imidlertid at have overset, hvor meget den noget systematiske Anvendelse af Citaterne vanskeliggør Læsningen af hendes Bog for dem, der ikke har Ibsens Værker ved Haanden, og som ikke i deres Hukommelse klart har de forskellige Arbejder for Øje.
Mange er saaledes henviste til at maatte nøjes med de benyttede Citater, som de er anførte, uden at kunne mindes den Helhed, hvoraf de er uddragne.
Overfor Ibsens sidste Arbejde: „Naar vi Døde vaagner” indtager Forfatterinden en Særstilling, med hvilken vi i høj Grad kan sympatisere.
Det har almindelig været anset for givet, at Kunstneren Rubek og hans Model Irene er Stykkets Hovedpersoner, og at det har været Ibsens Formaal at fremstille, hvorledes det straffer sig, selv for høje og ædle Sjæle, at overse og forsynde sig mod Eros. Man har endogsaa antaget dette Stykke for at være et Indlæg til Fordel for den frie Erotik. I Modsætning hertil fremdrager nu Frk. Thaarup, at det er Fru Maja som repræsenterer det Sande og det Sunde i Livet, at det er Fru Maja gennem hvem der peges hen paa den lysere og sundere Tid, som Ibsen efter Forfatterindens Mening nu forudser hvorfor hun ikke tager i Betænkning at karakterisere „Naar vi Døde vaagner” som Afslutningen paa det negative i Ibsens Forfattervirksomhed. Vi kan da saaledes muligvis imødese Fremkomsten af et ibsensk Værk, der paa positiv Grund vil give Impulser til et sandere og rigere Livsindhold end det, der har været raadende i Slutningen af det forløbne Aarhundrede.
Mærkeligt nok berører Forfatterinden kun svagt den Mulighed for Omslag, som Ibsen viser os overfor de saakaldte faunagtige Naturer, paa hvilke vor Tid desværre er saa rig. Hvorfor ikke stille Ulfhejm ved Majas Side? „Vil De saa gaa med mig - saa langt og saa længe jeg kræver”, spørger Ulfhejm, og Fru Maja har kun derimod at indvende, at hun vil forhindres af „en tam Rovfugl”, saaledes betegner hun sin Mand. Ulfhejm mener, at denne Hindring nok kan skaffes af Vejen, og Maja siger da: „Saa kom og bær mig ned gennem Dybet”. Disse Repliker maa dog vel forstaas saaledes, at de to agter at begynde Livet i Forening.
Ikke omsonst har Ibsen opstillet dette Par overfor det andet, Rubek og Irene, hvis hensynsløse Egoisme og Kunstner-Overmenneskefølelse absolut maa ende i „Frasernes Taager”. Maja og Ulfhejm har været paa Afveje, hver paa sin Vis, men i et afgørende Øjeblik vækkes de til kraftig Beslutning og værdig Selvfølelse, og drager forenede ned til Verden for at grunde den nye Tid.
Frk. Thaarup gør Uret i ikke at tage Ulfhejm med i Beregningen. Et Menneske, som i Skuffelse og Vrede har hengivet sig til Brutalitet, kan rejse sig, hvis Hjertelivet er bevaret, og Troen paa det Gode atter vækkes. Den lille, frejdige, friske Fru Maja, som rigtignok i ungdommelig Utaalmodighed og Nyfigenhed er begyndt med at tage fejl fat paa Livet, er godt skikket til ærligt Samarbejde med en Kammerat, der kun ved Bedrag og Skuffelse er ført til for en Tid at omsætte sin Kraft og sin Mandighed i Brutalitet. Ibsen har ikke villet spaa, at den nye Tid skal indledes for os af engleagtige Fuldkommenheder. Tiden maa vokse frem gennem Fejltrin.
Forfatterinden har betegnet sin Bog som „Front mod to Sider”. Den ene Side mener hun repræsenteret af Brandes, der ser paa Ibsen med æsthetiske Øjne.
Den anden Side har til Repræsentant Pastor Schack, der staar som den dogmatisk troende Mand overfor Ibsen.
Imellem disse to Standpunkter stiller hun sig overfor Digteren paa det ethiske og alment religiøse Stade, og det kan ikke nægtes, at hun forstaar smukt og rigt at fremstille sin Opfattelse, og klart at føre Bevis for den. Vi forstaar dog ikke ganske, hvorfor Frk. Thaarup undrer sig over, at
Pastor Schack stødes af Ibsens Udtryk „Guds Stedbørn”.
Hele hendes Blik paa Ibsen er begrundet paa, at vi er „Guds Ætlinge” alle tilhobe, selv de skrøbelige og vildfarende. Men saa kan der jo ikke være Tale om „Guds Stedbørn” Hvor dette anvendes, nemlig overfor Skule i Kongsemnerne, synes det ogsaa at være særligt lidt paa rette Plads. Skule har opnaaet al Slags Herlighed, undtagen det at være Norges Enekonge. Det, der vog ham, var netop, at han med Urette følte sig som Guds Stedbarn, og ikke vilde slaa sig til Ro ved Alt, hvad Livet havde ydet ham. Da Hakon om Skule bruger Udtrykket „et af Guds Stedbørn”, saa føler man, at den fromme Kongeskikkelse ligesom falder ud af sin Karakter. Intet Under da, at Pastor Schacks religiøse Følelse stødes af dette Udtryk.
I Opfattelsen af de forskellige Dramers Personligheder vil der sikkert altid herske Uoverensstemmelse, men vi er overbeviste om, at ingen kan læse Frk. Thaarups Bog uden at være enig med hende i meget, og derved vinde i Forstaaelse af Ibsen. Hun fortjener megen Tak for sin klare Fremstilling af Kontinuiteten i Digterens Værker, der efter hendes Overbevisning alle tilstræber det store Maal at løfte Menneskeheden til sædelig og religiøs Alvor.
