« Tilbage til søgeresultaterne
Det gode Hjærte
I Anledning af en Artikel i „Kvinden ,og Samfundet” for 13. November, betitlet „det gode Hjærte” vilde det glæde mig, om De, Fru Redaktør, vilde unde mig Plads for et Par Bemærkninger i Deres Blad.
Det er Slutningen af Artiklen, som handler om ,.den kvindelige Værnepligt”, der ægger mig til et Par Modbemærkninger.
Jeg har ofte hørt denne Tanke fremsat af Mænd; men det forundrer mig mere at høre en Kvinde gøre sig til Talsmand for den. Det forekommer mig nemlig, at der ingen Grund er til den. Der er fra Naturens Side lagt mere end nok paa Kvinderne, til at vi med frelst Samvittighed kan se Mændene udføre deres Militærtjeneste uden i den Anledning at føle os beskæmmede, og det forekommer mig desuden, at „de gifte Kvinders Værnepligt”, om jeg maa udtrykke mig saaledes, den nemlig: at sørge for Slægtens Vedligeholdelse, rigeligt opvejer Mændenes Værnepligt.
Dertil kommer endnu et Hensyn, der maa tages i Betragtning, dette, at om end Mandens Værnepligt i mange Tilfælde falder som en Byrde paa Vedkommende, saa maa det dog gennemgaaende regnes for en sund og legemlig udviklende Tid for den unge Mand, bortset fra de sørgelige Undtagelser, som ogsaa her bekræfter Reglen, hvorimod Tanken om at lade de unge Piger aftjene deres Værnepligt ved nogle Maaneders Sygebesøg i smaa fattige Hjem, vistnok maa antages at ville faa den modsaatte Virkning paa de unge Pigers Helbred.
At lade unge Piger gennemgaa et Samarit-Kursus vil naturligvis kun være til Gavn for dem, om der end ingen Grund er til at gøre dette obligatorisk, men fordre at alle Kvinder, om end kun i nogle Maaneder, skulde paatage sig en Gerning, hvortil der hører den største Offervillighed og Kærlighed, og som langtfra alle kan være egnede til, det synes mig fuldstændig uberettiget. Lad de unge Piger, som det jo heldigvis ogsaa nu bliver mere og mere almindeligt, lære noget, hvorved de kan forsørge sig selv, saa vil nok Pynte- og Forlystelsessygen gaa af dem og gennem Arbejdet og de alvorligere Interesser vil forhaabentlig ogsaa Forstaaelsen af de smaa i Samfundet og Pligtfølelsen overfor dem vaagne hos dem.