"Eine alte Geschichte".
Skitse
Fortsat.
Han strakte sig i Skyggen paa en Stenbænk og lagde Kappen sammen flere Gange for at have det mere bekvemt. Der laa noget haardt i Lommen paa den; han tog det ud, det var "Marie Grubbe". Han slog den op, bladede lidt i den og kom til det Sted, hvor Marie med Forklædet fuldt af Roser træder ind i det gamle Lysthus og breder dem ud paa det brudte Marmorbord.
Læse om Roser nu, naar han havde dem levende, friske og duftende lige udenfor ved Havegangen, nej, det gad han ikke. Han havde kun taget den med sig ud, fordi han syntes, de smukke, glimrende og fint udførte Naturskildringer passede saa godt ind i den frodige Sommerstemning, som gærne
betog ham i de venlige Omgivelser. Han havde desuden læst denne Bog saa tit, at han kunde hele Partier af den udenad, som det gaar med mange af Jakobsens og Kjellands og overhovedet enhver god Forfatters Bøger: enkelte Perioder, enkelte Sætninger i dem er saa træffende udtrykte, saa fortrinlig tilspidsede, saa malende beskrevne, at de sætter sig fast i éns Hukommelse, bider sig fast til éns Tanker, svæver som bevingede Ord paa Tungen, naar man blot har læst dem en eller to Gange.
Og den hele Scene stod lyslevende for ham, da han lænede sig tilbage og lagde Bogen fra sig paa Bænken: Marie med sin lavendelfarvede Kjole, sin dunkelrøde Brystsløjfe og Armene begravede i de friske Rosenblade. "Der burde have været Roser", citerede han halvt smilende, medens han, lænet paa sin højre Arm, saa op mod Lysthusets Loft.
Sollyset laa varmt og blændende over den lysegrønne Plæne; men i selve Lysthuset var der køligt. Ude i Haven summede Insekterne; Blomsterne duftede stærkt, Jasminer myldrede frem fra alle Hjørner og Kroge, Trængte sig ind mellem Tremmerne, borede sig mellem Vedbendens Løv, sitrede ved hvert Vindpust og spredte en Sky af fine, hvide Blade over det, strakte sig helt
ned over hans Pande, da han hældede sig tilbage, bedøvede ham næsten med deres Vellugt. Der laa en dyb, stille, rolig Fred over det hele; lidt efter lidt sank han hen i en magelig Døs. Han befandt sig saa vel, saa usigelig vel.
Der lød hurtige, knirkende Trin paa Grusgangen. Hvem kunde det være?
Aa, det var vel en af Pigerne, som skulde hente Blomster eller sligt; skulde han vende sig og se ad? Nej, han gad ikke, han laa altfor godt. Skridtene fjærnede sig og forsvandt bag Lysthuset.
Han fløjtede sagte, lukkede Øjnene helt til, bøjede Hovedet tilbage, helt ind under de store, svulmende Klaser af duftende, snehvide Jasminer og tænkte.
Han tænkte paa, hvorledes hun den Gang, da han nylig havde taget Artium, havde syet Kokarden paa hans Kasket og smilende sat den paa hans Hoved, han huskede endnu, hvor den klædte hende, den smalle, brune, lidt militære Fløjskrave, der sad stramt om den lille, hvide, krusede Strimmel, som omgav den slanke Hals, og hvor godt hun saa ud i den mørke, tætsluttende Kjole.
Fortsættes.
