« Tilbage til søgeresultaterne
Rejseminder fra Indien
(Brudstykker af Frk. Elna Jacobsens Foredrag i Dansk Kvindesamfund).
(Sluttet).
Det var allerede her hjemme fra min faste Beslutning at ville tage ud til Santhalistan, men det stod nærmest for min Fantasi som en farefuld og anstrengende Rejse ind i Indiens Indre.
Min Forbavselse var derfor stor, da jeg hørte, at man fra Kalkutta kunde naa Rampoor-Hat paa
6 Timer og derfra kun havde ca. halvanden Mil op til Ebenezer, Pastor Børresens Station.
Et elskværdigt Brev fra Fru Børresen bød mig velkommen; hurtig var jeg paa Vej, og det var med ikke smaa Forventninger, at jeg kørte hen ad Landevejen.
Den Egn, hvori Ebenezer ligger, er nærmest grim; det er en Del af den store indiske Slette, men mod nordvest hæver Terrænet sig noget; det er Affaldet af de mægtige Vindhyabjerge, man ser; ellers er det overalt kun endeløse Rismarker, nu og da afbrudt af en Trægruppe.
Selvfølgelig spurgte jeg med korte Mellemrum Kudsken, om vi snart kunde se Pastor Børresens Hus, men han rystede kun paa Hovedet. Pludselig ved en Omdrejning af Vejen vendte han sig smilende om og pegede frem. I lang Afstand saa jeg en stor Bygning: Ebenezers Kirke. Bred og solid laa den og hævede sit firkantede Taarn op over alle Omgivelser.
Efterhaanden som vi kom nærmere, dukkede flere Bygninger frem, og jeg nægter ikke, at det var ejendommeligt her, dybt inde i Indien, at se det danske Flag vaje.
Præstegaarden, hvori Pastor Børresen bor, gør med sit Straatag og sin ene Etage næsten det samme Indtryk som en smuk og hyggelig dansk Præstegaard. Til venstre ligger den gamle Kirke, en stor, lav Bygning, der ene bruges som Drengeseminarium, og til højre Pigernes Skolebygning, desuden er der Lærernes Bygning, Lader, Stalde og andre Udhuse, kort sagt en hel lille Verden, der befolkes af henved 700 Mennesker.
Fru Børresen var straalende glad over Pigernes Bygning, som var temmelig ny. Det er et større firkantet Bygningskompleks, der ligesom i de gamle italienske Huse omslutter en stor aaben Gaard, der her bruges til Legeplads. De to Sider dannes af lave Bygninger, hvor Børnene sover. De aabner sig ind imod Gaarden i store Verandaer, hvor Undervisningen foregaar. Den tredje Side dannes af „Julehuset”, der kun indeholder et stort Rum, hvor Julen og alle andre Fester fejres. Den fjerde Side lukkes af en høj Mur, her tæt ved er en Brønd og en Række Baderum.
Hele Bygningskomplekset har kun en eneste Port, hvor der troner en Derwan, Dørvogter, og det kan nok være, der var Liv og Røre, da Fru Børresen og jeg kom indenfor.
Alle de 200 Elever var i Aktivitet. De var i alle Aldre, fra unge Koner paa 17 Aar til to smaa, treaarige Børn, som en døende Santhalkvinde havde testamenteret Fru Børresen.
Paa den venstre Veranda var der Time i Syning. De smaa Piger sad paa Jorden og syede, meget optagne af det ansvarsfulde Arbejde at faa Stingene rigtig smaa og holde Sømmen lige bred. To voksne Piger, udlærte Elever, var Lærerinder, men samtidig arbejdede de selv, stoppede eller reparerede noget gammelt Tøj.
Da vi kom, rejste de sig alle, smilende over hele Ansigtet og raabte Johar: vær hilset! Saa satte de sig igen og syede ivrig videre. Det er Fru Børresens Idé at lade Børnene lære at sy.
Man synes, det er noget saa selvfølgeligt, at det knap er værd at omtale. Men man maa huske, at Indierne anser Syning for et nedværdigende Arbejde, og det koster altid en Del Overtalelse at faa Fædrene til at tillade, at deres Pigebørn lærer det. Naa, det havde nu været forholdsvis let mellem de døbte Santhalere, men sværere havde det været at faa Skolekommissionen til at anerkende Syning som Fag ved Aarsprøven.
Skolen er anerkendt af den engelske Regering. Den giver de flinkeste Elever „Scholarships”, et Slags Stipendium, for at de kan fortsætte deres Studier, og sender derfor hvert Aar Censorer til Prøverne. Disse stillede sig meget afvisende overfor Haandarbejdet. Men Fru Børresen gav ikke tabt, hun kæmpede baade med mundtlige og skriftlige Forestillinger og med List. Hun lod de
flinkeste Pigebørn brodere Lommetørklæder, som de udsendte, som Regel indfødte, Censorer skulde have med hjem til deres Hustruer, og det hjalp. Direktøren for det offentlige Undervisningsvæsen, Mr. Pedler, som jeg traf i Kalkutta, brændte af Iver efter at reorganisere hele Skolevæsenet i Bengalen. Han glædede sig særlig, da han hørte, at Fru Børresen havde naaet at realisere en Del af hans Drøm, der var den at lade Børnene lære baade Gymnastik og Syning, to Fag som ingen rettroende indisk Fader vil tillade sin Datter at lære.
Den store Fortjeneste, Børresens Skole har fremfor mange andre Missionsskoler, er, at Børnene opdrages til at blive flinke og dygtige Bønder. De lærer f. Eks. ikke et eneste Ord Engelsk. De undervises udelukkende i deres eget Sprog.
Det er selvfølgelig enhver indisk Drengs Drøm at kunne tale engelsk, og Missionær Skrefsrud lod sig en Gang overtale til at lade Drengene i den ældste Klasse lære det, men Udfaldet blev, at i Stedet for at blive i Santhalistan og blive Bønder som deres Fædre, saa rejste mange ind til Kalkutta for at blive Tjenere. Det var saa langt fra Skolens Mening, at Forsøget blev opgivet.
Saavidt jeg ved, er Santhalmissionen den eneste Mission, der udelukkende bruger de indfødtes Sprog ved Undervisningen. Fordelen er den, at Eleverne bliver i deres eget Land efter endt Læretid og fører det lærte ud i Livet. De kommer til at danne en oplyst og vellært Bondestand, hvis Tal Aar for Aar forøges, og hvis Børn, maa man haabe, i stigende Grad maa vise sig modtagelige for den Religion og Kultur, man søger at bringe dem. -
Som Race er Santhalerne grimme og klodsede. De savner Bengalernes Ynde og Skønhed, men de er alligevel uendelig mere sympatetiske.
Det er vanskeligt med Ord at beskrive, hvor stærkt paavirket man bliver af den usynlige Mur, der er mellem en Inder og en Evropæer. Man føler, at man tilhører to vidt forskellige Racer og Religioner, og at man vil have uendeligt svært ved at forstaa hinanden.
Ganske anderledes er det med de kristne Santhalere. De ser en ærlig ind i Øjnene. De har et forstaaende Smil og et intelligent Blik. Man føler sig i Slægt med dem, og der er ingen Tvivl om, at de paa deres Side føler sig i Samfund med os, ja, det er vel navnlig denne Følelse, der paavirker deres Optræden.
Santhalerne har i Aarhundreder lidt under den Foragt, hvormed Hinduerne behandlede dem. Derfor blev de fremfor nogen modtagelige for Kristendommen, der gav dem alt det, de trængte til: Salighedshaabet og en ny Følelse af deres Menneskeværd.
Fra at have været foragtede Skabninger, Pariaer, der stod udenfor alle Kaster, blev de Medlemmer af et uendeligt stort Samfund og den hvide Mands Broder.
Denne Følelse har løst alle de dygtige Kræfter, der laa bundne, og derfor ser Santhalerne sig frejdige og glade omkring. De føler sig som et nyt, stærkt Folk, der har Fremtiden for sig.
