Samvittighed

Idet vi hører Apostelen Paulus overfor Landshøvdingen Felix beraabe sig paa sin Samvittighed) *)

*)   Ap. G. 14,16.

saa næv­ner han dermed et Ord, der maa hen­regnes til de helligste og dyrebareste, som aldrig burde tages forfængeligt. Og dog ligger det os let, alt for let paa Tungen. Vi beraaber os hvert Øjeblik paa vor Samvittighed og beskylder andre for Samvittighedsløshed. Det er en ganske almindelig Forestilling, at de saakaldte Samvittigheds­sager er hævede over al Forhandling. Naar man fører Samvittigheden i Marken, saa er dermed Døren lukket for en videre Drøftelse af Sagen. Den, der handler efter sin Samvittigheds Bud er saa mener man, uden alt Ansvar.

Det staar neppe fejl, at mange af mine Læsere har en mer eller mindre klar Fornemmelse af, at her er et Omraade, hvor der trænges til mere Lys. Det ligger nemlig lige for, at dersom der virkelig skulde gjøres Al­vor af denne ubetingede Godkendelse af den enkeltes Samvittighed, saaledes som den nu én Gang er, som Lede­stjernen for hans Liv og Færd, da blev med det samme alt Samfundsliv en Umulighed. Thi det vilde jo sige, at enhver især kun bøjede sig for sin egen Dom over godt og ondt og ikke anerkendte nogen almengyldig sædelig Lov.

Ordet „Samvittighed” forekommer ikke en eneste Gang i det gamle Te­stamentes kanoniske Skrifter og kun én Gang i Apokryferne, nemlig i „Salomons Visdomsbog” (17,11), hvor det hedder: „Ondskab, som fordøm­mer sig selv ved sit eget Vidnesbyrd, er fejg, og da den ængstes i Samvittigheden, har den altid Forventning om kommende Ulykker”. Salomons Visdomsbog er saavidt skønnes bleven til omtrent 100 Aar før Kristi Fødsel, altsaa paa den Tid, da det romerske Verdensherredømme stod i sin Kraft og da der i nøje Sammenhæng dermed føltes en stærk og stigende Trang til en sædelig Bevisthed, som kunde sam­menholde det vældige Rige, en Trang, der forøvrigt allerede havde rørt sig i det græsk-makedoniske Rige, hvis Arv­tager Rom var. Det er den filosofiske Skole, der kaldes den stoiske, der har Æren af at have gjort den Opdagelse, som betegnes med Ordet „Samvittig­hed”, - en Opdagelse, ikke en Op­findelse; thi selvfølgelig er Samvittig­heden, denne almenmenneskelige Magt, lige saa gammel som Menneske­slægten selv, og allerede gamle Sokra­tes (i det 5te Aarh. f. K.) talte om en indre Stemme, en ”Dæmon” eller Guddom, som løftede sin advarende Røst i hans Indre, og i hans Disci­pel den navnkundige Filosof Platos „Samtaler” forekommer mærkelige Yttringer om denne hemmelige Røst, der minder Mennesket om hans forbigangne Liv Og Gerninger. Men først Stoikerne trængte ret ind paa dette Omraade og skabte Ordet for denne sjælelige Fremtoning, og Ordet klarede atter Tanken.

Thi i selve Ordet „Samvittighed” ligger der et Fingerpeg, som kun be­høver at følges for at lede Mennesket paa den rette Vej. „Samvittighed”, det er Menneskets Samviden, hans Viden sammen med, - ja med hvem? Svares der: med sig selv! saa ligger der heri, at der ligesom er to Jeg’er, hvoraf det ene iagttagende og døm­mende betragter det andet og udgør Menneskets egentlige Grundvæsen, den inderste, væsentligste Personlighed.

Derfor kan  der  efter den materialistiske Livsanskuelse, ret beset, slet ikke være Tale om Samvittighed. Thi Materialismen anerkender kun ét Jeg, det rent udvortes, erfaringsmæssige Menneske, som det har udviklet sig, og fremdeles udvikler sig under Livs­løbet af ydre, naturbestemte Forhold, af den Tid, hvori et Menneske lever, den Civilisation, hvori han finder sig hensat ved sin Indtrædelse i Verden, Opdragelse, Sundhedstilstand, det Erhværv og de Omgivelser, han er hen­vist til o. s. v. Det ses let, at „Sam­vittighed” da maa betyde noget gan­ske andet, end hvad der ligger i Or­det, idet der ingen Samviden finder Sted mellem en ædlere og lavere Na­tur, men kun en Indsamlen af Erfa­ringer, hvorefter man maa rette sig for paa den behageligste Maade at komme gennem Verden. Det er den selviske Interesse, som er den bestem­mende for al Virken og Handlen, og Drifterne er den højeste Lov. Naar der ud fra en saadan Livsbetragtning tales om „Samvittighed”, saa menes dermed hverken mere eller mindre end et Skøn over, hvorvidt man er i Overensstemmelse eller i Strid med det hele sædelige Standpunkt, man for Tiden indtager. Man  dadler kun sig selv for saavidt man er gaaet udenfor den saaledes afstukne Kreds. Det ses let, at saaledes bliver „godt” og „ondt” aldeles flydende Begreber, thi deres Indhold skifter med de skiftende Standpunkter. Som Støtte for denne Opfattelse af „Samvittigheden” peger den materialistiske Anskuelse hen paa den  Kendsgerning, at Moralen er for­skellig hos forskellige samtidigede Folk, og til forskellige Tider forskellig hos det samme Folk, hvilket ogsaa er Til­fældet med de enkelte Mennesker overfor hverandre, og den enkelte, mens han gennemløber sine vekslende Livsstadier. Der er, efter denne Synsmaade, ingen algyldig Maalestok for det sædelige ): der er slet ingen „Sæ­delighed” til, thi i selve Ordet Sæde­lighed ligger Begrebet af det stedsevarende, det fælles, som omslutter alle med sin forpligtende Myndighed. Og dermed tages Grunden ogsaa bort un­der al Religion, da Religion netop betegner Forholdet til en højeste, uen­delig, guddommelig Myndighed. For den vise og oplyste er saaledes Sam­vittighed, Dyd og religiøs Tro kun smukke Ord, som det ganske vist har sin store Betydning at holde i udvor­tes Hævd og Ære for den uoplyste Mængdes Skyld, der ellers ikke kunde holdes i Ave. Det er gavnlige Ind­bildninger, der øver en Slags aandelig Politimagt, uden hvilken et ordnet Samfundsliv vilde blive umuligt.

Denne materialistiske Opfattelse beraaber sig aarle og silde paa Erfa­ringen, og dog strider den afgjort mod Erfaringen. Det er nemlig i bestemt med Erfaringen, at den indre Stemme kun bebrejder os enkelte, forbigaaende Handlinger og Tilbøjeligheder. Denne Stemme løfter sig nemlig atter og atter hos dem, der ikke er nedsunken i fuldkommen Forhærdelse eller dyrisk Sløvhed, og vidner om, at det hele Jeg, det hele Menneske, som han nu er i det givne Øjeblik, er i en daarlig Forfatning. Der er som en Dob­belthed i Væsenet, en Anklager og en Forsvarer. Og dette bliver jo egent­lig ogsaa indrømmet, naar der tales om, at enkelte, forbigaaende Handlin­ger fortrydes. Det kunde aldeles ikke være Tilfældet, hvis der kun var en eneste Natur, nemlig den sanselige. Det er en uigendrivelig Kendsgerning, at Ufred, Angst og Trængsel, om end maaske kun Trængsel af indre Art, følger visse Handlinger og Tanker og nærværende med dem, fremdeles, at saadanne Handlinger og Tanker afføder en bange Forventning om det til­kommende og at der er en Selvbevisthed, der ligesom med Svøber jager den skyldige. Jøderne taler om Kain, Grækerne om Orestes, Nordboerne om Stærkodder. Det er som usynlige, hævnende Aander forfølger dem og pi­sker dem til Blods. De store Digtere har fremstillet denne frygtelige Sjæls­tilstand i en Don Juan eller en Macbeth. Med overvældende Styrke lyder Erfaringsvidnesbyrdet, saa langt Him­len er blaa og Jorden grøn, at der er en Lov, som staar skreven med en gud­dommelig Finger i hvert Menneskes Bryst og selv hos de dybest sunkne tilskynder dem til at „gøre Lovens Gerninger” og ytrer sig som en Ret­tergang, hvor Tankerne „indbyrdes anklager og forsvarer hverandre” (Rom. 2,14-15).

Dermed ledes vi til en anden og højere Forstaaelse af Samvittigheden, den, hvis ypperste Talsmand den store tyske Filosof Immanuel Kant er (død 1804) og som han betegner ved den sædelige Selvlovgivning. Mennesket har, lærer han, en ubetinget bydende Lov i sit eget Indre, hvori der lyder et „du skal!” Der er en højere Vilje i os, en Begæreevne, som kræver at herske over den lavere Vilje, som er bunden i Sanselighed og Drifterne. Da nu Menneskene er saa forskelligt anlagte i Henseende til denne naturbundne Vilje, kan der af den ikke ud­ledes almengyldige Grundsætninger for Handlemaaden. Det er kun de Grund­sætninger, de Bevæggrunde til vor Handlen, som egner sig til at blive almindelige Fornuftslove, - det er kun dem, der bør følges. Derfor op­stiller den store Filosof den berømte Leveregel: du skal handle saaledes, at din Viljes Bevæggrunde tillige kan gælde som en almindelig sædelig Lov­givning! Drivfjedren for det sædelige Liv bør kun være Ærbødighed for den moralske Lov selv, dette majestætiske Indre: „du skal!” Dersom en saakaldt ,,god” Handling kun sker i Kraft af en Stemning eller et medfødt Natur­anlæg, saa den handlende finder Be­hag deri, saa er den ikke god, thi da er den selvisk. Godt er kun det, som sker uden alle andre Tilskyndelser, end den fri højere Viljes. Det var dette strenge Syn, der bragte Digte­ren Schiller til med smertelig Spot at slynge disse Linier mod Kant:

 

„Gerne jeg tjener min Ven; dog med Lyst

jeg gør det, desværre!

Derfor det piner mig tidt, at ikke dydig jeg er”.

„Andet Raad er der ej: du maa stræbe ham

at foragte

og kun med Afsky da gøre, hvad Pligten dig bød”.

 

En ren og uselvisk Kærlighed til Sædelighedsloven er et uopnaaeligt Ideal, bekender den store Tænker. Men derved ledes han til - og dette er værd at agte paa - at klynge sig til Troen paa Guds Tilværelse og paa Udødelighed. Thi uden en højeste Lovgiver vilde dette ubetingede indre Magtsprog i Sjælen være uforklarligt og uden den personlige Udødelighed vilde det store Lovbud ikke kunne naa Opfyldelse, men dette vilde være meningsløst. Hvorfor er det da givet og hvorfor gør det sig bestandig gældende? Derfor maa der være en Evighed, hvori det, der ikke lod sig

fuldbyrde i Tiden, kan ske Fyldest.

Efter denne Tankegang bliver „Samvittigheden” det samme som de indre, ideale Menneske, eller, som Kant siger, „hele Menneskeheden i det enkelte Menneske” : Samvittigheden er Evnen til at erkende det almen-menneskelige, og derfor ogsaa almengyldige, der netop udtrykkes ved og

rummes i det ubetinget bydende: „Du skal”.

Men da staar vi paa Tærsklen til den kristelige Forstaaelse af Samvittigheden.

Materialismen, der overhovedet ikke anerkender noget andet Jeg end det rent udvortes,   erfaringsmæssige, ved følgelig intet om Samvittigheden som en Samviden mellem Menneskets højere og lavere Del. Idealismen, som den i sin ædleste Skikkelse møder os hos Kant og hans   Disciple, er kun naaet kunde kun naa til Helligdommens Dør. Thi ad den blotte Erkendelses Vej er det ikke muligt at naa længere frem, og hvor dybe Indblik den end har gjort i Samvittighedens  Verden, saa ender den dog med dette trøstesløse, at der altid er uvedkommende, urene Elementer i vor Pligtopfyldelse og altid en vis Modstræben.

Hvad der tiltrænges er en Person­lighed, i hvem den guddommelige Sand­hed er bleven Kød og Blod og hvis Samvittighed derfor paa ethvert Punkt er en Samviden med, og hvis Lov er det afbrudte Samliv med den himmel­ske Fader, og som, selv forløst fra den jordbundne Natur med den selviske Dragelser, kan forhjælpe sine Brødre til Forløsning, en Menneskenes Søn, der som det fuldkomne Menneske ogsaa er Guds elskelige Søn, i hvem Faderen har Velbehag.

Denne Personlighed træder frem for os i Jesus Kristus og godtgør sig for os med den umiddelbare Overbe­visnings Magt som den, i hvem vort eget inderste Jeg spejler sig og ved hvis Vidnesbyrd for vore Hjerter dette inderste, væsenlige Jeg vækkes til at sprænge sine Lænker og underlægge sig det blot sanselige i vort Væsen. „Hvem af eder kan overbevise mig om nogen Synd?” siger han. Og vi finder ingen Synd hos ham, thi han over­vandt den i sig selv. Vi ser i ham den, hvis Vilje fuldt og helt smeltede sammen med den himmelske Faders Vilje, Pligt og Kærlighed bliver til et i ham. Og hvad han var, er vi be­stemte til at blive. Vi kan allerede her i Tiden erfare noget af, at ,,Kristi Kærlighed tvinger os”, at vort Maal er at gøre hans Vilje som udsendte os - gøre vor Pligt i fri, glad Ly­dighed fordi vi maa.

Dette sker ikke uden vor Selvvirk­somhed, uden den Opøvelse af Samvit­tigheden, Paulus taler om. Ogsaa Samvittigheden har sin Sundhedsgymnastik. Erkendelsen og Viljen stilles atter og atter overfor Opgaver i det virkelige. Liv, som kræver deres Løs­ning. Jesuiterne er gaaet en forkert Vej med deres Lære om „Tilfældene”, en Lære, hvorved hele Livssammenhængen gaar i Stumper og Stykker. Den eneste rette Vej er Jesu egen Vej: det inderlige Samfund med Fa­deren. Derfor er det et ypperligt Spørgsmaal, den amerikanske Forfatter har gjort til Titel for sin Bog: „Hvad vilde Jesus gøre?” Hvad han først og fremmest gjorde var at gaa til sin Gud og vor Gud og hente Svar paa sine Spørgsmaal, og styrkes og oplyses af Renhedens, Kraftens, Kærlighedens og Sandhedens Aand. Saaledes øves og opdrages ogsaa vor Samvittighed. Dens dunkle Spejl bliver altid klarere i Guds Aands Skole, og „jeg skal” til „jeg vil”. Vi sander, at alene i denne Skole læres den almen-gyldige Lov, „Fri­hedens kongelige Lov”, som gamle Ja­kob taler om, den, der gælder for alle

Menneskebørn og skal omslutte alle og lydes af alle. Hele Livet bliver til „en Pagt med Gud om en god Samvittighed”, (l Pet. 3,21).